The Tubs

London-bandet The Tubs består primært af tidligere medlemmer af de walisiske støjpoppere Joanna Gruesome. Det er højhastigheds-jangle, der smager lidt af Teenage Fanclub, R.E.M. i 80’erne, The Smiths og fortællinger fra den lokale pub, måske lidt Billy Bragg. Albumtitlen er en Sonic Youth-reference. Frontmand Owen Williams synger herligt og lidt løjerligt, let inspireret af Richard Thompson og folkemusikere, der ofte beboede hans barndomshjem. Han synger om egne begrænsninger, om livets begrænsninger, om OCD, om selvhad.

På coveret til album nummer to ser man en kvinde amme sit barn foran en gravsten. Kvinden er Owen Williams’ mor, Charlotte Greig, der selv var musiker og tog sit eget liv i 2014. På albummets sidste sang, ‘Strange’, mindes Owen Williams, hvordan han tilfældigt læste en artikel om, hvordan hun gjorde det. Han mindes også, hvordan venner spurgte ind til det, når de var fulde eller skæve nok. Folk forsøger at sige det rigtige, og man forsøger selv at føle det rigtige.

At the wake, someone took my arm

Said that you could write a song to honour your mum

Said the band could write a song

A song about this

Well, whoever the hell you are

I'm sorry, I guess this is it

Er man det mindste glad for jangle-pop, burde der være noget at komme efter med The Tubs.

/Martin 

Joanna Gruesome

Nå, det er vist et stykke tid siden, der har været noget af den noise pop, der tidligere var så meget af på disse sider! Kvintetten Joanna Gruesome fra Cardiff har efter en stribe singler, en del koncerter og en reddy fin EP nu færdiggjort deres første LP, Weird Sister, der udkommer senere denne måned. Det bliver - måske ikke overraskende - Slumberland, der tager sig af udgivelsen i USA, medens Fortuna Pop varetager Europa.

Joanna Gruesome er ægte Slumberland. Det er noise pop, lidt lo-fi (selvom de har haft studie i stedet for en stue), fuzz og åbenbart overhovedet ikke "fucking twee" ifølge dem selv. Ja ja. Der er mange ord i denne verden at forholde sig til.

Singlen Sugarcrush er dejligt ligetil, og på trods af en lidt kikset intro og outro (samme riff) viser sangen mange åbenlyse og enkle styrker.



/Martin