Viser opslag med etiketten Keep Shelly in Athens. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Keep Shelly in Athens. Vis alle opslag

tirsdag den 15. april 2014

Shadow Shadow

Tilbage i sommeren 2012 frigav Shadow Shadow sangen Riviera. Identiteten bag var ukendt. Den følgende sommer kom så 1000001, og de to blev udgivet som 7" på Nonchalant Records, der åbenbart ikke har udgivet noget siden (se billedet).

Nu står det klart, at Mattias Friberg (for nogle måske kendt fra bandet Logh) fra Malmö står bag. Ligesom det står klart, at ventetiden på debutalbummet har været det hele værd. For en måned siden blev Riviera endelig udgivet, og selvom det kan se ud til, at pladen ikke vil blive dækket synderligt bredt, fortjener den nu en god portion opmærksomhed.

Shadow Shadow forestiller sig forskellige fremtider, der er blevet drømt frem i den nære fortid. Som sådan er der altså en vis forbindelse til Keep Shelly in Athens og I Break Horses, der ligeledes er blevet sat i bås som soundtracket til film, der aldrig er blevet lavet. Britta Persson gæster og leverer fine vokalpræstationer.

Shadow Shadow spiller på årets Roskilde Festival, hvorfor man kan håbe på lidt mere opmærksomhed. Riviera blev udgivet 4. marts og kan bestilles via deres hjemmeside.





/Martin

onsdag den 28. august 2013

Keep Shelly in Athens leger med geografi

Nu snyder billedet måske lidt. Keep Shelly in Athens er jo ét af de få bands, der i deres navn har et geografisk pejlemærke, der samtidig er deres hjemstavn. Hvor andre græske kvalitetsbands kan vi mon nævne på stående fod?

Duoen har egentlig været hypet i nogle år, og efter nogle stærke singler på det seneste er der nu i dén grad lagt op til et lille men kraftigt brag, når første LP, At Home, rammer gaden d. 17. september via Cascine.

Godt et halvt år tilbage udgav de singlen Madmen Love, der hører blandt deres mere dramatiske sange og spiller på et klimaks på anden vis, end man ellers kender dem. Det klæder dem imidlertid også at være lidt voldsomme i det. Denne sommer kom så Recollection, den første single fra den kommende plade. Produktionen er knivskarp, og de viser både ængstelighed og tålmod i en skøn, mærkværdig blanding. Vi kan selvfølgelig kalde det drømmepop, men der er også en anelse shoegazer at spore.

Men men men, det er den seneste single Oostende, der for alvor har fanget mig. Personligt har jeg længe haft et lidt ambivalent forhold til Belgien, og da det menneskelige ego har det med at læse sig selv ind i alverdens umulige sammenhænge, ligger der en fin konfrontation i benævnelsen af denne by i det vestlige Flandern.

Stereogum har beskrevet sangen som et "80s teen fantasy pop track", og det sidder vi nok alle sammen og forstår nogenlunde, selvom vi alle har vanskeligheder ved at forklare det. Netop det kendetegner vel en fin beskrivelse disse dage. Det rationelles begrænsninger. Sansningens magt. Sfærer og diskurser, der overskrider hinanden, når mennesker overskrider sig selv.





/Martin