Blue Bendy

Der har været rigeligt med angst i Londons post-punk-scene de seneste fem -syv års tid. Kontemplative kollektiver som Caroline og Black Country, New Road og mere hæsblæsende grupper som Squid og Black Midi.

Et sted imellem og med samme kollektive udgangspunkt finder man Blue Bendy. Også de er præget af byens jazzscene og den post-rock, som var forbudt fra slutningen af 00'erne til midten af 10'erne.

Blue Bendy er en sekstet med sanger Arthur Nolan i front. Han kan til tider minde om en mere kontrolleret Tim Darcy (Ought). Blue Bendy har udgivet en række singler og en enkelt EP siden 2019.

Med singlen Cloudy viser de nye kvaliteter, og man tør måske håbe på, at en fuldlængde er på vej.

 

/Martin

Afskedens romantik: Woman's Hour

Tilbage i 2014 udgav London-bandet Woman's Hour deres flotte debutalbum Conversations. I starten af 2015 gik de i studiet og indspillede en række sange, som de aldrig udgav. Det gør de nu.

Det har taget dem en del år at finde ud af det uundgåelige: de kørte hinanden trætte. Nu udgiver Woman's Hour endelig deres anden plade, som dermed bliver afslutningen på bandet.

At dømme ud fra singlen Don't Speak er der stadig tale om minimalistisk popmusik, der bygger på gentagelser og passer bedst til nattetimerne.

Der er noget fint over sådan en afsked. De skriver selv: "These songs are letters to you, and once you've sent a letter you can never ask for it back." Det er ikke en plade, der bliver udgivet, så de kan sælge billetter på en turné. Det er ikke en plade, der kommer til at sælge voldsomt mange eksemplarer. Det er en plade, de udgiver, fordi de har lavet den, og fordi den gør afskeden til noget smukt i sig selv.



/Martin