Viser opslag med etiketten Under Byen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Under Byen. Vis alle opslag

torsdag den 17. juli 2008

Fokus på label: Morningside Records

Vores lille serie om danske pladeselskaber er nået til afsnit to.
Denne aften byder på et kort portræt af et langtidsholdbart selskab.

Figurines, Under Byen, Larsen & Furious Jane... Tre af Danmarks bedste bands samlet på ét selskab: Morningside Records.
De to første har endog vist sig at være forholdsvist gode eksportvarer, selvom det kommercielt set ikke er blevet til så meget i udlandet endnu. Sidstnævnte er det bedst anmeldte band i Danmark. Ikke nogen dårlig statistik for et dansk indie-selskab.

Efter lang tid uden bemærkelsesværdige, nye signings begyndte man dog at tænke, hvad fremtiden mon ellers ville byde på for det jydske selskab. Ud af ingenting kom da eksilårhusianerne Shout Wellington Air Force, der med deres konventionelle, men friske indie-pop fik sig en del opmærksomhed med debut EP'en Carry Yourself, der kom til live med hjælp fra medlemmer i førnævnte Larsen & Furious Jane. Ifølge dem selv kommer deres debutplade dog til at lyde anderledes end EP'en, så det skal blive spændende at se, hvad der er i vente. Ligesom det skal blive spændende at se, om Figurines kan finde tilbage til deres gamle form. Der er nok at glæde sig til fra Morningside Records.

MP3: Shout Wellington Air Force - Forgive Us, Please!
MP3: Under Byen - Plantage (live)
MP3: Figurines - The Wonder
MP3: Larsen & Furious Jane - Widowers

/Martin

onsdag den 26. marts 2008

The Acorn

Direkte fra Ottawa, Ontario bringer vi jer: The Acorn. Denne kvintet blev dannet i 2003 og bestod i starten kun af frontmand Rolf Klausener (det lyder jo meget canadisk), der også fik spillet nogle enkelte koncerter alene med en guitar og en computer på scenen. Siden da har han fået følgeskab af Howie Tsui, Jeff Debutte, Jeffrey Malecki og senest Keiko Devaux på keyboard i 2006.
Gruppen har den seneste tid oplevet god opmærksomhed, omend denne opmærksomhed er kommet lidt sent; deres seneste LP Glory Hope Mountain udkom faktisk sidste år, hvilket da også undslap undertegnedes opmærksomhed i det herrens år totusindogsyv.

Indie folk-fans kan ikke blive skuffede over disse hyggelige sange, der alle henter inspiration i... Honduras. Rolf Klauseners moder kommer simpelthen fra dette smukke land, hvilket har fået sangeren til at dykke ned i landets sangskat.

Anden god bonusinfo: Gruppen er signet til Paper Bag Records, der har stået bag udgivelser for Broken Social Scene, Stars, Tokyo Police Club. For nylig har de også kastet sig over skandinaviske navne som Under Byen, Figurines og Sally Shapiro.

MP3: The Acorn - Flood Pt. 1
MP3: The Acorn - Crooked Legs

/Martin