Viser opslag med etiketten Tokyo Police Club. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Tokyo Police Club. Vis alle opslag

tirsdag den 6. april 2010

Tokyo Police Club tilbage

Der er noget sjovt ved udtrykket 'guilty pleasure'. Og samtidig kan det lyde utrolig snobbet at tale om en guilty pleasure. Som om man normalt er til bedre musik. Eller mere udfordrende musik. Måske nogle vil driste sig til at sige 'avantgarde'. Forleden brugte jeg udtrykket om Regina Spektor og gav med det samme mig selv kvalme. Udtrykket kan selvfølgelig godt bruges i nogle tilfælde, men det kan i høj grad også misbruges.

Nu blev jeg fristet til at kalde Tokyo Police Club for en guilty pleasure, hvilket ville være way off. Når alt kommer til alt, er det jo bare et fint og ungt popband, der har en del gode sange på repertoiret. Et par gode EP'er og en ret habil fuldlængde er det blevet til for canadierne, og senere i år er de klar med deres anden LP, Champ. Som sanger Dave Monks synger på førstesinglen: It's good to be back. Lad os håbe det er et overskud, man kommer til at høre på albummet.

MP3: Tokyo Police Club - Breakneck Speed

/Martin

onsdag den 30. december 2009

Novels

Ordet 'supergruppe' bruges ofte lidt lemfældigt. Lidt løst. Som oftest er disse projekter da også ganske håbløse, så hvis personerne bag disse grupper selv har tænkt dem som 'supergrupper', må det vel betegnes som en art hybris, medens deres 'kunstneriske', fejlslagne udgivelser er deres velfortjente nemesis.

Jeg hverken kan eller vil bruge ordet om canadiske Novels, og de kunne nok heller ikke selv drømme om det (en del af mig kunne nok godt lokkes til at kalde Swan Lake for en supergruppe, og jeg kan ikke afvise, at jeg allerede har gjort det). Novels består af keyboardspiller Graham Wright fra Tokyo Police Club, sanger og guitarist Luke Lalonde fra Born Ruffians og de mere ukendte Will Currie, Dean Marino og Jason Sadlowski. De tre sidstnævnte fra hhv. Will Currie and the Country French, Ex-Po og Jay Sad. Altså et all-Toronto-sammensat band. Gruppen har netop indspillet deres første udgivelse, en selvbetitlet EP på fem sange, der sammenlagt varer lige under 12 minutter. Det hele er ganske hyggeligt uden at være sindsoprivende. Ganske gratis er det også. Det kan hentes via gruppens hjemmeside, hvor de opfordrer folk til at brænde EP'en og lægge den rundt omkring på diverse obskure steder.

ZIP: Novels - Novels EP

/Martin

tirsdag den 8. juli 2008

Roskilde Festival 2008 - tilbageblik

Årets Roskilde Festival er overstået. Blandt gæsterne var de to Börnebloggere, der ikke fik set nær så meget musik som håbet. Enkelte koncerter blev helt misset, mens andre kun blev set halvt - eller mindre. Men alt i alt må det siges at have været en glimrende uge!

Blandt dem vi græd lidt over at gå glip af var Battles, Yeasayer, Cadence Weapon, Girl Talk, DSL, Jay Reatard og Dan Deacon m.fl.

Her følger en kort, kronologisk gennemgang af de koncerter, vi fik set:

MGMT, Odeon: Der er et vist potentiale at spore hos amerikanerne, men det er stadig svært at finde en decideret identitet hos dem. Koncerten manglede energi og virkede flad. De greb chancen, mens hypen var der, men de burde måske have arbejdet lidt længere på deres materiale.

Lupe Fiasco, Cosmopol: Vi fik kun set små tyve minutter af koncerten, der dog viste den unge herre i fin form.

Radiohead, Orange: Efter små fem sange tvang et ildebefindende hos en kær bekendt os til at gå fra koncerten. Før det var undertegnede dog grådkvalt over endelig at se de helte, han har ventet på at se siden midten af 90'erne. Bedømt på de fem sange: Helt fantastisk.

Band of Horses, Arena: På plade er Band of Horses et dejligt bekendtskab langt hen ad vejen. Enkelte af deres sange er ret intetsigende, mens andre er helt fantastiske. På det propfyldte Arena (tak til P3) viste gruppen god gejst, hvilket opvejede den ikke altid lige gode lyd. Det krævede lidt at vænne sig til, at Bed Bridwell jo ikke synger fantastisk live, men førnævnte gejst var heldigvis så smittende, at det aldrig blev et stort problem. Og så fik man endelig hørt The Funeral live!

Mogwai, Arena: Skotlands bedste band nogensinde kom endelig til Roskilde igen, og gudskelov havde de en overdådig sætliste med sig. Som skrevet på Undertoner var fans forberedt på, at det blev højt, men det blev aldrig højt nok. Dette er dog ikke nok til at fratage Mogwai den ære, de fortjener for deres smukke koncert.

Holy Fuck, Pavillon: Sikken energi! Og hvilken befriende popfest. Hvis blot de var halvt så gode på plade.

A Kid Hereafter in the Grinding Light, Pavillon: Ved et tilfælde kom vi forbi denne forfærdelige koncert. Intet mindre end pinligt var det. Vi priser os lykkelige for, at vi ikke også var forbi de to andre A Kid Hereafter-koncerter.

Tokyo Police Club, Pavillon: Soundvenue uddelte hele 6 stjerner til denne koncert, hvilket måske var i overkanten, men en positiv overraskelse var det bestemt. Med simple midler har de fundet en skabelon, der måske har visse begrænsninger, men samtidig virker på størstedelen af gruppens materiale. Gruppens første langspiller bliver til tider en anelse for emo, men humøret og spilleglæden på scenen var så rørende, at man kun kunne nyde de unge canadieres time plus det løse i teltet. I øvrigt deres længste koncert nogensinde. 21 sange (!) blev det til.

The Notwist, Astoria: Vi så forkert i tidsplanen og nåede derfor først til koncerten med Tysklands bedste band en halv time for sent. Jeg begræder det stadig. De så ud til at spille for sig selv, men det var også nok, når det lækre materiale kom så overbevisende ud gennem forstærkerne.

Neil Young, Orange: Det var ikke meget, vi nåede af Neil Young, men fra god afstand oplevede man dog at få en følelse af, hvorfor den gamle mand er så respekteret.

My Bloody Valentine, Arena: Vi nåede kun slutningen (dvs. ti minutter før de sidste tyve minutters rendyrkede, gammeldags larm), men det var også nok til at få kontakt med med støjrockhjertet.

Liars, Pavillon: Danskerne kommer måske aldrig helt til at værdsætte Liars fuldt ud, og specielt Gaffa har været forbeholdende over for dem, men hos os er der ingen tvivl om, hvor godt vi synes, det er. Anderledes var det ikke med natkoncerten på pladsens mindste telt, der bød på en yderst beruset frontmand Angus Andrew. Gang på gang satte han lydmændene og bandet på en prøve ved at vælte trommer og mikrofoner, men det bidrog kun til underholdningen. En fremragende koncert, der inkluderede en roadie, der fik lyst til at kaste øl ud til publikum - for derefter at kaste sig selv derud.

Chemical Brothers, Orange: Mellem Liars og No Age var der lidt plads til at høre de rutinerede Chemical Brothers, og det lød til at være noget af en fest. Ærgerligt der ikke var plads til mere.

No Age, Pavillon: ... Vi ville nemlig have en god plads til No Age. Den energiske duo svigtede heller ikke på scenen, hvor de i selskab med en flaske Jim Beam og et veloplagt publikum gav os en dejlig afslutning på en god dag for Pavillon-teltet.

Slayer, Orange: Bandet og musikken siger mig intet. Deres riffs og soli forekommer både uinspirerende og kedelige, og vokalen mangler i høj grad vitalitet. Alligevel blev vi pænt underholdt, primært af de ældre og begejstrede tilskuere.

Cat Power, Odeon: Den charmerende Chan Marshall leverede desværre en sløv koncert. Via Frekvens har vi kunne læse os til, at sygdom var årsagen dertil. Må hun snart komme sig og så komme tilbage.

Fuck Buttons, Astoria: Vores plan for søndag aften var at tage tilbage til lejren efter Fuck Buttons for at drikke os klar til Digitalism og Dan Deacon. Men uheldige omstændigheder, herunder regn, gjorde, at Fuck Buttons endte med at være sidste koncert for os på årets Roskilde Festival. I Danmark har bands det ofte svært, når de anvender repetitive grundrytmer og bittesmå detaljer, og det problem finder mange anmeldere også hos Fuck Buttons. Vi omfavner dog deres lyd og var mere end tilfredse med koncerten

(Foto: Thomas Arnbo)

/Martin

onsdag den 26. marts 2008

The Acorn

Direkte fra Ottawa, Ontario bringer vi jer: The Acorn. Denne kvintet blev dannet i 2003 og bestod i starten kun af frontmand Rolf Klausener (det lyder jo meget canadisk), der også fik spillet nogle enkelte koncerter alene med en guitar og en computer på scenen. Siden da har han fået følgeskab af Howie Tsui, Jeff Debutte, Jeffrey Malecki og senest Keiko Devaux på keyboard i 2006.
Gruppen har den seneste tid oplevet god opmærksomhed, omend denne opmærksomhed er kommet lidt sent; deres seneste LP Glory Hope Mountain udkom faktisk sidste år, hvilket da også undslap undertegnedes opmærksomhed i det herrens år totusindogsyv.

Indie folk-fans kan ikke blive skuffede over disse hyggelige sange, der alle henter inspiration i... Honduras. Rolf Klauseners moder kommer simpelthen fra dette smukke land, hvilket har fået sangeren til at dykke ned i landets sangskat.

Anden god bonusinfo: Gruppen er signet til Paper Bag Records, der har stået bag udgivelser for Broken Social Scene, Stars, Tokyo Police Club. For nylig har de også kastet sig over skandinaviske navne som Under Byen, Figurines og Sally Shapiro.

MP3: The Acorn - Flood Pt. 1
MP3: The Acorn - Crooked Legs

/Martin

onsdag den 12. marts 2008

Et par spørgsmål omkring Tokyo Police Club


Forventningerne til debuten Elephant Shell fra canadiske Tokyo Police Club er enorme - det er ingen hemmelighed. Man frygter selvfølgelig, at hr. Monks igen giver os den samme basgang i hver anden sang, men selvdet kan man vel overleve, når deres plade ikke bliver længere end omkring 28 minutter.
Men noget andet interessant er, at de er i gang med at planlægge deres Europa-tour, hvor de indtil videre kun har lagt planer frem til slutningen af juni - men forventer at tilføje en del flere. Roskilde...? Please?

En anden ting, der længe er blevet overvejet hos undertegnede, er deres valg af pladeselskab. Hvis man ikke inkluderer hvert andet engelske band, der har været i berøring med NME, så må Tokyo Police Club være et af de mest hypede bands i mange år. Hvordan det så kan lykkes for de relativt små Saddle Creek at score dem - det må guderne vide. Enten er de utrolig flinke, eller også har de i dén grad kastet nogle penge efter TPC. Men så igen, der er vel noget rart over at være på et mindre selskab, der rent faktisk gider gøre noget for et band.

MP3: Tokyo Police Club - In A Cave (fra den kommende debutplade)

/Martin