Viser opslag med etiketten Young Galaxy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Young Galaxy. Vis alle opslag

fredag den 29. marts 2013

Mere nyt fra Young Galaxy

For godt en måned siden skrev jeg om den fremragende single Pretty Boy af canadiske Young Galaxy, og de ser ud til at fortsætte rækken af singler af særdeles højt niveau.

Deres nye single har fået titlen New Summer, som nok skal give anledning til dårlige jokes og høhø-stemning blandt de nordeuropæere, der måtte dele den.

Det er efterhånden svært at vente på deres album Ultramarine, der udkommer 23. april. At dømme ud fra singlerne er der meget i vente. Dan Lissvik har produceret, hvilket både kan høres og i dén grad værdsættes.



/Martin

fredag den 22. februar 2013

Young Galaxy med nyt

Canadiske Young Galaxy er ved at være klar med deres fjerde album, Ultramarine, der bliver udgivet 23. april via Paper Bag. Jeg har altid holdt af gruppen, selvom de ikke altid har været lige stabile.

Deres seneste single, Pretty Boy, er imidlertid det bedste, de endnu har leveret. Catherine McCandless leverer en forrygende vokalpræstation, der forsøger at være stærk og støttende på trods af en forsigtighed, der på skrøbeligere dage ville ende i resignation.

Et blødt beat med en hårdere stortromme danner baggrunden for denne quasi-baleariske perle, der forhåbentlig gøres selskab af andre sange af lige så høj kvalitet på den kommende plade.



/Martin