The Ghost of Rockschool

Siden 1996 har Belle & Sebastian stået for kvalitet, hygge og ofte ganske interessante tekster. Om der så synges om kvinder, fodbold eller religion - Stuart Murdoch har interessante betragtninger af det hele.

Det nyeste album Write About Love (egentlig Belle & Sebatian Write About Love) holder niveauet fra de tidligere udgivelser, hvad angår såvel tekster som det soniske univers. Det eneste negative er vel egentlig duetten med Norah Jones. Sangen i sig selv er fin, men hendes stemme passer ikke til bandets univers. Albummets nok stærkeste nummer er The Ghost of Rockschool, der byder på både delikat trompet og Murdochs tanker omkring religion. Naturligvis sniger en kvinde sig også ind i betragtningen, selvom det forbliver uvist, om hun er konkret eller en repræsentation.



/Martin

Til en behagelig torsdag

Det bliver koldere og koldere, men i dag skal nok blive okay. Og i aften skal nok vise sig at blive fremragende. En god torsdag kan passende starte med en gennemlytning af det nye Belle & Sebastian og efterfølgende lidt Tennis.

De har både en biografi, en diskografi og en fremtid, der er en god omgang misundelse værdig. Mand og kone + deres musik. Det lyder umiddelbart helt fremragende. Både dét og musikken. Den simple opfordring og det simple temposkift:

Take me somewhere / Take me somewhere / Why don't you take me somewhere?

God torsdag.

MP3: Tennis - Take Me Somewhere

/Martin

Games

For god ordens skyld må jeg hellere starte med at sige, at billedet ikke har noget direkte at gøre med Games fra Brooklyn. Men det er stadig fremragende og giver på en måde mening, når man giver sig i kast med den omgang slut 70'er og start 80'er eskapisme, duoen Dan Lopatin og Joel Ford byder på.

Det er arkade på grillen, italo disco, bilspil, drømme om Californien i en uskyldig tid. Det er yderst velkomponeret og velproduceret retroelectro. Forbandet fængende. Det er primært 80'er, og der er overraskende meget italo disco i forhold til, hvad mange anmeldere har hæftet sig ved. Debut EP'en kan streames gratis via Fact Mag.

MP3: Games - Midi Drift
MP3: Games - Planet Party (demo version)

/Martin

Acid House Kings

Acid House Kings er et ret gammelt bekendtskab egentlig. Men selvom de både er svenskere og har anmelderne på deres side, har flere af deres landsmænd stjålet lytterne og opmærksomheden, som deres fine kammerpop ellers gør dem berettiget til. Og ja ja, det er hørt før, men det er skidehyggeligt.

Popsnedkerne startede med at spille sammen i 1991 og udgav deres sidste album i 2005. Hvilket skræmmende nok allerede er ret lang tid siden. Men bandnavnet er stadig helt væk.

Labrador tager sig af det kommende album, hvorfra første single her kommer. Et ganske relevant spørgsmål: Are we lovers or are we friends?

... Are you mine?

MP3: Acid House Kings - Are We Lovers or Are We Friends?

/Martin

Utilstrækkelighed

'Sea Talk' is about wanting to fulfill a role for someone you care about... but ultimately not having it in you.

Så simpelt kan det siges. Som med nærmest alt andet af Zola Jesus er der tale om en særdeles medrivende sang og tekst. I al sin enkelthed.

I can't give you what you need

No, I can't give you what you need all by myself...

MP3: Zola Jesus - Sea Talk

/Martin

Waskerley Way

Den nordengelske scene markerede sig med en del guitarorienteret, energisk popmusik i sidste årti. Så vidt jeg er orienteret, er det stadig den scene, der primært dominerer musikmiljøet i Newcastle. Derfor er det lidt af en overraskelse, at en kunstner som Waskerley Way er derfra. Men så er overraskelsen måske heller ikke større.

Sæsonen for chillwave er muligvis overstået, og mange af dem er svære at adskille fra hinanden, men det er stadig værd at holde et vågent øje med nogle af de nye soveværelsesprojekter. Waskerley Way har lagt et par EP'er ud til gratis download, der er ganske anbefalelsesværdige. Det følger ganske vist formen (simpelt, repetitivt beat, vokaler i flere lag, guitar med distortion, en ikke særlig hi-fi produktion), men det er på et ret højt niveau. Derudover er specielt den lidt gemte guitar på nogle sange ret interessant, ligesom brugen af klarinet må siges at være relativt sjælden.

MP3: Waskerley Way - Holly EP (zip)

(Hent sangene én for én her)

/Martin

Cloud Nothings

(Grundet travlhed bliver dette formentlig eneste indlæg i denne uge)

Vi har formentlig snart fået nok af den slags, jeg nu skal præsentere. Én ting er musikken, noget andet er hypen. Jeg har ikke lyst til at kalde ting for lo-fi længere, og jeg har ikke lyst til at dvæle ved det faktum, at Dylan Baldi / Cloud Nothings blot er 19 år gammel. Det gør hverken musikken bedre eller værre. Jeg gør det derfor kort: Det er kældermusik og god pop med dårlig lyd. Eufemismen hedder: Lo-fi. Båndæstetik. Båndpasta. Vingummi. Musikken er god, og det er nok. Okay, lad os forholde os til hans alder: Han er talentfuld, og det bliver bedre og bedre. Udråbstegn!

En smuk ting er, at det lader til, at han tager pis på sig selv med en titel som Hey Cool Kid. "Oh, you're such a cool kid."

MP3: Cloud Nothings - Hey Cool Kid

/Martin