Viser opslag med etiketten Belle and Sebastian. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Belle and Sebastian. Vis alle opslag

fredag den 15. april 2011

The Mare

Det er formentlig umuligt at lytte til The Mare fra Stockholm uden at tænke på Belle and Sebastian. Det gør dog ingenlunde musikken værre. Der er den samme umiddelbare letsindighed at spore, og selvom den svenske kvintet muligvis ikke har samme dybde, er det fin musik at starte sin fredag med.

Med en titel som I'm So Happy og med en trompet, der kæmper for at gå rent igennem, klarer nedenstående sang sig igennem på rendyrket charme. God weekend.

MP3: The Mare - I'm So Happy

/Martin

mandag den 22. november 2010

The Ghost of Rockschool

Siden 1996 har Belle & Sebastian stået for kvalitet, hygge og ofte ganske interessante tekster. Om der så synges om kvinder, fodbold eller religion - Stuart Murdoch har interessante betragtninger af det hele.

Det nyeste album Write About Love (egentlig Belle & Sebatian Write About Love) holder niveauet fra de tidligere udgivelser, hvad angår såvel tekster som det soniske univers. Det eneste negative er vel egentlig duetten med Norah Jones. Sangen i sig selv er fin, men hendes stemme passer ikke til bandets univers. Albummets nok stærkeste nummer er The Ghost of Rockschool, der byder på både delikat trompet og Murdochs tanker omkring religion. Naturligvis sniger en kvinde sig også ind i betragtningen, selvom det forbliver uvist, om hun er konkret eller en repræsentation.



/Martin

søndag den 11. juli 2010

Magic Kids

Langt om længe en ny opdatering. Netop hjemvendt fra den italienske hovedstad og med mere gejst på sommeren end længe følt. Det synes derfor næsten perfekt at blive forkælet sådan en søndag eftermiddag af Magic Kids fra Memphis.

Den forholdsvis nye gruppe albumdebuterer først til august, men forventningerne er store. Gruppen består af fem faste medlemmer, der - så vidt jeg er informeret - til tider suppleres af flere. I hvert fald er gruppens lyd stor, og de burde vel egentlig blive omtalt som et orkester. Der er klassiske dyder på spil. I deres presse (og på pladeselskabets hjemmeside) undlader de gerne at nævne Beach Boys, men den kommer de bestemt ikke udenom.

Der er dog også lidt Belle & Sebastian over det til tider, og generelt lever talenterne op til deres navn. De skal blive yderst spændende at følge. Debutpladen, Memphis, udkommer 31. august på True Panther, der bliver ved med at markere sig som ét af de mest spændende amerikanske pladeselskaber for tiden. En meget imponerende roster har de efterhånden.

MP3: Magic Kids - Summer
MP3: Magic Kids - Superball

/Martin

fredag den 1. maj 2009

Sin Fang Bous + Seabear

Nogle gange, ret ofte faktisk, får man dårlig samvittighed over ikke at have lyttet nok til et band. Givet det lang nok snor. Sådan har jeg haft det med islandske Seabear i godt og vel halvandet år. Albummet The Ghost That Carried Us Away kom på et tidspunkt, hvor jeg havde travlt med andre albums, og det blev gennemlyttet et par gange uden tilstrækkelig opmærksomhed. Nu har de imidlertid fået chancen igen. Ad omveje.

Bandet er bygget op omkring sanger og sangskriver Sindri Már Sigfússon, der synger luftigt og hyggeligt - på samme måde som eksempelvis Elliott Smith og Stuart Murdoch (Belle & Sebastian). Også hans sange kan til tider minde om disse kunstnere, selvom der ofte er flere instrumenter involveret hos Seabear.

Nu til forklaringen om disse "omveje". Den overskudsfyldte Sindri laver nemlig ikke kun musik med sine seks kolleger i Seabear. Nu skaber han også fine popsange som solokunstner med projektet Sin Fang Bous, der er et ganske eventyrligt bekendtskab. Debutalbummet under dette navn, Clangour, fandt vej til mig forleden, hvilket igen åbnede døren for Seabear. Begge kunstnernavne vidner om en sangskriver, man bør holde øje med.
Begge albums er udgivet af det fine Morr Music (Lali Puna, Múm, Ms. John Soda, Surf City). Det lykkedes mig ikke at finde de ønskede sange som gratis mp3'er, og det må siges om den vedlagte af Sin Fang Bous, at det nok er albummets svageste sang. Besøg i stedet MySpace-siden og lyt der.

MP3: Sin Fang Bous - We Belong (fra Clangour)
MP3: Sin Fang Bous - Nothings (fra en triple LP ved navn Not Given Lightly: A Tribute to the Giant Golden Book of New Zealand's Alternative Music Scene)

God weekend ønskes herfra.

/Martin