Mere nyt fra jj

Svenske jj bliver ved med at give nye sange ud. Og det er måske klogt nok, eftersom deres nye album, nº 3, leakede for nylig. Duoen indspillede de to albums på én gang, hvilket forklarer, hvorfor de er så hurtigt klar med opfølgeren. Enkelte fantastiske bands falder i dén fælde, der får dem til for hurtigt at frembringe et nyt album efter varm omtale (jeg ser på jer, The Dodos), så der er noget betryggende i at vide, at albummet blev indspillet, før de vidste, de ville få den succes, de allerede har nydt. Omvendt kan man selvfølgelig være bekymret for, om albummet nu også skulle indeholde leftovers fra nº 2. Noget siger mig dog, at dette ikke har været tilgangen, da de indtil videre frigivne sange alle er en anelse anderledes end dem på debutalbummet.

Denne nye sang, And Now, er endnu en fin, balearisk perle med overbevisende strygere og yderst charmerende vokal. I det hele taget må man sige, at Elin Kastlander besidder én af de smukkeste stemmer, vi har hørt de seneste år.

MP3: jj - And Now
MP3: jj - Let Go (zip)
MP3: jj - Ecstasy (fra nº 2)

Caribou

Canadiske Daniel Snaith frygter at gentage sig selv på sine udgivelser. Jeg begyndte først at lytte til hans hjertebarn Caribou med udgivelsen af Andorra i 2007. Et herligt og ret undervurderet album.

Den 20. april udkommer Caribous nye album Swim via Merge, og at dømme efter førstesinglen Odessa er der vist tale om en mere elektronisk omgang på denne plade. Jeg frygter lidt at bruge ordet 'funky', men det er vel nærmest, hvad vi kan beskrive sangen som med dén baslinje. Vokalen er ikke decideret fjern, men den forsøger heller ikke just at stjæle rampelyset. Den er næsten genert - med en vis accept af denne generthed. Sangen har flere lag og gennemgår en interessant udvikling, hvor flere instrumenter sættes i brug. Og så har titlen måske også en vis betydning for dem, der måtte have læst Foers Everything Is Illuminated (eller set den for den sags skyld).

Pop Revo har netop offentliggjort Caribou til deres lineup i 2010, så nu er der endnu mere grund til at glæde sig til d. 30. april og 1. maj.

I aften vil jeg i øvrigt spille lidt sange på Musikcaféen mellem koncerterne og efter den sidste koncert. Der bliver gratis adgang og billige(re) øl efter endt koncert.

MP3: Caribou - Odessa

/Martin

Når kedeligt er godt og kedeligt er kedeligt

"East London is a vampire / it sucks the joy right out of you" synger Kele i Song for Clay (Disappear Here). Nu kan sangen ikke tolkes for bogstaveligt eller som udtryk for Keles holdninger, og jeg skal ikke tage ting for givet efter mit delvist overfladiske visit, men efter at have tilbragt hele mandagen i den østlige del af London (Hackney, Brick Lane og Shoreditch primært) er jeg virkelig blevet charmeret. Det vidner ganske vist om nogle sociale problemer, at så mange bygninger står tomme, men der er en klar charme at spore, og genbrugsbutikkerne i Brick Lane spillede alle fantastisk musik.

Mandag aften bød på gratiskoncert arrangeret af pladeselskabet Big Scary Monsters på spillestedet Old Blue Last. Tre bands var på plakaten, og skribenter fra musiksiden The 405 vendte plader. Tall Ships var første band på programmet. En ung gruppe, der vist ikke har mange koncerter bag sig, hvilket lod sig høre lidt i koncerten, der dog var ganske udmærket. Der skal arbejdes lidt med vokalen, men der var flere interessante sange at finde.
Dernæst var det enmandsbandet Shoes and Socks Off, der er kunstnernavnet for Toby Hayes, der tidligere huserede i det nu opløste (næsten kult)band Meet Me in St. Louis. En mand alene med en akustisk guitar plejer gerne at have noget af en opgave foran sig, når publikum begynder at blive beruset, men folk var opmærksomme, og koncerten var da også udmærket om end lidt kedelig.
Aftenens højdepunkt var imidlertid unge Talons. Seks herrer, der spiller en larmende blanding af math-rock, post-rock og hardcore/post-hardcore. To af dem bidrog med violin hvilket virkede overraskende godt i denne sammenhæng. Musikken virker umiddelbart bedre live end på plade, så hvis muligheden byder sig, bør man give de seks en chance. Musikskribenter og andre folk til koncerten fortalte da også begejstret om bandets udvikling, og de lod til at blive bedre og bedre fra koncert til koncert.

Nye indlæg med mp3'er kommer i løbet af ugen! Muligvis med inddragelse af London-oplevelser. Foreløbig er jeg lidt usammenhængende i tanken. F.eks. giver overskriften ikke længere mening for mig.

/Martin

Four Tet

Engelske Four Tet har været så venlig at lægge sit nye album There Is Love In You ud på sin hjemmeside en uge før udgivelsesdatoen. Albummet kan høres gratis ugen ud, og det kan anbefales. There Is Love In You byder på electronica og ambient, og er et oplagt valg til postdruk.

Jeg tror, at vi har fat i årslistemateriale her.


Stream det!: http://www.fourtet.net/

\Mathias

Lidt forskelligt til weekenden

På min seng ligger flybilletter, pas, penge og en Blue Guide London i 14. optryk fra 1991. Billedet til venstre er måske ikke lige, hvad der er i vente, når man drager på kort ferie til det engelske i januar måned, men længslen er stadig at finde i deri. Specielt når man ikke ved, hvad der er i vente. Hvem er kvinden? Hvad skal jeg lave derovre? Hvor er hun henne? Hvor skal jeg overnatte? Hvem venter hun på? Hvem venter jeg på?

Grundet lidt rejse og arbejde kombineret med hygge får jeg nok først opdateret igen på onsdag.

Til weekenden har jeg her to vidt forskellige afsendere. Er du endnu ikke klar til, hvad en nordisk weekend ofte forbindes med, kan det anbefales at tage et lyt til Wild Nothing, der lyder som et forsøg på at nå frem til en erkendelse af, hvad nostalgien kan tilbyde det moderne menneske. Bag projektet står Jack Tatum (meget filmisk navn). Guitarfladerne kan ofte minde om Johnny Marrs værk, og det er bestemt ment positivt. Nogle af hans sange er mere båret af synth end andre, men mest af alt er det vel bare guitarpop.

Er du til gengæld mere klar på førnævnte weekendfejring, kan man passende dykke ned i The Golden Filter fra New York. En elektronisk duo, der er spået store ting i 2010 efter bl.a. nogle vellykkede shows på SXSW sidste år og et par singler og remixes (af bl.a. Empire of the Sun og Cut Copy). Debutalbummet Voluspa udkommer 26. april på Brille (The Knife, Good Shoes, Operator Please).

God weekend - uanset hvad den nu måtte stå på.

MP3: Wild Nothing - Summer Holiday
MP3: Wild Nothing - Confirmation
MP3: The Golden Filter - Thunderbird
MP3: The Golden Filter - Solid Gold

/Martin

Nyt på vej fra The Besnard Lakes

Canadiske The Besnard Lakes er nok ét af den slags bands, der er skabt til altid at være undervurderede. Deres kommende album, The Besnard Lakes Are the Roaring Night, kommer muligvis til at rokke en smule ved denne status, men et stort gennembrud bliver det næppe. Musikken er ellers forholdsvis tilgængelig og (tør man næsten sige det) til tider næsten stadionorienteret i stil. Få år tilbage imponerede de med The Besnard Lakes Are the Dark Horse, men PR-maskinen blev vist ikke smurt ordentligt, og albummet nåede således ikke ud til særlig mange.

En klar anbefaling skal dog lyde herfra: Vær klar når albummet udkommer i starten af marts på Jagjaguwar. Det er såmænd allerede leaket, og feedbacken har indtil videre været rigtig god. Hvis Cymbals Eat Guitars stod for 2009's bedste back-to-the-90s-oplevelse, er det nok en titel, The Besnard Lakes forsøger at tage i år. Om end det er på et ganske andet udgangspunkt.

MP3: The Besnard Lakes - Albatross
MP3: The Besnard Lakes - Glass Printer

/Martin

Sleep Party People

Drømmescenarier. At feste i søvne. At drage på hvad man i gamle dage ville kalde et eventyr. Disse følelser og håb om fremtidige og mulige fjerne minder er, hvad man kan vække med et soveværelsesprojekt, der stærkt nok kommunikerer sine idéer ud. Og det er lige præcis, hvad der er på spil hos énmandsprojektet Sleep Party People fra København.

Det hele er skrevet og indspillet af Brian Batz, der meget overbevisende har leget sig frem til ti sange, der tilsammen udgør debutalbummet, der udkommer d. 25. januar. Det hele virker meget sammenhængende, og stemningen er intakt hele vejen igennem - og så er der for en sjælden gangs skyld tale om en smuk sammenhæng mellem musik, bandnavn og sangtitler. Der er lagt en effekt på vokalen hele albummet igennem, der på én gang virker distanceret og nær - netop som det kan være tilfældet med drømme. Gennem diverse synthflader, klaverstykker, underspillet kor, klokkespil og alskens andre smukke og mærkelige indslag er der tale om noget af det klart mest interessante danske musik i lang tid.

Vi har desværre ikke særlig mange interessante såkaldte soveværelsesprojekter i Danmark, men her er et, der beviser, hvor meget man kan udrette på egen hånd. Ja, der gemmer sig sikkert en del derude, og måske åbnes døren nu på klem for en større interesse for disse projekter.

Albummet udkommer digitalt på Speed of Sound med distribution via A:larm. Hvis efterspørgslen er stor nok, trykkes den på vinyl. Alt imens 'stor nok' er en svævende størrelse, forestiller jeg mig nu nok, at det skal ske. Alt i alt en overraskende og imponerende debut.

/Martin

Nyt fra jj

Når man modtager en mail fra Sincerely Yours, bliver man glad. Der vil altid være noget godt i vente, og selvom man måtte være vant til deres sans for at dyrke mystikken, kan man snildt nyde det faktum, at de gør det. Når mailen tilmed indeholder et link til to nye sange med jj, bliver alting blot endnu bedre. Med store bogstaver står der som det eneste i mailen: Prego.

Svenskerne leverede med n° 2 én af sidste års bedste udgivelser, og i starten af marts er de såmænd allerede klar med deres anden fuldlængde, der selvfølgelig kommer til at hedde n° 3. 2010 blev pludselig endnu mere spændende.

Lige nu presser ordene sig lidt på, så jeg bliver også nødt til at ønske The Rumour Said Fire et stort tillykke med gårsdagens P3-pris. Ikke at P3 fortjener særlig stor credit i disse år, men The Rumour Said Fire fortjener alle de roser, de har fået. For en gangs skyld lader det heller ikke til, at hypen ødelægger noget for alle de romantikere, der frygter den slags.

MP3: jj - Let Go (zip)
MP3: jj - My Way (zip - selvom det er Mediafire, er den ganske lovlig)

/Martin

Best Coast og mere sommerlængsel

I dag er den første dag af lidt over to ugers ferie. Det er ikke gået helt op for mig endnu, og vejret hjælper da heller ikke på det. Så mon ikke en rejsebestilling kan gavne. Foreløbig står den dog på flere varme toner, der kan give drømmene frit løb.

At dømme ud fra de første toner er der ikke meget nyt at hente hos Best Coast, men hun må siges at have et ganske fint sangmateriale at vælge imellem. Begrebet "lo-fi" hænger mig snart langt ud af halsen, selvom jeg stadig kan nyde bølgen (lykkeligvis er det jo også mere end blot en bølge). Det er sol og længsel, og jeg har svært ved ikke at holde af det. De tvivlsomme tekster gør det nærmest kun bedre: "The world is lazy / But you and me we're just crazy / So when I'm with you I have fun / Yeah when I'm with you I have fun..."

God weekend til alle.

MP3: Best Coast - When I'm With You
MP3: Best Coast - Sun Was High (So Was I)

/Martin

Beach Fossils

I går skinnede solen klarere, end den har gjort i lang tid. Baggården stod badet i dette smukke lys, og trods kulden var det umuligt ikke at få lyst til at begive sig ud. I høretelefonerne var et nyt bekendtskab: Den unge Dustin Payseur, også kendt som Beach Fossils.

De drømmeagtige og sommerstræbende toner kan minde en del om Real Estate, men det bliver aldrig for meget. Og lykkeligvis er det mere end blot vintereskapisme. Soveværelsesprojektet byder på ret finurlige guitarflader, og debutalbummet er såmænd allerede indspillet. Det bliver udgivet senere i år gennem et samarbejde mellem Woodsist (Real Estate, Woods, Ganglians, Kurt Vile) og Captured Tracks (Dum Dum Girls, Blank Dogs, Thee Oh Sees). Selskaberne udgiver derudover hver en 7" single.

MP3: Beach Fossils - Time
MP3: Beach Fossils - Daydream

/Martin

Og det næsten uundgåelige og irriterende p.s.

Jeg kan forstå folk, der bebrejder mig for at nævne Animal Collective for ofte. Jeg er endda selv træt af det og har nævnt det i flere indlæg. Nu er vi endda i 2010!
I forlængelse af det sidste indlæg om Vampire Weekends nye album Contra (kan stadig streames) har jeg efterfølgende bemærket, hvordan flere sange lyder til at kunne have fundet inspiration i, ja, Animal Collective. Det trætter mig næsten at sige det, men jeg skriver det alligevel. For tanken er sjov, og det er ingenlunde umuligt, når man tænker på, hvor nysgerrige og eksponerede begge gruppe er. Flere sange på Contra daterer tilbage til 2008, og jeg vil ikke påstå, at Merriweather Post Pavilion har været en direkte inspiration. Det er mere elementer fra Feels, der kan høres. Specielt i en sang som White Sky men også i eksempelvis California English. Bidder af vokalen, koret, trommerne, de forskellige temposkift. Jeg håber ikke, jeg er den eneste, der kan høre det, for så er jeg i sandhed hjernevasket af AC. Uanset hvordan det måtte forholde sig, er Contra kun blevet bedre siden i går, og du bør stadig investere i det i næste uge.

/Martin

p.s.: P.s.

Det uundgåelige indlæg om Vampire Weekend

Igen i år kommer vi til at tale meget om Vampire Weekend. Debutalbummet er stadig holdbart og blev eksponeret ganske vanvittigt. Der var nogle år i begyndelsen af det forgangne årti, hvor man talte (for) meget om den svære 2'er. For de fire velklædte drenge i Vampire Weekend må det da også have været umuligt ikke at tænke i de baner. Med deres første EP var de darlings hos hipsters i NYC. Med debutalbummet ramte de meget bredt uden at forarge et stort antal feinschmeckere. Jovist, alle kan ikke lide Vampire Weekend, men det er lykkes dem at ramme mange forskellige segmenter - og undskyld brugen af det kolde ord i en tid, der i forvejen er kold.

Det klassiske spørgsmål er selvfølgelig, om man skal lave debutalbummet vol. 2, eller om man skal prøve noget nyt - og i givet fald hvor nyt det skal være, og hvordan det skal være nyt. Lad det være sagt med det samme: Vampire Weekend har med opfølgeren Contra begået et meget smukt og livsbekræftende album, der er ganske forskelligt fra det selvbetitlede debutalbum.

Når jeg ser på coverbilledet og dertilhørende skrifttype, kommer jeg til at tænke på Wes Andersons fabelagtige (jeg sparer ikke på adjektiverne) The Royal Tenenbaums. Det ligner et polaroid til en casting med Wes, og hele albummet lyder da også som en inspirationskilde til et manuskript af den småexcentriske og umådeligt dygtige auteur.

Hvor mange på debutalbummet fremhævede sammenblandingen af vestafrikansk og vestlig pop, er det på Contra værd at bemærke sig, hvor imponerende en hybrid man egentlig har med at gøre. Imponerende fordi så meget sammenblandes - uden det på noget tidspunkt bliver for meget. Inspirationen fra bl.a. Mali lader sig stadig vise, ligesom også de herlige strygere igen har fundet vej på flere sange, men der er bestemt meget nyt at hente.

Ezra Koenig lyder på flere sange mere som Paul Simon end nogensinde før, hvilket bestemt ikke er ment negativt. Autotuner, sampling, ballader... Jo, der er meget nyt at hente. Der er dog ingen grund til at bekymre sig om, hvorvidt Vampire Weekend nu har kunne følge op på debutalbummet. Jeg er mere bekymret for, hvordan de mon skal finde på tilstrækkelige virkemidler til album nr. 3!
Albumåbneren Horchata fangede mig mere eller mindre øjeblikkeligt, da den blev frigivet som mp3. Senere gav de os Cousins, der virkede som en sjov lille småpunket sang - men måske ikke meget mere end det. Når den høres i kontekst, folder den sig imidlertid ud og viser, at den kan blive dette års A-Punk.

Hele albummet kan stadig streames på bandets MySpace og på deres hjemmeside. Contra er ude på mandag. Køb det og bliv styrket mod vinterkulden.

MP3: Vampire Weekend - Horchata

/Martin

Mystery of Two

No Age er ikke bare et fantastisk band, der har udgivet fantastiske EP'er og LP'er. De har også til en vis grad legitimeret punk eller semi-punk som popmusik de seneste par år. Der hersker stadig en forholdsvis bred opfattelse af punk som noget eksklusivt, der intet har at gøre med pop og popverdenen. Noget, der hører bestemte miljøer til. Undergrundens sønner og døtre. Men det er jo langt hen ad vejen en barnlig tanke. Popmusik kan være alting og høres i snart sagt alle genrer. Det behøver ikke være et skældsord.

Han ville måske selv være uenig, men Jay Reatard er eksempelvis i udpræget grad popmusik med et punket twist. Ikke den anden vej rundt. Ligesom hos No Age er det de gode melodier og popstrukturen, der skaber sangene. Produktionen kan derefter variere. Hos Jay er det pænt produceret. Hos No Age er det mere lo-fi. Hos Times New Viking er det ekstremt låw-faj.

Mystery of Two fra Cleveland, Ohio hører ganske vist ikke til (pop) punk-kategorien som sådan. Faktisk ret langt fra. Derimod lyder de som om, de kommer netop derfra og har besluttet at implementere en ironisk distance med hjælp fra Talking Heads-inspiration, ligesom også noget Oxford Collapse (R.I.P.) kan høres.
Gruppen udgav deres debutalbum Arrows Are All You Know i 2007 og udgav en selvbetitlet opfølger i 2009 via Exit Stencil. Flere mp3'er kan findes på selskabets hjemmeside.

MP3: Mystery of Two - Repeat It
MP3: Mystery of Two - French Rocking Horse

/Martin