Everyone Everywhere

"Der er en immanent og nærmest vulgær modsigelse i idéen om at relativisere puritanisme."

Nu får det lov at stå i anførselstegn, så det kan passe sig selv lidt. Jeg skrev det i går som indledning til dette indlæg og havde derefter ikke tid til at følge op. Måske jeg kommer i tanke om det, når jeg nu endelig får det færdiggjort.

Nyligt har jeg lyttet meget til The Wrens' formidable, defaitistiske mesterværk The Meadowlands fra 2003 (forvent et indlæg om dette snart). Én af sangene hedder This Boy Is Exhausted, der - nok ikke så overraskende - fik mig til at tænke på I Feel Exhausted af Philadelphia-bandet Everyone Everywhere. En ven anbefalede mig dem for nylig med et link og ordene "90s-Style-Emo". De store bogstaver skyldes tysk baggrund og gør det vel endnu smukkere. Han var i øvrigt manden, der et års tid tilbage anbefalede mig Averkiou, hvilket i denne sammenhæng nærmest giver mening.

Nu sidder nogle læsere nok og er umanerligt bange for dette 'emo' - og det med rette. Med tanke på årtusindskiftet og 00'ernes repræsentation, forstås. Men i 90'erne betød det noget ganske andet og var tættere beslægtet med gammeldags college rock og en slags forløber for senere math-rock, som det kom til at udvikle sig. Eksempelvis American Football. "Fair play," tænker skribenten og accepterer, at 'college rock' heller ikke just appellerer bredt i snæver forstand eller snævert i bred forstand.

Men det er jo netop det befriende i at have en blog, der er fri for interesser udefra. Man er fri til ikke at tænke i målgrupper eller mulige reaktioner. Det betyder ingenlunde, at man ikke kan reflektere derover, men i sidste ende har man muligheden for at gøre præcist, som man lyster og anbefale lige dét, der ifølge idiosynkraten fortjener at komme bredere ud. Uafhængighed. Frihed til at tjene kunsten. Det er der gudskelov mange måder at gøre på. Videre til musikken. Pop. Ungdommeligt fokus på guitaren. College. Røde krus. Oprigtigt forvirret afsavn.

Everyone Everywhere. Det lyder lige så opgivende, som det lyder potentielt optimistisk. På samme måde lyder det, når den nye plade - simpelthen Everyone Everywhere - tager sin begyndelse med ordene:

I've called off the search
I know exactly where you are

med en skræmmende sindsro. Et øjebliks accept, der nærmer sig en trussel, hvor modtageren lige så vel kunne være selvet. Stemningen er sat. Tempoet får lov at stige, og en kyndig trommeslager leder os smukt igennem temposkift og giver plads til små, intense udbrud. En generel kvalitet ved pladen. Næsten lige så bekymrende bliver det med et forvirret og forvirrende behov efterfulgt af en forespørgsel, der engang var noget nobelt:

I want to smash things
I want a coffee
Can we just be
Can we just be
Decompressing
Will you let me

Kaffen som det potentielt opkvikkende og urolige element. Den personlige nydelse og den kulturelle kapital. Resten af bandet kommer med, og der synges mere igennem. Pladen er i gang, og den holder heldigvis et ret højt niveau og bliver generelt en del enklere i komposition end intronummeret.

Det med puritanismen er helt væk. Det er nok også for det bedste.

Hele pladen kan lyttes på gruppens Bandcamp.

/Martin

Når kedeligt er godt og kedeligt er kedeligt

"East London is a vampire / it sucks the joy right out of you" synger Kele i Song for Clay (Disappear Here). Nu kan sangen ikke tolkes for bogstaveligt eller som udtryk for Keles holdninger, og jeg skal ikke tage ting for givet efter mit delvist overfladiske visit, men efter at have tilbragt hele mandagen i den østlige del af London (Hackney, Brick Lane og Shoreditch primært) er jeg virkelig blevet charmeret. Det vidner ganske vist om nogle sociale problemer, at så mange bygninger står tomme, men der er en klar charme at spore, og genbrugsbutikkerne i Brick Lane spillede alle fantastisk musik.

Mandag aften bød på gratiskoncert arrangeret af pladeselskabet Big Scary Monsters på spillestedet Old Blue Last. Tre bands var på plakaten, og skribenter fra musiksiden The 405 vendte plader. Tall Ships var første band på programmet. En ung gruppe, der vist ikke har mange koncerter bag sig, hvilket lod sig høre lidt i koncerten, der dog var ganske udmærket. Der skal arbejdes lidt med vokalen, men der var flere interessante sange at finde.
Dernæst var det enmandsbandet Shoes and Socks Off, der er kunstnernavnet for Toby Hayes, der tidligere huserede i det nu opløste (næsten kult)band Meet Me in St. Louis. En mand alene med en akustisk guitar plejer gerne at have noget af en opgave foran sig, når publikum begynder at blive beruset, men folk var opmærksomme, og koncerten var da også udmærket om end lidt kedelig.
Aftenens højdepunkt var imidlertid unge Talons. Seks herrer, der spiller en larmende blanding af math-rock, post-rock og hardcore/post-hardcore. To af dem bidrog med violin hvilket virkede overraskende godt i denne sammenhæng. Musikken virker umiddelbart bedre live end på plade, så hvis muligheden byder sig, bør man give de seks en chance. Musikskribenter og andre folk til koncerten fortalte da også begejstret om bandets udvikling, og de lod til at blive bedre og bedre fra koncert til koncert.

Nye indlæg med mp3'er kommer i løbet af ugen! Muligvis med inddragelse af London-oplevelser. Foreløbig er jeg lidt usammenhængende i tanken. F.eks. giver overskriften ikke længere mening for mig.

/Martin

'Branchen' om branchen

Ordet branche har altid været forskruet. Ikke bare som ord men også som begreb. Måske man endda kan tale om en ideologisk konflikt i brugen (og accepten) af ordet og dets reelle gyldighed. Det er næsten som om, det ændrer betydning, hvis blot man mandsmarkerer det med anførselstegn - og igen hvis man kursiverer det. I musikbranchen har der i mange år været selskaber, der består af en enkelt mand eller kvinde. Det er ikke noget nyt. At de store selskaber til gengæld bliver mindre og mindre er en forandring, der i udpræget grad hører dette årti til.

Denne forandring er naturligvis i høj grad et resultat af hele musikdiskursens forandring som følge af nye teknologiske muligheder. Anledningen til nedskæringerne har måske været, at de netop har fejlet i forsøget på at forstå ordet "muligheder" til fulde. Med andre ord har det ifølge mange, også undertegnede, været for let at slå ud med armene og komme med disse utallige undskyldninger, der alle bunder i det samme problem: Mangel på selvindsigt og mod. Til årets Spot Festival var det derfor befriende at høre Bella Unions Simon Raymonde udtale, at det er mere spændende end nogensinde før at lede et pladeselskab. Befriende fordi det er optimistiske og relativt nye toner inden for 'branchen' - og mere endnu mere befriende fordi det kommer fra et pladeselskab, der udgiver så fantastisk musik fra begge sider af Atlanten. I mindre skala er det også ganske relevant at nævne pladeselskabet Big Scary Monsters fra Oxford. Pladeselskabet ledes af den unge Kevin Douche, der ofte gør sig i alternativ tænkning og markedsføring, hvilket i en ung alder har givet ham et vist navn inden for branchen i England. Han bidrager engang imellem med anekdoter og tanker om branchen på Drowned in Sound, der både i dette konkrete tilfælde og mere generelt altid er en nærlæsning værd. Derudover har han sin egen blog, der af og til kaster ret interessant læsning af sig. Som dette indlæg om branchen/'branchen'/branchen, der ansporede mig til at lægge et indlæg ud på denne ellers travle lørdag.
Selskabet, der tidligere er blevet nævnt på bloggen, udgiver og har udgivet interessante navne som Mutiny on the Bounty, Shapes, Adebisi Shank, Anathallo, Jeniferever, Mimas og This Town Needs Guns (billedet) - ét af engelsk musiks mest interessante nyere bands. Og ét af de bedste bandnavne i omløb.

MP3'er: En compilation med forskellige sange fra selskabet kan hentes som zip-fil her.

/Martin

Women - igen

For mindre end en måned siden skrev jeg om det canadiske band Women. Nu finder jeg det imidlertid bidende nødvendigt at gøre det igen, da jeg nu har haft den ære at lytte hele deres selvbetitlede plade igennem.

Og hvorfor så bidende nødvendigt? Fordi albummet er af den slags, der nemt kan blive overset. Og det til trods for at det udgives på Jagjaguwar.

Gruppen har indtil videre kun officielt leaket sangene Black Rice og Group Transport Hall, der begge blander syrerock og lettere tilgængelig Kinks-inspireret 60'er coolness. Hele pladen giver dog et meget mere nuanceret lydbillede, der også får specielt Black Rice til at fremstå endnu mere unik.

Women vil måske overraske nogle af de lyttere, der kun har hørt de to førnævnte sange ved langt hen ad vejen at være instrumental - ligesom den også vil lede mange lytteres tanker hen på pladeaktuelle Deerhunter. Og så er der den fantastiske Shaking Hand, der nærmest kan karakteriseres som math-rock. Guitararbejdet har en del til fælles med mange nye engelske bands, specielt fra det sydlige England. En lyd, der de sidste par år har vundet meget frem i det engelske (hør blot mange bands fra selskabet Big Scary Monsters), men også så småt på den anden side af Atlanten. Som hos Maps & Atlases.

Pladen er af den type, der vokser og vokser. Der er plads til forbedringer, og bandet har endnu ikke fundet sig selv fuldstændigt. Men fundamentet er der. Og man kan jo håbe, at de ligesom Deerhunter på deres anden plade går fra at være rigtig godt til at være fantastisk.

MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall

/Martin

This Town Needs Guns

Jeg var så heldig at befinde mig i Oxford i torsdags, da de lokale This Town Needs Guns (genialt bandnavn) gav koncert på det dejlige spillested The Cellar.
De spiller direkte, skæv pop centreret omkring en flygtig guitar krydret med tekster om hverdagseksistentialisme. Gruppen er signet til Big Scary Monsters og er i England allerede ret populære.

(*EDIT: Blogger Camilla mener, de lyder som en blanding af Maps and Atlases og Milburn. Førstnævnte kan jeg acceptere, men Milburn?!*)

Med sig i torsdags havde de 4 or 5 Magicians (middelmådige) fra Brighton, Minnaars (Foals rip-off) fra Leicester og danske Mimas, der var på miniturné i det engelske.

MP3: This Town Needs Guns - 26 Is Dancier Than 4
MP3: This Town Needs Guns - If I Sit Still Maybe I'll Get Out Of Here
MP3: Mimas - Mac, Get Your Gear

Læs her om John Carpenters mesterværk, hvis du vil have svar på meningen med teksten til sidstnævnte sang.

/Martin