Erkendelse af uligevægt

Blandt de efterhånden utallige genforeninger de seneste få år var Archers of Loaf ikke just blandt dem, der fik mest opmærksomhed. Den amerikanske kvartet eksisterede i første omgang fra 1991-1998, indtil de tidligt i år annoncerede deres genforening - markeret af en opvarmningstjans.

Med genudgivelsen af det glimrende debutalbum Icky Mettle fra 1993 forstår man ved første gennemlytning til en vis grad, hvordan man nemt kan have overset gruppen, der på mange måder må siges at have ramt tidsånden (ja, faktisk både dengang og nu!) med en tidlig omgang konventionel indie rock, der ofte bobler over af den ængstelighed, der karakteriserede så meget af rockmusikken i starten af 90'erne. Archers of Loaf var med andre ord perfekt for den amerikanske collegestuderende. Men de druknede lidt i opmærksomheden fra mange andre orkestre, ligesom det er tilfældet i dag med deres genforening.

Ét af debutpladens stærkeste numre er Wrong, der oprindeligt var en b-side til én af gruppens tidlige singler. Den besidder i første omgang en næsten infantil vrede ("why don't you get a job somewhere away from me?") og ufiltreret frustration, der ikke kan kanaliseres ud på anden måde end med klichéer, man oftere ville høre fra et barn ("I don't want to see your face anymore"). Som sangen - der melodimæssigt er relativt simpel - udvikler sig, står det imidlertid klart, at det langt fra er så endimensionalt, som der i første omgang gives udtryk for. I sidste ende handler det hele om erkendelsen af konsekvenserne af uligevægt. En vigtig og alt andet end barnlig erkendelse.

No, I do not think that you could love me anyway
Because you are inferior to me
And no, I do not think that you could love me anyway
Because you are superior in all aspects to me

Første halvdel af dette statement er så åbenlyst ynkeligt, medens den anden fra en umiddelbart betragtning kan tolkes på to måder: Først og fremmest at vores helt vender den om og et øjeblik opnår en vis selvindsigt, eller at han fortsætter sit tidligere (nærmest mangel på) ræsonnement og i stedet bittert (og igen, barnligt) citerer modpartens holdning. Men meningen er netop, at man i stedet belyser den generelle uligevægt. Det er fuldstændig ligegyldigt, hvem der er hhv. over- og underlegen. Forskelle og og uligevægt er ikke to sider af samme sag. Hvor den ene kan være en utømmelig kilde til inspiration, er den anden en næsten sikker vej mod forfald. Så meget desto smukkere er derfor denne indsigt, når den overvinder den i første omgang enkle (og altså næsten infantile) vrede, der styrker sig selv i sin irrationalitet. Meget simpelt og finurligt skrevet af et ganske overset orkester.



/Martin

Nyt fra The Embassy

Sidste sommer skrev jeg lidt om én af Göteborgs mange stoltheder, The Embassy. Denne fascinerende duo balancerer på mystisk vis det inkluderende og ekskluderende, det arrogante og sympatiske, det letsindige og det tunge.

Efter de to fantastiske plader Futile Crimes og Tacking (med den rørende It Pays To Belong) er det svært at forstå, at vi ikke har at gøre med et meget større band, men det er vel også meget hyggeligt at kunne karakterisere dem som Sveriges bedst bevarede hemmelighed. Svenskerne er de fleste overlegne, når det kommer til popmusik, der serveres elegant og uden forsøg på et i sidste ende subversivt akademisk touch.

D. 27. september lander et nyt opsamlingsalbum med sjældenheder og tidligere singler. Pladen har fået den fremragende titel Life in the Trenches: The Other Side of 2001-2011. I det hele taget kan gruppen noget med titler, og i bedste underdog-stil er førstesinglen døbt Puttgarden. En instrumental lille sang, der fungerer som en ægte teaser. Den er ganske simpel, og den er egentlig ikke noget specielt ved første gennemlytning. Den er muligvis en anelse mørkere, end hvad man tidligere har hørt fra duoen, men det er ikke bemærkelsesværdigt anderledes. De leger tydeligvis videre med vor tålmodighed; det er svært at vente til slutningen af september.

The Embassy, "Puttgarden" by The FADER

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til tUnE-yArDs på Train

Nu da Best Coast forleden blev aflyst, har vi heldigvis en mere end værdig afløser, da vi nu kan udlodde billetter til koncerten med tUnE-yArDs + Thulebasen på Train d. 7. september.

Tilbage i februar 2009 skrev jeg lidt om Merrill Garbus, der står bag tUnE-yArDs og beskrev dengang lyden som en særlig blanding af St. Vincent, Akron/Family og Dirty Projectors. Det var dengang i forbindelse med debutalbummet BiRd-BrAiNs, men det passer stadig nogenlunde, selvom det er umuligt at beskrive denne (mildt sagt) ganske særlige kvinde.

Siden er hun blevet signet til 4AD og har udgivet W H O K I L L, der er endnu stærkere end debutalbummet. Hun fortsætter eksperimenterne og udfordrer (en sand journalistkliché) genrekonventionerne med eksplosiv freak-folket popmusik til følge.

Opvarmning til koncerten er danske Thulebasen, der med Gate 5 har udgivet én af de (på flere måder) stærkeste danske plader i år.

For at deltage i konkurrencen skal du blot sende en mail til borneblogger@gmail.com med overskriften "tUnE-yArDs" (vi accepterer også det noget pænere "Tune-Yards"). Vi giver vinderne direkte besked.

INFO:

tUnE-yArDs + Thulebasen
Train, Aarhus
7. september
N.B.: Koncertstart kl. 20



Tune-Yards - Bizness by snipelondon

/Martin

Best Coast aflyser // trøst

De to danske koncerter med Best Coast er blevet aflyst pga. sygdom, og den i tirsdags opslåede konkurrence må derfor siges at være ret ugyldig. For at give lidt trøst til dem, der måtte have glædet sig, har vi her noget helt andet: Nyt fra Cass McCombs.

Han har netop udgivet den fremragende Wit's End, der er blandt årets stærkeste plader. Men han har åbenbart planer om at udgive endnu én i år: Humor Risk. Titlerne må formodes at være forbundet og er samtidig et vidne om mandens lyriske (og emotionelt sadomasochistiske) talent. Første single fra den kommende plade bærer navnet The Same Thing, og det er lige præcis, hvad den er. Og når det kommer fra Cass McCombs, kan man næsten kun beundre det.

Cass McCombs - The Same Thing by DominoRecordCo

/Martin

Konkurrence: Vind billetter til Best Coast på Train

Om præcis en uge, 23. august, spiller Best Coast på Train. Og er der en bedre måde at fejre sommeren på end en koncert med solskinspop, som endda muligvis kan gøres ganske gratis?

Vi udlodder 3x2 billetter til koncerten, hvor også The Eclectic Moniker spiller. Det eneste, du skal gøre, er at sende en mail til borneblogger@gmail.com og skrive "Best Coast" i overskriften. Vi trækker lod blandt deltagerne og giver direkte besked til vinderne.

Best Coast er i øjeblikket ved at skrive sange til sit andet album, der følger op på debuten Crazy For You. Tidligere på måneden fik vi en smagsprøve i form af demoen How They Want Me to Be, der kan høres herunder.

Info:

Best Coast + The Eclectic Moniker + Eventuelt.org DJs
Train, Aarhus
23. august
N.B.: Koncertstart kl. 20

Stream: Best Coast - How They Want Me to Be

/Martin

Nyt fra High Places

High Places er en underlig størrelse. På flere måder. Efter en fremragende samling demoer og EP'er udgav de det lige så fremragende, selvbetitlede debutalbum i 2008. På dansk mangler vi en ækvivalent til det engelske "haunting", der udmærket beskriver L.A.-duoen. Noget mere positivt ladet end det, der tilbydes af danske oversættelser. De to startede egentlig det hele i Brooklyn som så mange andre, men var ærlige nok til at indrømme, at det var for dyrt at bo der. En sjældent ærlig kommentar fra et hipt band.

Men High Places er måske mere hippie end hippe. De er den underlige størrelse, der bestemt ikke er introverte, men som hviler så overraskende meget i sig selv, at man næsten ikke tør give dem et ekstrovert prædikat.

Gruppen skuffede en smule med opfølgeren High Places vs. Mankind. En mere dansabel plade, som dog har sine øjeblikke. Og 11. oktober er de så klar med deres nye plade, Original Colors, som altid på Thrill Jockey.

Første single fra det kommende album, Year Off, er lidt mørkere, end mange måske kender dem, og efter en langsom intro bygges sangen fint op. "Haunting" - som altid.

High Places - Year Off by thrilljockey

/Martin

Future Islands

Først for nylig fik jeg øjnene op for Baltimore-bandet Future Islands med deres sublime single Little Dreamer. Sangen er efterhånden tre år gammel men på alle måder stadig relevant.

Vi er ude i en besynderlig blanding af Beach House, Dreamers of the Ghetto, Sigur Rós og en solid omgang 70'er romantik. Opbygningen er tålmodig med lang intro og outro med diverse naturlyde.

Teksten er kær, sørgmodig og præcis som den skal være. Jeg har endnu ikke fået undersøgt resten af bagkataloget, men er det bare halvt så godt som denne perle, er der nogle fine oplevelser i vente. Gruppen er i øjeblikket signet til Thrill Jockey.

Little Dreamer - Future Islands by shuhei

/Martin

Balkans

På en dag hvor Beirut med sin nye The Rip Tide har fyldt meget i presselandskabet, virker det næsten passende at skrive om Balkans. Som absolut intet har at gøre med Beirut eller strømninger fra Balkanhalvøen. Altså lige så passende som det er meningsløst.

Det er meget lidt, vi kan lægge i navnet. Og der er meget lidt nyt under solen, hvad angår sangskrivning. Men før det kommer til at lyde negativt, skal det slås fast, at det unge Atlanta-band har nogle stærke sange bag sig samlet på en række 7", der bl.a. har sikret dem opvarmningstjanser for flere af deres helte: Jay Reatard, Times New Viking, Atlas Sound.

Nu får man alligevel lyst til at snige lidt ind i navnet, men det er nu mest som repræsentant for noget fjernt. Lige så lidt de kender til halvøen østpå, lige så lidt kender vi til deres forstadsliv uden for Atlanta, der dannede ramme om gruppens dannelse i 2008. Nu har de muligvis et middel til at spille sig lidt længere væk.

Balkans er i øjeblikket på Double Phantom Records.

MP3: Balkans - Flowers Everywhere

/Martin

Musical Mathematics

Musical Mathematics er et musikkollektiv med base i Leeds, der ud over mange interessante indlæg og anbefalinger nu er begyndt at lave ret fine compilations. Vi er nu nået til den anden i serien, der simpelthen har fået titlen Musical Mathematics: Second Time Lucky.

Som navnet antyder, er der en vis base i math-rocken, men det er ikke udelukkende, hvad der fokuseres på. Derudover er musikken primært engelsk men igen med undtagelser.

Den nye compilation er ligesom den første en fin samling, der til tider bliver lidt ujævn men til gengæld byder på opdagelser, man ellers først ville have stødt på ad omveje. Det hele starter eksempelvis fremragende med Enemies' Coco Et Moi, ligesom også Rooftops, Grown Ups og Shapes byder på dejlige og interessante sange. Og ej at forglemme danske Alcoholic Faith Mission med deres My Eyes To See fra deres rigtig fine Let This Be the Last Night We Care. Der er naturligvis også mindre heldige sange, hvoraf eksempelvis †Hymns† skuffer lidt, hvad angår såvel vokal (mindre) som lyrik (fælt).

Fællesnævneren for denne anden compilation af Musical Mathematics er nysgerrigheden og det finurlige guitararbejde, der ganske udpræget er af den engelske skole.

Hele albummet kan streames og downloades ganske gratis fra kollektivets Bandcamp.

MP3/Stream/ZIP: Musical Mathematics på Bandcamp

/Martin

I Break Horses

I weekenden nævnte vi Labradors nye compilation Stockholm Belongs To Us, og det virker derfor passende at blive lidt ved samme by.

Det relativt nydannede I Break Horses består af Maria Lindén og Fredrik Balck, men det er angiveligt førstnævnte, der skriver musikken. Hendes tilbageholdne men sikre vokal passer perfekt ind i det shoegaze-inspirerede univers, der har sikret sig en plads i stald hos Bella Union. De udgiver 22. august debutalbummet Hearts, hvortil der må siges at være ret store forventninger efter første udspil Winter Beats, der kan høres her.

I Break Horses - Winter Beats by Bella Union

/Martin