The Embassy er stadig på toppen – og bunden

Hvordan skal jeg beskrive min kærlighed til The Embassy? Göteborg-duoen er ikke den største, men velsagtens den vigtigste og mest indflydelsesrige svenske gruppe siden årtusindskiftet. Jeg har skrevet om dem mange gange før. Både her, i nogle zines, måske flere steder, talt om og spillet dem i radioen. Hvorfor skrive igen? Hvorfor gøre noget som helst flere gange? Man søger vel en slags retfærdighed eller viden eller ønsker at videregive ... kærlighed.

De største Göteborg-hits de seneste 20 år kommer fra Håkan Hellström, men mange af de bedste svenskere står på skuldrene af The Embassy. De to pladeselskaber Sincerely Yours (jj, CEO, Honeydrips) og Information (Studio, D. Lissvik, Fontän) er begge opkaldt efter dem. The Tough Alliance, Jens Lekman og Air France er alle på forskellige måder formet af The Embassy.

Fredrik Lindson og Torbjörn Håkansson er tydeligt inspireret af Pet Shop Boys og New Order, men også af enkeltheden i Marine Girls fra starten af 80'erne. Det er suveræn popmusik med forståelse for house og disco. Ja, de har selv kaldt det underklassedisco. De er glade for at sample, ofte lydbidder, der kan tolkes antikapitalistisk. De er efter eget udsagn antikarriere og antirock, og derfor spiller de gerne korte koncerter, så man ikke når at kede sig. De har endda spillet playback på papinstrumenter. Det får mig til at tænke på en The Knife-koncert, der virkelig pissede folk af på NorthSide, da alle på scenen mod slutningen af koncerten stillede sig og så ud på publikum, mens musikken demonstrativt kørte videre af sig selv. Det var en fornøjelse at se, fordi folk har vænnet sig til, at deres popkultur skal serveres på en bestemt måde. Næsten alle koncerter følger samme form, og så kan de være gode eller dårlige, men det er trist, hvis vi ender med at stille os tilfredse med selve formen og bliver dovne forbrugere. Oplevelsen med The Knife får mig til at tænke på noget, The Embassy har udtalt: Der er ikke langt mellem frustration og eufori.

The Embassy formår at være upbeat, selvom alt kan lyde til at gå ad helvedes til. Det er hverken tårevædet eller ironisk. De tilbyder en tredje vej på samme måde, som New Order altid har gjort det. Det er menneskeligt, og i al vores menneskelige tragedie skal man ane, at også hverdagen kan være sjov. De kan lyde hedonistiske, men de overskrider aldrig grænsen. Romantisk er det også. Som på deres måske bedste sang 'It Pays to Belong': ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.”

The Embassy udgiver nu deres femte album, og de kommer aldrig til at få flere lyttere, end de kortvarigt havde i 00'erne. Det betyder intet for dem, så længe de engang imellem kan udgive noget, de kan stå inde for. Forud for albummet har de i foråret udgivet singlen 'Renegades' og et halvt år senere den helt igennem fantastiske single 'Amnesia'. Hvem kan slippe af sted med at sample får på den måde i en popsang? Er det en reference til The KLF? Og hvordan laver man en popsang på den måde uden vers og omkvæd? Det kan være svært at forstå The Embassy, men det er nemt at elske dem. Overlegen popmusik fra Göteborg, der stadig er Nordens bedste musikby.

Lyt til E-Numbers (Spotify, intet Bandcamp-link denne gang)

/Martin

The Mary Onettes

Et nærmest fast indslag på disse kanter er ros til svenske Labrador, og ét af de bands fra pladeselskabet jeg hyppigt har skrevet om, er de altid habile The Mary Onettes.

D. 12. marts er bandet ude med deres tredje album, der har fået titlen Hit the Waves. Også titlen på førstesinglen spiller på grænsen mellem land og vand: Evil Coast. Sidstnævnte er ude d. 27. november, men den kan høres allerede nu. Den forholder sig tro mod de associationer, der opsamles i de to titler. Den er dels mere letbenet, end vi ofte hører The Mary Onettes, og den er dels opbygget af små bølger i produktionen, der mixes op og ned omkring vokalen.

Denne effekt fungerer overraskende godt, og selvom der stadig er tale om en slags noir pop med tydeligt udgangspunkt i midten af 80'erne, bevæger gruppen sig tættere på den lidt lysere svenske popmusik, der dyrkes på Service og Sincerely Yours (singlen er da også produceret af Dan Lissvik fra Service og Studio, der ligeledes har arbejdet med Taken By Trees og fantastiske The Embassy).



/Martin

Brittle Stars

Min mest fantastiske opdagelse i lang tid er de forlængst opløste Brittle Stars fra Gainsville, Florida. Min broder introducerede dem for mig ganske nyligt, hvorefter jeg stort set ikke har lyttet til andet. Gruppen blev dannet af resterne af Crush 22, som i sig selv blev dannet af det første forsøg på at spille som Brittle Stars. Kvartetten eksisterede fra 1998-2000 og nåede kun at udgive en enkelt LP og en EP, før de drog hver til sit. En smuk og enkel historie fra et ganske ærligt band - i såvel biografisk som æstetisk forstand.

Til forskel fra de fleste sådanne historier er Brittle Stars' diskografi imidlertid stort set perfekt. Det er twee med masser af anerkendende nik til Sarah Records. I 1999 udgav gruppen debutalbummet Brittle Stars på det stærke Shelflife Records, der har udgivet små perler siden 1995. Siden fulgte så EP'en Garage Sale, der med sin smukke titel afslører, at vi her fik de absolut sidste sange, gruppen havde klar. Planen var ellers at indspille en ny fuldlængde efter EP'en - ligeledes til udgivelse på Shelflife. Men da gruppens sangerinde og tekstforfatter Estelle besluttede at flytte til Texas, besluttede gruppen at gå i opløsning.

Splendid Magazine har i øvrigt et ganske interessant interview med bandet få uger før deres beslutning om at gå hver til sit. Det angiveligt første og eneste interview med hele bandet samlet. Her får man fornemmelsen af et usædvanligt ærligt band, der mere end indikerer, hvilke problemer de står over for og åbent anerkender forskellige prioriteter og roller. Samtidig får vi et indblik i visse mekanismer omkring internettets fremgang omkring årtusindskiftet og et spørgsmål fra intervieweren omkring MP3.com og dets potentiale.

De fire nåede også at indspille et cover af Orchestral Manoeuvres in the Darks fremragende Souvenir fra deres formidable hovedværk Architecture & Morality fra 1981. Det skete i anledning af pladeselskabets tribute til OMD, men selve kompositionen passer fint til Brittle Stars. Som de selv formulerer det: "Its simplicity reminds us of what our music is about."

På TweeNet havde man i 1999 en afstemning blandt deres læsere, hvor Brittle Stars tog prisen som det mest lovende nye band - lige foran The Clientele. En tilfældig, lille ting men ikke uvæsentlig. Sådan er der mange små detaljer, man støder på omkring bandet. De nåede ikke meget i deres karriere, men de har på én LP og EP flere stærke sange end de fleste bands nogensinde kan frembringe og fremføre. Dertil kommer elementet af det uforløste. "Hvad kunne de ikke have bedrevet det til, hvis blot..." (den samme følelse har jeg med American Football, der ligeledes nåede en enkelt LP og EP i næsten præcist samme periode).

Det ene af medlemmerne var (og er muligvis stadig) i øvrigt en del af Clairecords, der de senere år bl.a. har udgivet Averkiou. Det synes i dag svært at ignorere en vis lighed med visse svenske popbands i dag, hvoraf særligt The Radio Dept. og The Embassy springer i øjnene som bands, der formentlig har ladet sig kraftigt inspirere af Florida-bandet. I 2008 mødtes de igen til en sidste koncert nogensinde, og i dag har de travlt med andre bands, karrierer, ægteskaber. Sådan er der jo så meget.





/Martin

Nyt fra The Embassy

Sidste sommer skrev jeg lidt om én af Göteborgs mange stoltheder, The Embassy. Denne fascinerende duo balancerer på mystisk vis det inkluderende og ekskluderende, det arrogante og sympatiske, det letsindige og det tunge.

Efter de to fantastiske plader Futile Crimes og Tacking (med den rørende It Pays To Belong) er det svært at forstå, at vi ikke har at gøre med et meget større band, men det er vel også meget hyggeligt at kunne karakterisere dem som Sveriges bedst bevarede hemmelighed. Svenskerne er de fleste overlegne, når det kommer til popmusik, der serveres elegant og uden forsøg på et i sidste ende subversivt akademisk touch.

D. 27. september lander et nyt opsamlingsalbum med sjældenheder og tidligere singler. Pladen har fået den fremragende titel Life in the Trenches: The Other Side of 2001-2011. I det hele taget kan gruppen noget med titler, og i bedste underdog-stil er førstesinglen døbt Puttgarden. En instrumental lille sang, der fungerer som en ægte teaser. Den er ganske simpel, og den er egentlig ikke noget specielt ved første gennemlytning. Den er muligvis en anelse mørkere, end hvad man tidligere har hørt fra duoen, men det er ikke bemærkelsesværdigt anderledes. De leger tydeligvis videre med vor tålmodighed; det er svært at vente til slutningen af september.

The Embassy, "Puttgarden" by The FADER

/Martin

The Embassy og den perfekte sommerpop

Ordet perfekt er lidt af en mundfuld. Det perfekte i denne sammenhæng er det uperfekte. Plads til fejl og erkendelse, plads til hvad der nu måtte være plads til og brug for. Dét er sommer. Ideel sommermusik åbner op for en masse døre. Det må gerne være letsindigt. Kynisk og naivt på én og samme tid. Det må rigtig gerne være The Embassy.

Göteborg-duoen er ikke meget for at tale om sig selv, og der er generelt ikke megen info at hente om dem. De har udgivet et par albums på det lokale label Service (Jens Lekman, Studio, The Tough Alliance, The Whitest Boy Alive), og så er Sincerely Yours opkaldt efter én af deres sange.

Musikken er finurlig. Ligeglad og overlegen. Romantisk. Drømmende. Uforklarligt varm (se også billedet). New Order, Field Mice. New wave og balearic. Eller som de efter sigende har sagt om musikken: Underclass disco. Ikke til at stå for.

Could it be that you're just like me? In my thoughts you're so much more.

YouTube stream: The Embassy - It Pays to Belong

/Martin