Nu får det lov at stå i anførselstegn, så det kan passe sig selv lidt. Jeg skrev det i går som indledning til dette indlæg og havde derefter ikke tid til at følge op. Måske jeg kommer i tanke om det, når jeg nu endelig får det færdiggjort.
Nyligt har jeg lyttet meget til The Wrens' formidable, defaitistiske mesterværk The Meadowlands fra 2003 (forvent et indlæg om dette snart). Én af sangene hedder This Boy Is Exhausted, der - nok ikke så overraskende - fik mig til at tænke på I Feel Exhausted af Philadelphia-bandet Everyone Everywhere. En ven anbefalede mig dem for nylig med et link og ordene "90s-Style-Emo". De store bogstaver skyldes tysk baggrund og gør det vel endnu smukkere. Han var i øvrigt manden, der et års tid tilbage anbefalede mig Averkiou, hvilket i denne sammenhæng nærmest giver mening.
Nu sidder nogle læsere nok og er umanerligt bange for dette 'emo' - og det med rette. Med tanke på årtusindskiftet og 00'ernes repræsentation, forstås. Men i 90'erne betød det noget ganske andet og var tættere beslægtet med gammeldags college rock og en slags forløber for senere math-rock, som det kom til at udvikle sig. Eksempelvis American Football. "Fair play," tænker skribenten og accepterer, at 'college rock' heller ikke just appellerer bredt i snæver forstand eller snævert i bred forstand.
Men det er jo netop det befriende i at have en blog, der er fri for interesser udefra. Man er fri til ikke at tænke i målgrupper eller mulige reaktioner. Det betyder ingenlunde, at man ikke kan reflektere derover, men i sidste ende har man muligheden for at gøre præcist, som man lyster og anbefale lige dét, der ifølge idiosynkraten fortjener at komme bredere ud. Uafhængighed. Frihed til at tjene kunsten. Det er der gudskelov mange måder at gøre på. Videre til musikken. Pop. Ungdommeligt fokus på guitaren. College. Røde krus. Oprigtigt forvirret afsavn.
Everyone Everywhere. Det lyder lige så opgivende, som det lyder potentielt optimistisk. På samme måde lyder det, når den nye plade - simpelthen Everyone Everywhere - tager sin begyndelse med ordene:
I've called off the search
I know exactly where you are
med en skræmmende sindsro. Et øjebliks accept, der nærmer sig en trussel, hvor modtageren lige så vel kunne være selvet. Stemningen er sat. Tempoet får lov at stige, og en kyndig trommeslager leder os smukt igennem temposkift og giver plads til små, intense udbrud. En generel kvalitet ved pladen. Næsten lige så bekymrende bliver det med et forvirret og forvirrende behov efterfulgt af en forespørgsel, der engang var noget nobelt:
I want to smash things
I want a coffee
Can we just be
Can we just be
Decompressing
Will you let me
Kaffen som det potentielt opkvikkende og urolige element. Den personlige nydelse og den kulturelle kapital. Resten af bandet kommer med, og der synges mere igennem. Pladen er i gang, og den holder heldigvis et ret højt niveau og bliver generelt en del enklere i komposition end intronummeret.
Det med puritanismen er helt væk. Det er nok også for det bedste.
Hele pladen kan lyttes på gruppens Bandcamp.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar