Rhye er et studie i det længselsfulde. Det er ærlig popmusik, der prøver at bekæmpe nostalgien ved momentant at omfavne den og dyrke den for sit udgangspunkt som negation; forhandlingen mellem dét, man måtte længes mod og de betingelser, der emotionelt foreskriver dette behov. Dermed søger de også at transcendere selve det længselsfulde ved at være tilstede på en helt anden måde end med den distance, der sædvanligvis giver nostalgien sin potens.
I en sang som Open er der visse ligheder med en ung Christine McVie i midten af 70'erne, medens en bekendt har draget paralleller til Sebastien Telliers æstetik. Rhye er imidlertid sensuelt på en mere direkte manér, hvilket kommer til udtryk i såvel tekst, stemme, beats, videoer mm. Det er imidlertid langt mere romantisk end lummert, og der synes at være et fokus på såvel nydelsen (som repræsentant for øjeblikket) og den potentielle smerte, der følger. En klassisk problemstilling i forrygende art pop-format. Det hele er ganske smooth, også visuelt, og det hele føles ganske blødt i al sin hårde næsten-virkelighed. Det er forskellige realiteter, der er i kamp, og man kunne næppe forestille sig en smukkere kamp.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar