Kokain på bagsædet: Lewis og den glemte plade fra 1983

1983. En romance med åben sportsvogn, hvidt pulver og en check uden dækning. Få spor af noget som helst.

Vi prøver igen:

1983. En mand udgiver en enkelt plade under navnet "Lewis". Pladen hedder L'Amour, og den bliver udgivet på det ukendte pladeselskab R.A.W. Det er alt, hvad vi ved.

Vi prøver igen:

Det er næsten alt, hvad vi ved. En samler fandt en dag pladen på et loppemarked, gav den videre til en ven, der lagde den ud på nettet. Her blev den delt, og myter opstod. Ingen vidste noget om den mystiske udgivelse. På coveret står en dedikation til Sports Illustrated-supermodellen Christie Brinkley, ligesom tre personer bliver krediteret: en fotograf, en lydtekniker og en musiker, der spiller synth på pladen.

Nu bliver L'Amour genudgivet af Seattle-pladeselskabet Light in the Attic. De besluttede sig for at undersøge sagen nærmere. Med hjælp fra den krediterede fotograf fandt de ud af, at manden gik under navnet Randall Wulff. Han kørte en hvid Mercedes cabriolet og havde en kæreste, der "lignede en model". Han betalte for sin fotosession med en check. Den viste sig at være værdiløs.

Sporet førte tilbage til Alberta i Canada, hvor LP'en i første omgang var blevet opstøvet. De fandt frem til en nevø, der havde en vag erindring om, at Randall var børsmægler. Erindringen havde også et visuelt element knyttet til et besøg i onklens lejlighed: Randall havde udelukkende hvide møbler – og en kæreste, der "lignede en model".

Flere detaljer kan læses i pladeselskabets beretning, hvor de også fortæller, at de vil deponere hans royalties, hvis han en dag dukker op. Men alt dette ville kun være af ringe interesse, hvis ikke musikken havde rørt nogle af de lyttere, der adskillige år senere er faldet over hans musik. Lewis – eller Randall om man vil – hvisker sig gennem store dele af L'Amour. Alt holdes enkelt, og en synthesizer á la Badalamanti fuldender lydbilledet.

På en måde får vi hele historien i titlen på første sang: I Thought the World of You. Hvordan forholder vi os til erindringen om dedikation? Erindringen om overgivelse? Såfremt sangen og pladen handler om en særlig person – måske pigen, der "lignede en model" – kan man spørge sig selv, om datidsformen i titlen indikerer en skuffelse over personen. Eller om den måske snarere henviser til den følelse, han havde så svært ved at kanalisere ud i det rette øjeblik eller på den rette måde dengang.

Den forrygende blog 20jazzfunkgreats (også kendt som XXJFG) skriver: "The stockbroker pouring his cocaine soul into an ethereal LP of love songs sounds like something we'd make up, therefore I'm buying it."

Og videre: "The wine bar at the edge of the universe vibe is in full effect throughout thanks to the minimal genius of placing synths over either a torch-song piano or folksy guitar. It's Nebraska if Nebraska existed at the loving intersection of human and machine consciousness."

Alle ord hviskes og mumles. Det utydelige element markerer klart, at vi har at gøre med erindring frem for hukommelse. Det romantiske element i det uvisse og i tvivlen. Har Lewis været klar over, i hvor høj grad han har tematiseret sin egen historie og sit eget eftermæle?



/Martin