Tobias Jesso Jr. dør i Hollywood

Klaverballader har ikke just præget 2014. Tobias Jesso Jr. bekymrer sig ikke om den slags. Han har rigeligt med andre bekymringer til at holde sig i gang.

Efter en række fine og velmodtagne demoer barsler Jesso Jr. nu med sit debutalbum, der udkommer til foråret på True Panther.

Første single har den mundrette titel Hollywood. Fortællingen har vi hørt før. Mange gange. Og ganske interessant er det derfor, at han ikke forsøger med et metaperspektiv eller en anden form for greb, der enten skal signalere afstand, bevidsthed om forsøget i forsøget eller endog noget Brechtiansk. Han holder sig til historien om drømmen og den efterfølgende afvisning. Det virker så meget desto stærkere, fordi han ikke frygter at give sig i kast med den netop velkendte historie.

"I don't know if I can make it, and I don't know if I should" er den sætning, der står tilbage som den største invitation til refleksion. Denne tvivl leveres forunderligt nøgternt, og derigennem går vi fra det partikulære til det universelle.

Sikken ballade.



/Martin

Mighty Clouds

Der er farligt meget, der går tabt, fordi det ligger i en nær fortid. De fleste musiksider dedikerer sig til det spritnye eller går tilbage til noget, der er blevet til kanonisk materiale i dannelsen af en identitet. Kollektiv eller ej.

Den logik fejler naturligvis i kronologien, da materialet på et tidspunkt ikke længere vil være i en nær fortid men muligvis blive samlet op som noget glemt, tabt eller blot undervurderet.

Alligevel eksisterer bekymringen. Det er et spørgsmål om værdighed. Om temporale besættelser i vore rutiner (som vi naturligvis ikke vil indrømme som værende netop rutiner – og nu kom jeg til at bruge lang tillægsform).

Okay, alright, all right, årleright. Så går vi tilbage til 2010. Det er vel en nær fortid. Jeg missede Mighty Clouds dengang, og det var i anledning af Halloween, at de dukkede op igen: Titlen Skeletons Join Hands viste sig værdig til at dukke op til overfladen igen gennem pladeselskabet Polyvinyl, da de lagde sange ud på SoundCloud med associationer til netop Halloween. Vi er tilbage ved værdigheden som tema: sangen er heldigvis af fineste karat.

Duoen har mig bekendt kun udgivet denne ene plade tilbage i 2010. Den er god. Den gør ordet 'habil' til et acceptabelt begreb. Med håndfladen under hagen og albummet i vindueskarmen bliver du ét med den fine, fine vokal.

"No, I don't wanna kiss, but my dreams are falling out."



/Martin

Susanne Sundfør når nye højder

Syv år er lang tid. Man kan færdiggøre et lægestudium og endda afbryde studiet et helt år på den tid. Jeg ved ikke, hvad Susanne Sundfør har studeret i Bergen, men der er gået syv år, siden hun albumdebuterede. Det ville være synd at sige, at jeg har fulgt hende tæt, men sådan er der jo så meget, man kan omtale som synd. En dødssynd er det næppe.

Hvorom alting er, foreligger nu en ny single fra norske Sundfør, og den er stærk. Som et behageligt klask. Noget tyder på, at hun har taget noget med sig fra samarbejdet med M83, der sidste år resulterede i titelsangen til filmen Oblivion. Sangen har fået titlen Fade Away og er fra den kommende plade Ten Love Songs. Det er stor pop, der kan have omkvædet overstået for anden gang efter 1:25 på naturligste vis.

Lyden af en blanding af en triangel og en færdig mikrobølgeovn efter 1:47 gør heller ikke just tingene værre, hvorefter et c-stykke á la Múm i popformat leder op til sangens finale.

Kompositorisk fremgår den muligvis som en simpel popsang, men det er vel ingenlunde negativt an sich. Lyt, elsk, pas på dig selv.



/Martin