Squirrel Flower

Ella O'Connor Williams' far har dedikeret sit liv til jazz og blues. Hendes bedsteforældre var klassiske musikere. Med inspiration i Bostons DIY-scene spiller hun selv indie rock under navnet Squirrel Flower.

Det er umiddelbart ikke langt fra Mitski. I hvert fald ikke at dømme ud fra førstesinglen Red Shoulder fra den kommende debutplade. Den hedder I Was Born Swimming og udkommer 31. januar på Polyvinyl.

Navnet kommer vi ikke uden om: Det er forfærdeligt. Man skal ikke lægge for meget i bandnavne, for de fleste er alligevel dårlige. Dette er absolut blandt de værre. Men med Red Shoulder har hun begået en nøgen, flot og rørende single, der lover godt for resten af albummet. Januar skal nok blive fin.



/Martin

Psychic Twin

Selvom debutalbummet først er udkommet i sidste uge, har Erin Fein arbejdet under navnet Psychic Twin i flere år. Strange Diary har været undervejr i knap fire år. År, der er blevet brugt på at bearbejde skilsmisse, flytning, at finde en lyd, at finde samarbejdspartnere, at finde hvad som helst.

Det er der kommet et fint og lidt underspillet album ud af, der befinder sig i den dovne post-disco med stærke tråde til 80'erne, som ikke er helt ulig Nite Jewel og Ladyhawke (som hun i øvrigt har turneret med). Ja, og mange andre. Sjovt nok passer Strangers virkelig fint ind i tiden med vores store kærlighed til Stranger Things.

Det fungerer det meste af tiden og er en fin skalp for Polyvinyl.



/Martin

Mighty Clouds

Der er farligt meget, der går tabt, fordi det ligger i en nær fortid. De fleste musiksider dedikerer sig til det spritnye eller går tilbage til noget, der er blevet til kanonisk materiale i dannelsen af en identitet. Kollektiv eller ej.

Den logik fejler naturligvis i kronologien, da materialet på et tidspunkt ikke længere vil være i en nær fortid men muligvis blive samlet op som noget glemt, tabt eller blot undervurderet.

Alligevel eksisterer bekymringen. Det er et spørgsmål om værdighed. Om temporale besættelser i vore rutiner (som vi naturligvis ikke vil indrømme som værende netop rutiner – og nu kom jeg til at bruge lang tillægsform).

Okay, alright, all right, årleright. Så går vi tilbage til 2010. Det er vel en nær fortid. Jeg missede Mighty Clouds dengang, og det var i anledning af Halloween, at de dukkede op igen: Titlen Skeletons Join Hands viste sig værdig til at dukke op til overfladen igen gennem pladeselskabet Polyvinyl, da de lagde sange ud på SoundCloud med associationer til netop Halloween. Vi er tilbage ved værdigheden som tema: sangen er heldigvis af fineste karat.

Duoen har mig bekendt kun udgivet denne ene plade tilbage i 2010. Den er god. Den gør ordet 'habil' til et acceptabelt begreb. Med håndfladen under hagen og albummet i vindueskarmen bliver du ét med den fine, fine vokal.

"No, I don't wanna kiss, but my dreams are falling out."



/Martin

The Dodos tilbage med en vis vitalitet

The Dodos var klar til at erobre verden med gennembrudspladen Visiter i 2008. På sin vis gik det hele for stærkt, og allerede året efter var de ude med en antiklimatisk opfølger, hvor de havde forsøgt sig med producerhjælp fra højtagtede Phil Ek, hvilket i høj grad spolerede bandets lyd.

I 2011 udgav de så den glimrende No Color, der imidlertid ganske klart afspejlede, hvorledes de havde misset chancen og aldrig skulle blive den store forløsning, mange havde ventet i 2008. Det skete muligvis ikke i al stilhed, men der var forbavsende lidt opmærksomhed omkring udgivelsen.

Vi kan muligvis forvente det samme med den kommende Carrier, hvorfra bandet allerede har sluppet to stærke singler. Pladen udkommer d. 27. august på Polyvinyl. Da det fremragende band Women gik i hi (læs min hyldest her), ja, reelt opløsning, sluttede guitaristen Christopher Reimer sig til The Dodos indtil sin alt for tidlige død i 2012. Det var altså ganske kort, men der er blevet spekuleret meget i, hvilken indflydelse han nåede at have på The Dodos. Sanger Meric Long har selv udtalt, at Reimer nåede at betyde ganske meget, og selvom man muligvis kan læse det ind i de to første singler, er det formentlig bedst at vurdere det, når hele pladen er tilgængelig.

Efter førstesinglen Confidence har bandet netop delt den endnu stærkere Substance. Og giv os nu bare det femte album snart.





/Martin

Den dårlige samvittighed // Undskyld til Owen

Owen begik med sidste års Ghost Town én af årets plader. Det glemte jeg ganske enkelt at anerkende, og for det siger jeg undskyld på denne dag, der i forvejen er viet til blackouts (husk at vise din stemme i protesten mod SOPA).

I oktober blev det til et lille indlæg om førstesinglen I Believe, en mageløs og umådeligt velskrevet sang, der ligesom resten af albummet i øvrigt blæser stort på, hvordan man bør komponere og producere i dag. Owen, og Mike Kinsella for den sags skyld, er stadig et umådeligt undervurderet navn i dansk sammenhæng, og det er da heller ikke svært at forestille sig, at nogle måske står af ved hans måde at synge på. Det kan ved første lytning simpelthen synes for følsomt for nogle, selvom teksterne netop bobler af underfundig ironi. Der er naturligvis sket en del siden tiden i Cap'n Jazz, Owls og (fantastiske) American Football, men den finurlige fingerpicking fra sidstnævnte gør sig stadig gældende langt hen ad vejen, og på det nye album blandes den akustiske ofte med én eller flere elektriske ganske effektivt.

Livet som familiefar reflekteres, der ironiseres over det, der fortvivles. Ofte har man følelsen af, at Mike et øjeblik glemmer sin nye position og et øjeblik reagerer stærkt på de nye kår - som en hund, der vækkes abrupt fra sin søvn ("fuck you and your front lawn"). Zeitgeist-forventninger skal kastes over bord, og fænomenologen skal fordomsfrit give sig i kast med denne fremragende plade. Som det stod skrevet i en anmeldelse herhjemme, kan man også med fordel lytte til pladen, medens man går tur med hunden. Både med og uden hund kan det anbefales.

Hele Ghost Town kan streames på Bandcamp.

Owen - I Believe by pyramidsongs

/Martin

Nyt fra Owen

Efter en fuldlængde og en EP med dybt undervurderede (og, ja, også emo) American Football tog Mike Kinsella hul på solokarrieren under navnet Owen. Nu er han tilbage med sin sjette plade, der er ude på Polyvinyl d. 8. november.

Kinsella har i mellemtiden fået en datter og er blevet hjemmegående husfar for en stund. Han har det dog stadig ikke let, og det får han heldigvis fint ud i sine sange. Derfor er titlen Ghost Town da også passende. Selv i hjemmet.

Polyvinyl har indtil videre delt den seks minutter lange I Believe, der starter med et ironisk hallelujah, der ville få Jens Lekman til at smile skælmsk. Sangen udvikler sig ad to kærkomne og veltilrettelagte omgange, så vi ender i et tempo, der ikke ofte høres i hans nyere sange. Med Iron & Wine-produceren Brian Deck bag knapperne skal Ghost Town nok blive en af efterårets stærkere singer/songwriterplader.

MP3: Owen - I Believe (der kan ikke højreklikkes her)

/Martin