Susanne Sundfør når nye højder

Syv år er lang tid. Man kan færdiggøre et lægestudium og endda afbryde studiet et helt år på den tid. Jeg ved ikke, hvad Susanne Sundfør har studeret i Bergen, men der er gået syv år, siden hun albumdebuterede. Det ville være synd at sige, at jeg har fulgt hende tæt, men sådan er der jo så meget, man kan omtale som synd. En dødssynd er det næppe.

Hvorom alting er, foreligger nu en ny single fra norske Sundfør, og den er stærk. Som et behageligt klask. Noget tyder på, at hun har taget noget med sig fra samarbejdet med M83, der sidste år resulterede i titelsangen til filmen Oblivion. Sangen har fået titlen Fade Away og er fra den kommende plade Ten Love Songs. Det er stor pop, der kan have omkvædet overstået for anden gang efter 1:25 på naturligste vis.

Lyden af en blanding af en triangel og en færdig mikrobølgeovn efter 1:47 gør heller ikke just tingene værre, hvorefter et c-stykke á la Múm i popformat leder op til sangens finale.

Kompositorisk fremgår den muligvis som en simpel popsang, men det er vel ingenlunde negativt an sich. Lyt, elsk, pas på dig selv.



/Martin

Porcelain Raft og en romers tanker om havet

Under navnet Porcelain Raft udgav italienske Mauro Remiddi primo 2012 sin første fuldlængde, Strange Weekend, på Secretly Canadian. Den romerskfødte komponist havde længe arbejdet med film, teater og været på farten, hvor han bl.a. havde fortolket klezmermusik.

Han begyndte at udgive en stribe EP'er under navnet Porcelain Raft, og efter et stykke tid i London flyttede han til New York, hvor han i en alder af 38 altså udgav den første LP, der var præget af tågede samples og smukke melodier tilsat hans næsten androgyne, underspillede vokal. "Et sted mellem Beach House og M83" som Secretly Canadian har forsøgt at definere det.

Nu er den 40-årige romer snart klar med opfølgeren Permanent Signal, der udkommer 20. august. Herfra kan man nu høre førstesinglen Think of the Ocean, og dét må siges at være en yderst interessant titel, når man tager de geografiske pejlemærker med i betragtningen.

I dag forbinder de færreste vel Rom med et havneareal, da byen jo ligger et lille stykke inde i landet, men byen kunne i romerriget netop vokse sig stor med adgangen fra havnen ved Ostia-provinsen. Her løb Tiberen ganske passende og tillod fint transportmuligheder til Rom, og byen var på denne måde også udmærket sikret mod flådeangreb, hvor andre deciderede havnebyer ville lide mere direkte under et sårbart havneareal. Romerne har i dag Tiberen, og, jovist, de har stadig Ostia, men tanken om havet er altså direkte forbundet med denne smukke flod, der tilmed har resulteret i overdådige broer gennem byen. Havet er for romeren altid til stede i tanken, og når det åbner sig op mod vest, er forbindelsen til byen stadig intakt.

Think of the Ocean starter lettere kaotisk og mere end antyder tristesse. Der er en ensom bekymring i spil, der forstærkes af violinen, som tilmed giver plads til usikkerhed og forvirring. Da klaveret sætter ind, mærker man en lille ændring, der hverken er løsning eller forløsning. Men det er en indgang. Det er begyndelsen på forståelse af en karakters nostalgi og afsavn. Det hele bygger op og bliver ganske intenst. Det er på én gang et voksende kaos og en voksende forståelse til afvikling af selvsamme kaos.

Mauro Remiddi debuterede sent med sin første fuldlængde, og han fortsætter i samme modne spor, hvor han viser en fremragende forståelse for den menneskelige psykologi og kompleksitet.



/Martin

Postiljonen

Den svensk/norske trio Postiljonen høstede fin opmærksomhed sidste år med singlen How Will I Know / All That We Had Is Lost, der tog udgangspunkt i Whitney Houstons klassiker. Siden er de blevet signet til Stockholm/København-baserede Hybris og er eftersigende på vej med deres første fuldlængde.

I april måned rørte de på sig med den aldeles fremragende single Supreme, der i dén grad lever op til sit navn. Lyden og produktionen er pudset af, og deres elektroniske drømmepop er nu en anelse tættere på en blanding af Cocteau Twins og M83. De hylder det længselsfulde, der som på deres tidligere materiale får en nærmest filmisk karakter. Eksempelvis mod slutningen da sang bliver til tale, hvorefter en (ikke så lidt 80'er) guitar slutter sig til og fuldender lydbilledet. En sang, der uden tvivl vil stå tilbage som én af årets stærkeste singler.

Postiljonen spiller i øvrigt på Roskilde Festival i år.





/Martin

CSLSX + I Break Horses

Det er svært at forestille sig, at man kan høre I Break Horses' debutsingle Winter Beats uden at forelske sig i den unikke og ganske tilgængelige elektroniske shoegazepop. Debutalbummet Hearts var én af sidste års smukkeste plader, og selvom det engelske pladeselskab Bella Union har haft lidt svært ved at leve op til deres formidable ry de seneste par år, blev der lavet ganske effektiv promotion for det svenske band.

Et band, jeg til gengæld ikke har hørt om før nu, er CSLSX fra Philadelphia (det bør bemærkes, hvor livlig Philadelphia-scenen er for tiden). De har et næsten kropumuligt navn at huske, men jeg vil give det et forsøg efter deres seneste samarbejde med I Break Horses, der har ført en ganske forfriskende og drømmende single med sig. Titlen er Violent Sea, og synthfladerne trækker da også umiskendelige linjer til I Break Horses. I starten er vi også ude i en kæk blanding af Air France og tidlig M83, før beatet minder os om en næsten uhørt ambient version af trip hop á la Bristol 1993.

Derfor 'drømmende': Associationerne får frit spil, og når den vågne tilstand først tager over, bliver de forskellige bestanddele svære at skelne fra hinanden. Vi har en idé om en sammenhæng, men vi må give underbevidstheden mere magt, end vi sædvanligvis er villige til.





/Martin

Forudsigelighed i sin reneste form

Overskriften går ikke på musikken men derimod titlen på den nye single af M83: Midnight City. Med de fleste af franskmandens titler er der en besynderlig sammenhæng, der på det nærmeste blander det filmiske med en næsten episk tilgang til hverdagseskapisme. Skal man hive det mere ned på jorden, kan man med Anthony Gonzalez' egen beskrivelse kalde det en hyldest til ungdommen og den uskyldige brug af euforiserende stoffer.

D. 18. oktober udgiver han Hurry Up, We're Dreaming via Mute, et dobbeltalbum med 22 sange og gæsteoptræden fra Zola Jesus. Førstesinglen er en typisk M83-sang, hvad angår såvel kompositionen som den lyriske tilgang. En på én gang cheesy og bombastisk intro, der brydes ned, et kort vers, et omkvæd med udgangspunkt i introen, en linje som "the city is my church". M83 er tilbage, og der er bestemt store forventninger til udgivelsen af albummet.

Midnight City by M83

/Martin

Brothertiger

Her er lidt til nattetimerne i hverdagen og de mere stenede dagstimer. En indtil videre forholdsvis ubeskrevet kunstner, der enten kan blive fanget i mængden eller netop profilere af den opmærksomhed, der har været på denne type elektronisk musik gennem de seneste mange måneder.

Amerikanske Brothertiger, med det borgerlige navn John Jagos, kan til tider lyde lidt hen ad Toro Y Moi. En slags næsten doven glo-fi (hader man allerede ordet?). Eller chillwave, dreamwave. Whatever. Heldigvis varierer lydbilledet, og det kan ingenlunde begrænses til disse genrebetegnelser. Smid lidt Panda Bear i sammen med Brian Eno og M83, og der er måske mere at gå efter. Pressebillederne ligger dog farligt tæt på AC og Panda Bear. Måske John skulle passe lidt på.

Uanset hvad er musikken interessant, og Brothertiger er værd at holde et vågent øje med. Sommeren er måske ujævn, men den er her, og det er med at få det bedste ud af den. Brothertiger hjælper. Slå dig løs.

MP3: Brothertiger - You're Afraid
MP3: Brothertiger - Vision Tunnels

/Martin

Anoraak

Retro. I kunstsammenhænge et adjektiv, der kan misbruges, tilsvine og komplimentere. I musikalske sammenhænge italesættes en "ny" retrobølge konstant, indtil et årti er komplet udvandet, og musikere, publikum og presse er klar til at efterbehandle en ny, gammel tids udtryk.

Retrobølgerne har skyllet tonsvis af elendige musikanter ind på verdensscenen gennem de første år af dette årtusinde som nøje planlagte, målgruppeorienterede modeikoner. Modeller med guitar og bas forstås. Ingenting på hjerte.

Anoraak er en fransk elektronisk musiker fra Nantes. Ud over at kalde sig et glimrende navn, udgav Anoraak i 2008 en EP med titlen Nightdrive With You, hvorfra det fremragende titelnummer stammer. Æstetikken fører tankerne tilbage på en 1980'er-synthgruppe som Bronski Beat, og her bliver retroelementet væsentligt: Som med navne som Daft Punk, M83 og Cut Copy fornemmes der som lytter og barn af 80'erne en genkendelig, oprigtig kærlighed til en periode med arkadespil og VHS og minder om, at nostalgi kan indeholde en stor kvalitet i sig selv. Ingen model med synth her.

MP3: Anoraak - Nightdrive With You

\Mathias

At nyde: Built to Spill + M83

To dage, to koncerter, to smukke oplevelser. Voxhall bød mandag på legenderne i Built to Spill, tirsdag på franske M83. To vidt forskellige kunstnere, to vidt forskellige tilgange til musikken, to vidt forskellige koncerter.
Jeg vil ikke gå i detaljer med koncerterne (min anmeldelse af Built to Spill vil alligevel kunne læses på Voxhall.dk onsdag eller torsdag). Jeg vil snarere dele den umiddelbare glæde og enorme tilfredshed over to valg.

1) Ud over at Built to Spill gav os hele det glimrende Perfect From Now On fra 1997, hev de noget af en guldklump frem som ekstranummer: Klassikeren Car. Én af de sange, der har betydet mest for mig, og én af de sange jeg har hørt mest gennem mit liv. Intet kan beskrive den følelse det var endelig at høre den live - fra Doug Martsch og co. direkte til os. Så enkelt kan pop skæres, og så rørende kan resultatet blive.

Lyt med mærkelig video:



2) M83 diskede op med mange lækkerier, specielt fra det nyeste album Saturdays = Youth, men der var heldigvis også plads til nogle ældre sange. Heriblandt en enkelt, som jeg ikke havde ventet de ville spille: Gone. Den kolde, stemningsfulde og underfundige perle fra Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts fra 2003. Alene og med andre. Påvirket og sober. Glad og trist. En sang, der har fulgt mig trofast.

Lyt med mærkelig video:



God onsdag, kære læsere.

/Martin

Voxhall i efteråret

Der er få spillesteder herhjemme, der kan fremvise et virkelig imponerende sensommer/efterårsprogram. Blandt de få er Vega (Cut Copy, Mogwai, Calexico m.fl.) i København og Voxhall i Århus.

Her i Århus får vi på Voxhall blandt andet fornøjelsen af Tunng, Black Dice, Built to Spill, Okkervil River og M83. Og som om dette ikke var imponerende nok i sig selv, har jeg i dag fundet ud af, at den 19. november for mit vedkommende bliver én af de bedste dage i efteråret:

The Dodos + The Ruby Suns.

Én ting er The Dodos (og her taler vi altså ikke den lade danske gruppe, der navnmæssigt ligger tæt på), der har leveret én af årets bedste plader... Men at de skulle få support fra The Ruby Suns, der ligeledes har leveret én af årets bedste plader? Fryd! Jeg er lykkelig, og det burde mange andre i Århus ligeledes være over dette program.

Tak til Voxhall.

/Martin

The Depreciation Guild

En 21-årig mand. En 23-årig mand. En Nintendo. To guitarer. Sådan lyder essensen af The Depreciation Guild fra New York, New York.
Det lyder nørdet, men det er vi jo også, og når musikken fra disse to gentlemen tilmed er frisk og vidunderlig, så gør det jo blot alting smukkere.
The Depreciation Guild har i løbet af året skaffet sig en loyal fanbase i NY, og her i december udkom så debutalbummet In Her Gentle Jaws.
Duoens lyd trækker på inspirationskilder som Ride, Cocteau Twins og endog Superchunk, mens der til tider også er spor af M83 og endda danske Mew - disse to bands høres eksempelvis i sangen Sky Ghosts, der ligger til download.
Albummet har de selv produceret i New York, mens Joshua Eustis fra Telefon Tel Aviv har stået for at mixe det.

Den ene halvdel af gruppen, Kurt, betegner selv Sky Ghosts som en "post-apocalyptic story about ghosts in love." Og dét giver faktisk en udmærket idé om deres drømmende larm.

MP3: The Depreciation Guild - Sky Ghosts