Kelly Lee Owens

Walisiske Kelly Lee Owens udgav i sidste uge sit debutalbum, der lyder samme navn. Sådan noget kan jo være et statement. At denne plade er hende. I så fald er hun en mangefacetteret drømmer, og det er jo ikke værst.

Den 28-årige har været i sygeplejen, hun har været i praktik på XL, hun har stået i pladebutik og peget Björk i retning af technoafdelingen. Hun har også remixet Jenny Hval, hvorefter selvsamme Jenny fik lyst til at medvirke på Kellys debutalbum.

Det giver god mening: Kelly Lee Owens spiller på nogle af de samme tangenter og bruger flittigt med virkemidler fra både techno, dance og drømmepop, ligesom vokalen ofte hviskes, muligvis konstaterende.

Jeg så hende første gang på by:Larm i 2016. En meget fin koncert, der var blandt højdepunkterne det år. Hun bruger – både live og på plade – variationen til sin fordel, og man når sjældent at kede sig. På debutalbummet er man tilmed så heldig, at hun ikke følger tendensen med at fyre det bedste af i starten, hvorefter det hele fiser ud.

Med både Jenny Hval-optræden og Arthur Russell-hyldest på pladens første del bliver man forkælet, ligesom man bliver belønnet for at holde koncentrationen. Hun har en fornem sans for timing og gentagelse af visse elementer, som hun lader køre ud så længe, som det er nødvendigt. Til tider er der også spor af den mere gyldne Jessie Ware. I en slags undervandsudgave.

En fjerdel af året er gået, og én af årets bedste plader er netop blevet udgivet (på Smalltown Supersound, der også har taget sig af Lindstrøm, Dan Lissvik m.fl.).



/Martin