Mabe Fratti giver ved dørene

Jeg kender for lidt til Guatemala, og det samme kan jeg vel sige om alle lande. Mere kan man altid vide. Men mere kan jeg også føle, for jeg har haft mindre tid og overskud til at føle en forbindelse til ny musik i år. Det er måske musikkens skyld, men jeg tvivler.

De seneste par år har jeg imidlertid i den grad været påvirket af guatamelanske Mabe Fratti. Cellist, komponist og sanger med base i Mexico City.

Med Será Que Ahora Podremos Entendernos i 2021 lavede hun ambient og avantgarde som en art hverdagsmagi, der mindede mig om en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God). 

Med Se Ve Desde Aquí (2022) skruede hun lidt ned for det romantiske og op for både jazz og støj. Men det var stadig en overvejende stille omgang med forståelse for stilhed. Arthur Russell og Mark Hollis høres, men mest af alt viste hun igen egen styrke.

Hun fortsætter med at være gavmild: Under navnet Titanic har hun netop udgivet albummet Vidrio med Hector Tosta, som er kendt som i la Católica og ligeledes er en del af den eksperimenterende scene i Mexico City. Her har hun igen skruet op for jazzen, og det bliver både progget og poppet undervejs.

Og fordi hun er en knag, har hun mere dejlig musik på vej om blot et par uger i form af et nyt samarbejde ved navn Amor Muere. Det betyder "kærlighed dør", og så er scenen ligesom sat.

Start med 2021-pladen og fortsæt derfra.

/Martin

Kelly Lee Owens

Walisiske Kelly Lee Owens udgav i sidste uge sit debutalbum, der lyder samme navn. Sådan noget kan jo være et statement. At denne plade er hende. I så fald er hun en mangefacetteret drømmer, og det er jo ikke værst.

Den 28-årige har været i sygeplejen, hun har været i praktik på XL, hun har stået i pladebutik og peget Björk i retning af technoafdelingen. Hun har også remixet Jenny Hval, hvorefter selvsamme Jenny fik lyst til at medvirke på Kellys debutalbum.

Det giver god mening: Kelly Lee Owens spiller på nogle af de samme tangenter og bruger flittigt med virkemidler fra både techno, dance og drømmepop, ligesom vokalen ofte hviskes, muligvis konstaterende.

Jeg så hende første gang på by:Larm i 2016. En meget fin koncert, der var blandt højdepunkterne det år. Hun bruger – både live og på plade – variationen til sin fordel, og man når sjældent at kede sig. På debutalbummet er man tilmed så heldig, at hun ikke følger tendensen med at fyre det bedste af i starten, hvorefter det hele fiser ud.

Med både Jenny Hval-optræden og Arthur Russell-hyldest på pladens første del bliver man forkælet, ligesom man bliver belønnet for at holde koncentrationen. Hun har en fornem sans for timing og gentagelse af visse elementer, som hun lader køre ud så længe, som det er nødvendigt. Til tider er der også spor af den mere gyldne Jessie Ware. I en slags undervandsudgave.

En fjerdel af året er gået, og én af årets bedste plader er netop blevet udgivet (på Smalltown Supersound, der også har taget sig af Lindstrøm, Dan Lissvik m.fl.).



/Martin