Viser opslag med etiketten jenny hval. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten jenny hval. Vis alle opslag

fredag den 1. august 2025

Troth

Straight outta Hobart. Hobart? Hobart, Australien. Nogle kommer måske til at tænke på Saint Etienne og deres nærmest nænsomme popballade 'Hobart Paving'.

Troth byder med albummet An Unfinished Rose på eksperimenterende ambient pop.

Dele af albummet smager af Mabe Frattis cello-kompositionspop (særligt ‘Tides Reflected in her Eyes’), mens eksempelvis titelnummeret nærmest kombinerer William Basinski med Jenny Hval.

I mere direkte øjeblikke er det mere minimalistisk DIY-pop, som selvfølgelig er et stykke fra egentlig pop.




/Martin

fredag den 20. december 2019

Årets album 2019


Musikåret 2019 var som så mange år præget af en masse godt og en masse lort. Det var et godt år for elektronisk musik, og det var et år, hvor mange kvindelige sanger-sangskrivere markerede sig med fremragende udgivelser. Det var et år, hvor jeg fik lyttet til meget lidt hiphop, fordi det i forvejen fylder så vanvittigt meget. Jeg tvivler ikke på, at det har sin berettigelse. Poptimismen tog lidt overhånd i 2019, og der var lidt for meget trang til konsensus, der førte til en del overvurderede kunstnere og udgivelser. Jeg hørte for meget musik, og jeg tør ikke tænke på, hvad jeg er gået glip af ved kun at give visse plader få minutter eller en enkelt gennemlytning. Sådan har vi alle vore luksusproblemer.

Tak for i år! Her er mine 25 favoritplader fra 2019. Støt musikken og kunsten, som det er dig muligt. Vær god ved de medier, der tør gå i dybden og afsøge landskaberne langt væk fra algoritmerne. Støt dine lokale spillesteder. Sig fra over for det kalkulerede, som plæderer autenticitet (tak!).

Som altid: Tag denne liste og enhver anden rangeret liste med et gran salt. Lister skal være sjove og til inspiration. Skulle jeg lave listen igen i januar, ville flere alligevel bytte plads, og nye ville komme til. Sådan er lister: Aldrig den hele sandhed. Men forhåbentlig er der noget, du ikke har hørt før, som du ender med at kunne lide.

25. Bedouine – Bird Songs of a Killjoy

Azniv Korkejian dyrker klassisk sangskrivning. Det er folk med bløde trommer og diskrete strygere. Hun har selvfølgelig lyttet til Joni Mitchell, og det kan vi være glade for. Der er også elementer af Marissa Nadler og Jessica Pratt, og luftigheden i stemmen kan minde om Aldous Harding, hvis album Designer befinder sig et sted liiige uden for denne liste. Syriskfødte Azniv står også for en af de mest behagelige koncerter, jeg har set i år (i september på et fyldt Alice).

24. Lana Del Rey – Norman Fucking Rockwell!

Hun har modbevist de fleste af os. Efter nogle fremragende singler i 2011 og en hæderlig debutplade i 2012 løb Lana Del Rey ind i en del modstand: Hun var dårlig live, og der var ikke meget ved de efterfølgende plader. Med NFR! har hun ifølge de fleste lavet sin hidtil bedste plade, og det er svært at være uenig i. Sangene er stemningsfulde, og det største minus er, at albummet er for langt.

23. American Football – American Football (3)

Debutalbummet er allerede 20 år gammelt. Emo før den dårlige emo. College-stemning, som vi danskere kun kan drømme om gennem tv-skærmen. At de skulle komme tilbage og lave en hæderlig plade i 2016 var overraskende. At de skulle lave en tredje plade i 2019, som er endnu bedre end debutalbummet… Det var svært overraskende. Det er selvfølgelig en blasfemisk påstand, når debutalbummet indeholder så mange ikoniske øjeblikke, men den nye plade (som gudskelov også bare hedder American Football) hænger stærkere sammen. Og så lyder den storslået. Produktionen er noget af det bedste, jeg har hørt i år, og gæstevokalisterne fungerer fantastisk.

22. Tiny Ruins – Olympic Girls

Bandnavnet er bedårende, og det er Olympic Girls også. De kommer fra New Zealand og er i virkeligheden mest af alt Hollie Fullbrook: Født i Bristol og bosat i New Zealand fra 10-årsalderen. Fullbrook er en lidt gammeldags storyteller, der skaber enkle, men fyldige lydbilleder med sin guitar. Man hører tydeligt, at hun har turneret med Fleet Foxes, og det er okay.

21. Hand Habits – Placeholder

Meg Duffy har spillet med bl.a. Weyes Blood, Kevin Morby, The War on Drugs og William Tyler (hans Goes West er en hyggelig honourable mention fra 2019). Under navnet Hand Habits har hun i år udgivet sin anden plade fyldt med gode melodier og underspillede produktioner. Det hele er lidt opgivende, og det slipper hun virkelig godt fra.

20. Sharon Van Etten – Remind Me Tomorrow

Pladen starter med et nik til forgængeren Are We There fra 2014. Klaveret i I Told You Everything er stort set det samme som i starten af Afraid of Nothing, men melankolien er tungere her. Der er sket meget med Sharon van Etten på de fem år, og hun har meget at sige til sit yngre jeg. Den nyvundne visdom går igen pladen igennem, og det fungerer tydeligst og bedst på Seventeen, én af årets absolut bedste sange.

19. Nivhek – After Its Own Death / Walking in a Spiral Towards the House

Nivhek er et nyt navn for Grouper. Titlen på albummet er selvfølgelig lidt prætentiøs, men det gør ikke noget. Liz Harris har under sit nye navn lavet endnu et dybt deprimerende og virkelig flot plade, som dybest set er en påmindelse om vores egen dødelighed. Man står på verandaen og ser på støvet, hører vindspillet, kigger ned i jorden. Det mest grå album i 2019.

18. Angel Olsen – All Mirrors

Egentlig troede jeg, at jeg for en stund havde fået nok af Angel Olsen. Jeg har ikke turdet lytte til de gamle plader af frygt for, at de sidder fast i en tid. Førstesinglen og titelsangen gjorde ikke det store for mig, da den udkom i sensommeren. Men så kom andensinglen Lark. En sand perle, som også indleder pladen. Og på pladen sætter den en stemning, som løfter titelsangen og resten af pladen. Det hænger flot og mørkt sammen. Hun lider så at sige flottere end tidligere.

17.  The Comet Is Coming – Trust in the Lifeforce of the Deep Mystery

Fra start til slut er Trust in the Lifeforce… spillet med en vanvittig nerve. Shabaka Hutchings har længe været en af de vigtigste skikkelser i Londons nye jazzscene, og her trutter han sig veloplagt gennem de ni ret forskellige sange, hvoraf Summon the Fire byder på et af årets mest mindeværdige riffffff.

16. Sasami – Sasami

Sasami Ashworth er amerikaner, men hendes debutalbum lyder umiskendeligt engelsk. Hun ved, hvad hun kan med sin stemme og holder det enkelt. Trommerne er let mekaniske, ofte krautede. Guitarerne er skarpe og klare. Det kunne næsten være en hyldestplade til Broadcast, og det kan man ikke have noget imod, når det er så gennemført.

15. Special Request – Offworld

Jeg kan lide enhver titel, der får mig til at tænke på Blade Runner. Paul Woolford har med Offworld lavet en lidt rodet plade, som dog har tilpas mange højdepunkter. Ofte er det en slags retrotechno. Resident Advisor beskriver det som tidlig Detroit-techno, der møder 80’ernes synth-funk, og det giver måske lidt en idé om de mange retninger, lytteren bliver taget med i.

14. Pure Bathing Culture – Night Pass

Pure Bathing Culture er et vidunderligt band. De gør tingene på deres egen måde, skriver flotte sange, fremstår sympatiske. En plade som Pray for Rain (2015) kunne være én af årtiets bedste popbedrifter, hvis de ikke havde overproduceret den. Hører man i stedet sangene i KEXP-versionerne, hører man straks, hvor gode de faktisk er. Sangene matcher de store produktioner bedre på Night Pass, hvor det kunne lyde til, at duoen har været dybt nede i Tango in the Night – det kan man ikke fortænke dem i. Pure Bathing Culture er feriefølelse, og det har vi alle sammen brug for.

13. Deerhunter – Why Hasn’t Everything Already Disappeared?

Der er få bands, der har overlevet at brage ind på Pitchfork-radaren i midten af nullerne, som det er lykkes for Deerhunter. De udgiver udelukkende gode plader, og med WHEAD har de tilmed lavet deres bedste siden Halcyon Digest i 2010. Titlen antyder både forundring og skuffelse, og det passer glimrende på stemningen pladen igennem. Vi fortjener ikke rigtigt at være på denne planet, men håbet lever, og måske er der en grund til, at vi er her endnu: Vi kan nå at gøre det godt igen.

12. Anna Meredith – FIBS 

Den skotske komponists andet studiealbum er vidunderligt desorienterende. Det er et glimt af fremtiden, som det væver sig ind og ud mellem klassisk komposition og pop uden nogensinde at være nogen af delene. FIBS lyder som intet andet i 2019, og det er rørende i al sit hyperdrama. Det er til tider heroisk (som i Limpet, der kan minde en anelse om Fang Island i entusiasmen), og teksterne leveres alvorligt med afvæbnende humor: “You say you’re dancing in the deep end, but to me it looks like drowning.” Av.

11. Barker – Utility

Debutalbummet fra Sam Barker er ofte en slags ambient techno. Det er techno uden stortromme og ret radikalt i sin tilgang. Trommerne er simpelthen godt gemt væk. Det er blødt hakkende og hostende, men hele tiden med en plan. En usædvanligt stilsikker debut.

10. Vegyn – Only Diamonds Cut Diamonds

Joe Thornalley fik sit lille gennembrud i 2017 med sine produktioner for Frank Ocean, og i år udgav han så sit let overrumplende debutalbum fyldt med korte sange, hvoraf 13 af de 16 sange er under tre minutter lange. Noget er instrumental hiphop, noget er ambient, og en sang som Debold minder lidt om gode, gamle Múm. Vegyn er et sjovt bekendtskab.

9. Jenny Hval – The Practice of Love

Jenny er ikke bare fantastisk med ord, hun har også en klarere stemme end de fleste. Og så er hun gladere for ordspil, end hun måske selv vil indrømme. The Practice of Love siger det hele. Det er både en praksis, som hun behandler som et koncept, og det er en øvelse, altså en proces. Hun har det voldsomt svært med ordet kærlighed, og det behandles særligt i titelsangen, som er en slags samplet samtale mellem hende, Laura Jean og Vivian Wang (“I hate ‘love’ in my own language. It contains the entire word "honesty" inside it, which makes it sound religious, protestant, hierarchic, purified”). Jenny Hval er KunstPop med stort K og stort P.

8. Weyes Blood – Titanic Rising

Titlen er selvfølgelig en reference til filmen. Selvom alt hos Natalie Laura Mering er tilbagelænet, er det gammeldags dramatisk. Hun elsker film, og hele pladen er på sin vis filmisk (der er endda en sang ved navn Movies). Titanic Rising indeholder de stærkeste melodier på nogen plade fra 2019, og “true love is making a comeback” er årets herligste one-liner.

7. Julia Kent – Temporal

Tid til at blive deprimeret! Canadiske Julia Kent komponerer underspillet og spiller dramatisk med violinen i fokus. Det lyder som et soundtrack til vindblæste landskaber, en hyldest til de visnede markblomster. Musik til mørket. Det har vi heldigvis masser af.

6. 96 Back – Excitable, Girl

Evan Majumdar-Swift bor ganske vist i Manchester, men han er født i Sheffield, og det er derfor meget passende, at hans debutalbum ofte er lyden af stål. Det er techno og electro med en del afstikkere. Som på Lezi, hvor han lader os trække vejret med både smuk og ildevarslende ambient. Det hele lyder som et komprimeret, fremragende DJ-sæt.

5. Floating Points – Crush

Sam Shepherd kategoriseres som elektronisk musik, men det er ofte jazzet, om end i mindre grad end debutalbummet Elaenia fra 2015. Og fandme om ikke det også er inspireret af krautheltene Harmonia! Den gode hyrde balancerer det voldsomme og det rolige bedre end de fleste, og selvom han i korte øjeblikke giver så meget lods, at han næsten lyder som en tandlæge, kammer det aldrig helt over. LesAlpx er måske det enkeltstående elektroniske højdepunkt i år.

4. Triad God – Triad

Vinh Ngan har base i London og er af vietnamesisk og kinesisk afstamning. Meget mere vides ikke om ham. Triad er en slags opfølger til hans mixtape fra 2012, NXB, som også er lavet i samarbejde med producer Palmistry, og musikken er lige så indhyllet i mystik som hans begrænsede biografi. Han taler sig igennem det meste, ofte på kantonesisk, og de engelske sætninger gentages nærmest messende. Det lyder af en nær fremtid og ensomhed. Det er sært dragende, og jeg forstår ingenting.

3. Caroline Polachek – Pang

Chairlift var et ofte godt og lidt ujævnt popband med nogle gevaldige højdepunkter og en enkelt ret solid plade (Something fra 2012). Under eget navn når Caroline Polachek nye højder og udforsker virkelig sin formidable stemme, der mestrer alt fra det umiddelbare til det outrerede, der et par gange nærmest minder om fremtidscountry. Albummet er isnende klart produceret men med masser af varme. Fra hittet So Hot You’re Hurting My Feelings til sjæleren Look At Me Now er det en moderne popplade, der stort set har det hele.

2. Nkisi – 7 Directions

Syv eksperimenterende technokompositioner med titler skrevet med romertal. Det er slet ikke så prætentiøst, som det lyder. Nkisi er født i Congo, opvokset i Belgien og nu bosat i London. Hendes debutplade er inspireret af afrikansk kosmologi og congolesiske rytmer, der både lægger sig under synthesizeren og til tider banker løs over den. Det hele bør høres som en helhed, men skulle jeg under bizar tortur tvinges til at fremhæve en komposition, er nr. 4, undskyld IV, særligt vellykket.

1. These New Puritans – Inside the Rose

These New Puritans kunne i 2008 rubriceres som et marginalt mere ambitiøst band end Klaxons og andre bands i MySpace-æraen, og jeg var en af dem, der afskrev dem i flere år. Men englænderne voksede og voksede, indtil de pludselig leverede en dyster artpop-perle med Field of Reeds i 2013. Seks år senere vendte de endelig tilbage med den endnu tungere og endnu mere naturorienterede Inside the Rose. Det er lyden af dommedag med en lillebitte smule håb, og det er både underspillet og storladent. Særligt trommerne er ofte voldsomme i ellers stille øjeblikke, og det hele føles som en forhandling mellem såvel mennesker og maskiner som mennesker og natur og maskiner og natur. Som hvis Matrix 3 havde været en god film. 

/Martin

søndag den 2. april 2017

Kelly Lee Owens

Walisiske Kelly Lee Owens udgav i sidste uge sit debutalbum, der lyder samme navn. Sådan noget kan jo være et statement. At denne plade er hende. I så fald er hun en mangefacetteret drømmer, og det er jo ikke værst.

Den 28-årige har været i sygeplejen, hun har været i praktik på XL, hun har stået i pladebutik og peget Björk i retning af technoafdelingen. Hun har også remixet Jenny Hval, hvorefter selvsamme Jenny fik lyst til at medvirke på Kellys debutalbum.

Det giver god mening: Kelly Lee Owens spiller på nogle af de samme tangenter og bruger flittigt med virkemidler fra både techno, dance og drømmepop, ligesom vokalen ofte hviskes, muligvis konstaterende.

Jeg så hende første gang på by:Larm i 2016. En meget fin koncert, der var blandt højdepunkterne det år. Hun bruger – både live og på plade – variationen til sin fordel, og man når sjældent at kede sig. På debutalbummet er man tilmed så heldig, at hun ikke følger tendensen med at fyre det bedste af i starten, hvorefter det hele fiser ud.

Med både Jenny Hval-optræden og Arthur Russell-hyldest på pladens første del bliver man forkælet, ligesom man bliver belønnet for at holde koncentrationen. Hun har en fornem sans for timing og gentagelse af visse elementer, som hun lader køre ud så længe, som det er nødvendigt. Til tider er der også spor af den mere gyldne Jessie Ware. I en slags undervandsudgave.

En fjerdel af året er gået, og én af årets bedste plader er netop blevet udgivet (på Smalltown Supersound, der også har taget sig af Lindstrøm, Dan Lissvik m.fl.).



/Martin

torsdag den 22. december 2016

Årets album 2016

Kunsten spiller stadig en rolle. Herunder popmusikken. Den har en berettigelse. Hvad enten den er socialt mobiliserende, intellektuelt fordrende, en støtte i en vanskelig tid, et lykkeligt ekko, heroisk eskapisme eller noget ganske andet.

Også i 2016 var der mange fine plader. Særligt den urbane, amerikanske popmusik spillede en stor rolle, og man kan håbe, at den harme, der har drevet mange af disse stærke udgivelser, bider sig fast og inspirerer til mere: mere sammenhold, mere solidaritet, mere modstand mod den stigende ulighed, mere stillingtagen til det flygtige medieforbrug.

Hvert år siger vi farvel til store personligheder, og 2016 var ét af de år, hvor det fyldte mere i bevidstheden. Ikke mindst da den måske største af dem alle gik bort: David Bowie havde fremstået udødelig, og verden føltes ikke just som et bedre sted efter hans afsked. Men han efterlod sig et stort album. Generelt har mange af de store, legenderne, leveret flotte plader i 2016, ligesom vi i år oplevede en del ærefulde comeback-plader (ikke mindst The Avalanches, A Tribe Called Quest og American Football).

Der har også været habile debutanter, men det har ikke været her, vi har set nye retninger blive udstukket. Mange har dog imponeret med opfølgere, fundet et dedikeret publikum, forfinet en lyd. Man aner visse ambitioner rundt omkring, når man kigger længe nok. Eller rettere lytter. Der er stadig noget på spil. De store – og langt hen ad vejen skræmmende – begivenheder i 2016 er i værste fald traumatiserende for menneskeheden, i bedste fald en anledning til at skabe noget og føle noget sammen.

Kunsten spiller stadig en rolle. Den skal vi støtte for alt i verden. For hele verden.

Ganske kort om listen herunder: jeg har redigeret den over flere uger, og nu er jeg endelig landet på de 25. Det er selvfølgelig absurd, hvor meget man kan nå at lytte til i løbet af et år, og de 25 ville være i en anden rækkefølge, hvis jeg lavede øvelsen om en uge. Måske nogle ville blive skiftet ud. Men årslister er til for at inspirere.

Tak for i år. Må vi sammen gå noget smukkere i møde. Nu bliver det lysere.

25. Angel Olsen – My Woman

Angel Olsen er blevet friere i sin sangskrivning. Hun har muligvis høje forventninger til sig selv, men hun tillader også sig selv at skrive både tekster og melodier, der flyder mere naturligt over en hel plade – både i de langsomme og hastigere øjeblikke.

24. Cat’s Eyes – Treasure House

Spraglet og mærkværdigt sammenhængende. Cat’s Eyes spillede deres debutkoncert i Vatikanet, og selvom de dyrker det underspillede, er der en klar fascination af det dramatiske hele vejen gennem Treasure House. Der er et ekstra lag, idet de spiller på denne nedtoning. På denne vis bliver den engelske duo en fornem eksponent for en slags heroisk benægtelse.

23. Frank Ocean – Blonde

En gennemgående følelse på Blonde er, at Frank Ocean har hygget sig med at lave pladen. Den bliver aldrig for tung, og omvendt har den heller ingen ambitioner om dansegulvet. Det behøver den ikke, og det har ikke interesseret ham. Han har ikke travlt, som vi ved. Blonde er på alle måder bedre end forgængeren Channel Orange, og selvom den måske er lidt for lang, er den en helt igennem fornøjelig oplevelse.

22. Hieroglyphic Being – The Disco’s of Imhotep

Jamal Moss leger med ilden. Den produktive amerikaner er en nysgerrig sjæl, der ofte er lige dele fascinerende og frustrerende. På The Disco’s of Imhotep lader han titlen om at være frustrerende og inviterer på korte åbenbaringer, der samlet set udgør en halv times stimulerende underholdning.

21. Steve Hauschildt – Strands

Selvom 90’erne de seneste år har oplevet en overordentlig revival, er vi stadig langtfra trætte af 80’erne. Efter Stranger Things er der heller ingen tvivl om, at der kun vil komme flere og flere synthesizer-landskaber, der vil nyde middelstor opmærksomhed i det kommende år eller to. Make no mistake: Steve Hauschildt er hverken kitsch, nostalgisk eller opportunistisk. Han drømmer på tasterne og fungerer som forlygter i vores egne drømme.

20. Fear of Men – Fall Forever

Trioen fra Brighton tager igen eksistentialismen under kærlig behandling. De kølige observationer afspejler et gennemgående tema, hvor kroppen betragtes som noget adskilt fra sjælen. Debutalbummet Loom viste en besættelse af vand og var lyden af at kigge ind ad vinduet på en pejs, mens man selv står i sneen. Denne gang står man i regnen, og pejsen er gået ud. Men det stilner af.

19. Laura Canning – Simultaneous Flight Movement

Der har den seneste tid måske ikke været den store interesse i at beskæftige sig indgående med menneskets forhold til naturen. Det gør det kun ekstra interessant, at englænderne gennem forskellige udtryksformer til gengæld er begyndt at dyrke den i kunsten (læs eksempelvis denne glimrende Guardian-artikel). På samme måde er Laura Canning blæsten på marken. Med udgangspunkt i violinen skaber hun en uro, et billedskabende drama. En instrumental perle indspillet i Suffolk.

18. Cavern of Anti-Matter – Void Beats / Invocation Trex

Titlen skulle egentlig skrives med småt. Ligesom med alle deres sangtitler. Sådan er der så meget. Tim Gane fra Stereolab bor nu i Berlin, og her har han dannet Cavern of Anti-Matter, der med krautrockens puls lyder som en lang og hyggelig omgang jam (med lille j). På en time og 12 minutter når trioen vidt omkring, og kedeligt bliver det aldrig. Det er derimod monotoni, som fyrer op under de rigtige kedler.

17. The KVB – Of Desire

The KVB bliver kaldt en audiovisuel duo. Jeg kender endnu kun audio-delen. Men det er selvfølgelig ikke sandt: al lyd er visuel. Briterne kender deres historie, og den er mørk. Det er post-punk, det er kraut, det er Cabaret Voltaire. En bekendt har kaldt det ”Sheffield via Bristol”, og jeg formoder, at der menes sensibiliteten fra Bristol og den romantiske industrialisering fra Sheffield med deres banebrydende New Pop i starten af 80’erne.

16. Kedr Livanskiy – January Sun

Den russiskfødte Kedr Livanskiys debut lyser varmt i kulden. Den lever op til sit navn. Den fortæller dig, at det nok skal gå, men den skjuler ikke sandheden: det er koldt, og det er brutalt nogle steder. Vi bliver af og til nødt til at se tilbage for at kunne se fremad.

15. dvsn – Sept 5th

Der er blandingssmør, og der er smør. Fra 2016 får du ikke bedre smør end dvsn. Det er en stil, jeg egentlig ikke har lyttet meget til de seneste år, men sangskrivningen på Sept 5th er så forførende (undskyld), at man med glæde lader sig rive med ultrarørende sange som Do It Well, hvor vi er på grænsen af noget smagløst og suverænt: ”Feeling fucked up / still love fucking”. Og sikken produktion!

14. Blood Orange – Freetown Sound

Imens Morrissey er ved at miste forstanden, er der lykkeligvis mange andre, der formår at formidle weltschmerz med dirrende harme og blødende hjerte. Devonté Hynes har i flere år været blandt de mest efterspurgte producere, og det er med god grund. Med Freetown Sound har han også leveret sit første virkeligt vellykkede album, og det er en fryd at høre ham indfri det enorme potentiale.

13. Postiljonen – Reverie

Svensk-norske Postiljonen brød igennem med Skyer i 2013, og med Reverie har de ikke ændret det store. Det behøver man som bekendt heller ikke, og det har den heldige konsekvens, at vi igen får serveret en bunke popsange af tårnhøjt niveau uden frygt for pastiche.

12. Bon Iver – 22, A Million

Som på Frank Oceans seneste starter også 22, A Million med en pibende stemme, før den mere genkendelige af slagsen indtræder. I begge tilfælde skaber man tryghed og varsler samtidig nyt. Det er enkelt og smart, men der er også meget på spil: Bon Iver har fået en overraskende massiv fanbase, og det er et lille mirakel, at så mange har taget pladen til sig, når den er så radikalt anderledes i sin produktion. Der er utallige finurligheder på pladen, hvoraf samplet af Stevie Nicks er min favorit. Man bliver skiftevis rørt og rystet, og på 8 (circle) er det næsten umuligt at holde kinderne tørre.

11. Kaytranada – 99.9%

Det er en udpræget sommerplade, og det er en særdeles fremragende én af slagsen, Kaytranada har begået. Canadieren har besøg af et hav af fornemme gæster, herunder AlunaGeorge, Anderson .Paak og den genfødte Craig David, der alle passer som fod i hose. Hvor en ferm hiphop-producer som Clams Casino skuffede fælt med sin fuldlængde i år, har Kaytranada vist en ny vej, der peger frem mod mange spændende samarbejder og muligheder for hiphop og dennes alliance med elektronisk musik i de kommende år.

10. Jenny Hval – Blood Bitch

Jenny Hval er spændende af mange grunde. Hun rykker grænserne for pop, og hun trækker nye publikummer mod avantgarden. Hun skriver, fortæller, performer, bevæger. Menstruationsblod og vampyrer har fyldt i dækningen, og dækningen har været massiv. Det er intet tilfælde, at der er så mange spændende interviews med den norske heltinde: Få andre af samtidens eksperimenterende stemmer i musikken har så meget på hjerte.

9. Nick Cave and the Bad Seeds – Skeleton Tree

Årets tungeste album. Mange steder havde det været placeret endnu mere prominent, hvis det ikke havde været så hårdt at lytte til. Formentlig også her. Man behøver ikke rose nogen eller noget for at være personlig(t) – det fylder i virkeligheden for meget i denne verden – men når man kan gengive noget så inderligt, som det er tilfældet med Skeleton Tree, må man bøje sig i støvet for denne mester. Hans band har stor ære af pladen, hvor også danske Else Torp gør det fortrinligt på Distant Sky.

8. The Radio Dept. – Running out of Love

The Radio Dept. er måske skåret ned til to hovedpersoner, men det er stadig The Radio Dept. Det betyder som bekendt ét af verdens bedste bands, og selvom der ikke er tale om de svimlende højder fra Clinging to a Scheme, er de stadig et bud på en vitalitet og en æstetik, som verden har brug for. Med inspiration i bl.a. eksjugoslaviske modstandsgrupper viser vennerne fra Lund vejen. Med undtagelse af en enkelt sang er Running out of Love et gennemført manifest.

7. Roly Porter – Third Law

Verden er gået under. Eller også er det tæt på. Sådan lyder Third Law. Sammen med kunstnere som Prurient og Ital Tek er Roly Porter eksponent for den elektroniske musiks enorme potentiale i formidlingen af den forvirring, vi alle kan føle i dømmekraften, når smerten og mismodet sniger sig ind på os. Koncerten på Jazzhouse var i øvrigt én af de bedste, jeg har set i år. Man måtte som tilskuer lukke øjnene for ikke at lade sig blænde – på bogstaveligste vis. Roly Porter tvinger os til at anerkende skyggesiderne, og vi kommer stærkere ud på den anden side.

6. Solange – A Seat at the Table

Trods et par enestående singler få år tilbage var det svært at forestille sig, at Solange ville have en hel plade i sig af lige så høj kvalitet. Det er dog en sand fornøjelse at blive modbevist! Solange har begået en plade med stor selvforståelse, en klog plade, en vigtig plade. A Seat at the Table er mere end en god samling sange; det er et bevis på, hvad popmusikken (også) er i stand til.

5. Vanishing Twin – Choose Your Own Adventure

Det ligger måske i titlen. Den engelske næsten-supergruppe er en venlig labyrint. Den efterlader dig aldrig i mørket, men lyset er snarere betryggende måneskin end bagende sol. Det er et lille mirakel, at de har været i stand til at nå så vidt omkring og samtidig har formået at skabe noget, der føles sammenhængende. Som min kære fader ville sige: det er raffi (altså raffineret).

4. The Avalanches – Wildflower

Vi var mange, der var begyndt at give op. The Avalanches havde lovet nyt materiale i så mange år. Og så… en single. En sang. Men førstesinglen var ikke spændende. Ikke engang solid. Så meget desto større var overraskelsen, da Wildflower endelig ramte os med en usædvanlig skønhed. The Avalanches har samplet sig til endnu en triumf og fortæller historier af brudstykker, som kun få er i stand til det.

3. A Tribe Called Quest – We Got It From Here… Thank You 4 Your Service

De færreste havde forventet så slagkraftigt et comeback. Det hele lyder på én gang tungt og let med masser af humor og velvalgte gæster (måske lidt for mange). Hvis dette er ment som et punktum, har vi fået et udråbstegn, og timingen kunne næppe være bedre i kølvandet på det endnu surrealistiske efterspil, som 2016 efterlader sig.

2. Håkan Hellström – Du gamla du fria

Man har efterhånden vænnet sig til, at alt, hvad den svenske guldklump udgiver, er veloplagt. Men det er imponerende, at det kan fortsætte med at være så fremragende og så inspireret. Som titlen antyder, er der stadig en stor fascination af gamle viser, der blandes med egen historie (nationalsangen høres i introsangen, hvor også moderens single San Francisco bliver blandes ind). Håkan er og bliver Skandinaviens største. Før som nu.

1. David Bowie –

Han viste verden, hvad det vil sige at være popstjerne. Der er basis for diskussion, men det er vanskeligt at forestille sig nogen anden, der har haft lige så stor indflydelse på god musik. Den morbide vittighed fra 2016 lyder, at alt blev værre efter hans død i starten af året. At han holdt sammen på universet. Ikke blot en stjerne, snarere en galakse. Blackstar (som det også skrives) nåede at være et fabelagtigt album før hans død, og det står nu tilbage som et værdigt punktum på en glorværdig karriere. Hans stærkeste album siden 1980 og en oplevelse af de helt store. Et lys i mørket.

Ovenstående listes geografiske inddeling til de nysgerrige:

8 plader fra England
8 plader fra USA
3 plader fra Sverige
2 plader fra Australien
2 plader fra Canada
1 plade fra Norge
1 plade fra Rusland