Chuck Johnson og en overskrift om balsam

Chuck Johnson. Når man smager på navnet, tænker man måske ikke umiddelbart på noget blødt eller følsomt. Og dog er der noget langturschauffør med våde øjne over det. Landeveje med udsigt til store skove, som man aldrig eller kun sjældent kommer ind i. Store marker med smukke får og køer, som langsomt spadserer forbi, uden man kan høre klokkerne.

Chuck Johnsons plade Balsams er meget følsom.

Jeg skriver dette indlæg med én hånd. Den anden er i slynge. Det er lidt – men kun lidt – en kamp mod uret, da jeg skal være i lufthavnen om en times tid. Dublin venter. Det gør mine brødre også, hvis ikke jeg skynder mig.

Tilbage på sporet, tilbage til Chuck, tilbage til landevejen. Balsams er i familie med Brian Eno og dennes brug af steel guitar på eksempelvis Apollo i starten af 80'erne. På denne, hans fjerde og næstnyeste (han er ret produktiv), plade er fokus på refleksionen og noget nærmest spirituelt.

Det er ambient country, som jeg ikke umiddelbart har hørt det før, med undtagelse af visse ligheder med Eno (men det gælder nærmest for de fleste gode udgivelser siden slutningen af 70'erne!).

Hans plader er alle relativt forskellige. På Balsams rammer han plet. Det er intet mindre end en forrygende oplevelse.

Lyt på Bandcamp



/Martin