Jeg ville aldrig kunne skrive Massachusetts uden at dobbelttjekke stavemåden. Sådan er der så meget, og sådan er der så lidt. Her kommer Bobbie fra, og Bobbie laver afdæmpet drømmepop.
6. marts debuterer de på gode Orindal Records med albummet Lessons.
Inspirationen hentes hos Enya, Brian Eno og Cocteau Twins, som alle må siges at være eksponenter for forskellig slags drømmemusik. På singlen 'I Could Call You' hører man også Youth Lagoon og A.A. Bondy, noget fjernt og dog intimt. Beach House er bestemt også i lydbilledet. Bobbie benytter sig i øvrigt af omnichord, skægt instrument.
Chuck Johnson. Når man smager på navnet, tænker man måske ikke umiddelbart på noget blødt eller følsomt. Og dog er der noget langturschauffør med våde øjne over det. Landeveje med udsigt til store skove, som man aldrig eller kun sjældent kommer ind i. Store marker med smukke får og køer, som langsomt spadserer forbi, uden man kan høre klokkerne.
Chuck Johnsons plade Balsams er meget følsom.
Jeg skriver dette indlæg med én hånd. Den anden er i slynge. Det er lidt – men kun lidt – en kamp mod uret, da jeg skal være i lufthavnen om en times tid. Dublin venter. Det gør mine brødre også, hvis ikke jeg skynder mig.
Tilbage på sporet, tilbage til Chuck, tilbage til landevejen. Balsams er i familie med Brian Eno og dennes brug af steel guitar på eksempelvis Apollo i starten af 80'erne. På denne, hans fjerde og næstnyeste (han er ret produktiv), plade er fokus på refleksionen og noget nærmest spirituelt.
Det er ambient country, som jeg ikke umiddelbart har hørt det før, med undtagelse af visse ligheder med Eno (men det gælder nærmest for de fleste gode udgivelser siden slutningen af 70'erne!).
Hans plader er alle relativt forskellige. På Balsams rammer han plet. Det er intet mindre end en forrygende oplevelse.
Her er lidt til nattetimerne i hverdagen og de mere stenede dagstimer. En indtil videre forholdsvis ubeskrevet kunstner, der enten kan blive fanget i mængden eller netop profilere af den opmærksomhed, der har været på denne type elektronisk musik gennem de seneste mange måneder.
Amerikanske Brothertiger, med det borgerlige navn John Jagos, kan til tider lyde lidt hen ad Toro Y Moi. En slags næsten doven glo-fi (hader man allerede ordet?). Eller chillwave, dreamwave. Whatever. Heldigvis varierer lydbilledet, og det kan ingenlunde begrænses til disse genrebetegnelser. Smid lidt Panda Bear i sammen med Brian Eno og M83, og der er måske mere at gå efter. Pressebillederne ligger dog farligt tæt på AC og Panda Bear. Måske John skulle passe lidt på.
Uanset hvad er musikken interessant, og Brothertiger er værd at holde et vågent øje med. Sommeren er måske ujævn, men den er her, og det er med at få det bedste ud af den. Brothertiger hjælper. Slå dig løs.
