Pale Waves

Den kyniske udlægning er, at de engelske musikmedier har haft brug for et følsomt og politisk korrekt guitarband i lang tid. Den romantiske udlægning er, at et hårdtarbejdende band med gode melodier udgiver den ene hitsingle efter den anden.

I virkeligheden er det – som altid – nok et sted imellem. Og det er fint nok. Balance er alt.

Pale Waves er en kvartet fra Manchester med sangerinde og guitarist Heather Baron-Gracie i front. Med masser af tålmod har de ganske klogt ikke udgivet for meget, før de var klar til det. Det er blevet til fire singler, en EP er lige på trapperne, og en fuldlængde er også blevet lovet i 2018.

De er blandt "the class of 2018" hos DIY, blandt "sound of 2018" hos BBC, har været på forsiden af NME, spillet Reading og Leeds og meget mere. Trods den megen hype har jeg haft svært ved at connecte med dem, indtil jeg så dem i Groningen til Eurosonic i forgårs. Her klikkede noget på plads, og sangene fremstod endog stærkere end i de indspillede versioner.

Den måske bedste skribent på DIY, Will Richards, har ganske præcist kaldt dem for glossy pop with a goth heart. Med en sådan beskrivelse er det vanskeligt ikke at tænke på The Cure, og selvom de ikke som sådan lyder som ikonerne fra Crawley, er udgangspunktet – hjertet – gjort af det samme. De minder mig imidlertid mere om en blanding af The Pains of Being Pure at Heart og Fickle Friends, selvom de er væsentligt bedre live end de to.

Fun fact: Én af grundlæggerne af deres pladeselskab, Dirty Hit Records, er den tidligere fodboldspiller Ugo Ehiogu.





/Martin