Patrick Ellis og eventyrlige vignetter

Patrick Ellis er glad for library music. Han er meget interesseret i sampling og elsker selvfølgelig The Avalanches. Og så er han et gennemført behageligt menneske.

Tilbage i 2011 mødte jeg amerikaneren Patrick i Berlin. Han programmerede for SoundCloud, og jeg studerede. Vi havde begge to masser af tid til at hænge ud, se film og introducere hinanden for ny og gammel musik. Venskabet fungerer nu primært online, da han for en del år siden flyttede til New York.

Han har et hav af mixtapes bag sig. En kombination af instrumental hiphop, som han kalder det, og eventyrlig kammerpop. Han laver nærmest vignetter, og mange af disse er samlet af det japanske label Flau. I denne uge udgav selvsamme label så Ellis' debutalbum, og det er lige så herligt og sympatisk, som han er.

Denne gang har han samplet minimalt, muligvis grundet manglende clearede rettigheder, muligvis for at prøve noget nyt. I stedet har han været rundt og lavet field recordings, lært sig nogle instrumenter, bygget en synthesizer af en Commodore 64 og så videre. Altså den slags, som nogle mennesker har været i stand til under en pandemi, mens vi andre bare har gået flere ture og set mere fjernsyn. Nogle samples er der dog blevet plads til.

The Deserter er en flot og til tider livsbekræftende oplevelse.

/Martin

Saint Etienne sampler Natalie Imbruglia

En bekendt ytrer af og til, at han hader nostalgi. Det er et friskt take. Jeg kan lide det. Selvom jeg selvfølgelig heller ikke kan sige mig fri for at blive det til tider. Nostalgisk, altså. Der er dog forskel på at blive noget og at opsøge det, og for denne bekendte er det den voldsomme dyrkelse af nostalgi, der menes.

Ligesom jeg er han svært glad for Saint Etienne. Når man sampler så flot og flittigt, med så stor historisk viden og bevidsthed, som Saint Etienne gør det, kan man sikkert også få skudt i skoene, at man er nostalgiker. Men det er selvfølgelig en negativ læsning af sampling, og er der noget, der ikke passer på Saint Etienne, er det alt, der måtte være negativt. De har haft deres upbeat periode, bestemt, men det er ikke, fordi de ellers tillader sig at være lalleglade. Nej, de formår i al deres suverænitet at pege på detaljer, der gør livet lidt mindre gråt. Selv når det bliver melankolsk.

10. september vender de tilbage med albummet I've Been Trying to Tell You, der er bygget op om samples fra perioden 1997-2001. Første single, Pond House, sampler Natalie Imbruglias Beauty on the Fire, og melankolsk bliver det så absolut. Det fungerer, mildest talt.

/Martin