Årslister er åndssvage. Men de er sjove. De fleste medier ender med nogle underlige konsensuslister, der viser, at de har fulgt med, men de mangler som oftest personlighed. Selvfølgelig kan det være interessant at se,
om der er en kunstner, som går igen rundt omkring, men hvor meget får vi egentlig ud af at konstatere, at en kunstner har været populær et givent år?
Nej, sådanne lister skal primært inspirere. Så har de en funktion. Hvis man kan finde noget, man ender med at holde af og måske bliver udfordret af, så har de en mening. De kedelige algoritmer gør, hvad de kan for at holde os fast i de samme forbrugsmønstre, så vi har brug for måder, hvorpå vi kan bryde ud.
Men et udtryk for nogen sandhed, det er sådanne lister sgu ikke. De skal ikke tages alvorligt, de skal underholde og inspirere, ikke andet (og selvfølgelig generere klik, hvis man har et medie, der også skal tjene penge).
Hvad kan vi sige om 2021 som musikår? Det har været helt udmærket i den forstand, at der som altid har været gode singler, EP'er og LP'er med såvel nye som etablerede kunstnere i alle mulige genrer fra alle mulige lande.
Alligevel har det føltes lidt undervældende inden for visse genrer, herunder techno og særligt hiphop, hvor trap og drill efterhånden har sejret sig selv ihjel. London og Chicago har igen i år budt på spændende jazz, selvom der har manglet nogle højdespringere.
Der har, trods alt, været meget godt, og jeg er heldigvis stadig interesseret i at høre nye ting. Det betyder ikke, at det nye er godt, fordi det er nyt (for mig), men det har en værdi i den forstand, at jeg måske kan udfordre mig selv. Uanset om jeg så bliver skuffet eller begejstret.
Tak for i år. Her er 25 plader, som jeg har været glad for i 2021.
25. Karima Walker – Waking the Dreaming Body
Det er ikke alle, der kan blande ambient og drone med klassisk sangskrivning. Selvom hun løber lidt tør for idéer mod slutningen, er det en flot plade om stadiet mellem søvn og vågen tilstand.
24. Aeon Station – Observatory
Kevin Whelan fra The Wrens solodebuterer med 10 sange, der er skrevet over en periode på 14 år. En stor del af sangene var tænkt som Wrens-sange og ligger på en måde naturligt i forlængelse af bandets storroste The Meadowlands fra 2003. Der er stadig resignation at spore, men han er kommet videre i livet og er heldigvis stadig en meget kompetent sangskriver.
23. Kedr Livanskiy – Liminal Soul
Russerens tredje album byder på veloplagt, drømmende techno-pop.
22. The War on Drugs – I Don't Live Here Anymore
Bandet er gået full on stadionrock, og det klæder dem, da de var begyndt at køre i tomgang. Titelsangen er deres hidtil bedste.
21. Green-House – Music for Living Spaces
Olive Ardizoni laver ambient, der beroliger sjælen. Hendes første fuldlængde følger flot op på den endnu skønnere EP Six Songs for Invisible Gardens.
20. Scotch Rolex – Tewari
Den japanske producer Shigeru Ishihara (også kendt som Scotch Egg) har haft et residency hos Nyege Nyege-kollektivet i Uganda, og det er der kommet en ret vild omgang elektronisk smadder ud af. Der er også blevet plads til lidt metal (med growl af kenyanske Lord Spikeheart fra metalduoen Duma). Don Zilla og MC Yallah fra Nyege Nyege er også med.
19. Jon Hopkins – Music for Psychedelic Therapy
En rejse til Ecuador og særligt ind i ecuadorianske huler har inspireret den engelske producers flotte omgang beatløse terapi.
18. Cold Beat – War Garden
Synthpop og post-punk med flotte melodier. De er fra Californien, men lyder mere kontinentaleuropæiske.
17. Nahawa Doumbia – Kanawa
63-årig malisk legende. Hun synger vidunderligt. Hendes band spiller bl.a. på de traditionelt maliske strengeinstrumenter ngoni og kamalé ngoni.
16. Mogwai – As the Love Continues
Apropos legender: Hvordan bliver skotterne ved med at spytte så gode (primært) instrumentale værker ud?
15. Chuck Johnson – The Cinder Grove
Pedal steel guitar og synth! Albummet er en opfølger til det langsomme og flotte album Balsams fra 2017. Musik, som du kan stirre ud i luften til.
14. Dry Cleaning – New Long Leg
Der har været flere hæderlige London-bands de seneste år, der taler hen over en post-punket baggrund, og Dry Cleaning er muligvis de mest interessante. Det kræver, at man har stemmen, timingen og intonationen, og Florence Shaw har det hele. Ekstra point for at have en sang, der hedder John Wick.
13. Nation of Language – A Way Forward
Brooklyn-trio, der stjal loyalt fra starten af 80'erne på deres mere poppede debutalbum og denne gang stjæler lidt mere fra 70'ernes kraut. Det er stadig synthpop, og de lytter stadig til OMD og New Order, men der er mere Kraftwerk denne gang.
12. Arooj Aftab – Vulture Prince
Pakistansk newyorker med drømmelandskaber, harpe og en smuk stemme. Selvom sangen Last Night er decideret elendig, indeholder albummet også sangen Mohabbat, som er blandt de allerflotteste, jeg har hørt i år.
11. Vanishing Twin – Ookii Gekkou
På det skønne debutalbum Choose Your Own Adventure fra 2016 var London-gruppen tæt beslægtet med sfærisk-romantiske grupper som Broadcast og Stereolab (bandmedlem Phil M.F.U. var også medlem af Broadcast), selvom de nåede vidt omkring rent sonisk. De er blevet en anelse mere avantgarde siden da og inkorporerer nu bl.a. afrofunk. Det er stadig spændende, hvis man er fan af Broadcast eller småjazzet kraut. Trommeslager Valentina Magaletti er en oplevelse i sig selv. Titlen er i øvrigt japansk for "stort månelys".
10. Field Works – Cedars
Ambient americana med mellemøstlig indflydelse. Og et helt album om cedertræ. Producer Stuart Hyatt er hovedarkitekten, men det er et projekt med mange medvirkende. Første halvdel fortælles og synges på arabisk, og aldrig har jeg haft så meget lyst til at forstå det som i sangen Ḥalaqah Azaliyyah. Anden halvdel fortælles og synges på engelsk. Kan til tider minde om William Tyler (som også medvirker), andre gange som gammel KLF-ambient.
9. Saint Etienne – I've Been Trying to Tell You
Den (musik)historisk bevidste trio holder stadig et højt niveau. Deres nye album er primært baseret på samples, og den tilgang har de ikke brugt siden So Tough fra 1993. Denne gang er deres samples udelukkende fra perioden 1997-2001 og af bl.a. Honeyz, Lightning Seeds og Natalie Imbruglia. Det er melankolsk og kun lidt vemodigt.
8. Hollie Kenniff – The Quiet Drift
Himmelstræbende ambient. Filmmusik til en flot hverdag med alt, hvad den indebærer af små skuffelser og diskrete opture.
7. The Weather Station – Ignorance
Tamara Lindeman har efterhånden lavet en del dejlige plader, og nu hvor Weather Station mere er blevet et band end et soloprojekt, er lyden også blevet større. Den milde stemme, de flotte arrangementer og ret tydelig inspiration fra Talk Talk er en herlig kombination.
6. Arushi Jain – Under the Lilac Sky
Den indisk-amerikanske komponist og sanger blander modular synth med klassisk musik fra Indien.
5. Japanese Breakfast – Jubilee
Mit yndlingsalbum i den poppede ende af skalaen fra 2021. Højt bundniveau og med en alvorlig højdespringer i singlen Be Sweet.
4. Rắn Cạp Đuôi Collective – Ngủ Ngày Ngay Ngày Tận Thế
Eksperimenterende vietnamesisk kollektiv med en decideret overrumplende plade, der rager til sig fra elektronisk musik, jazz, hiphop og popkultur og blender det sammen til en følelse af at spadsere gennem en fremmed by og opfange samtaler hist og her. Det er aldrig mørkt, men der er mørke at spore hos menneskene, som der altid er. Mest af alt er der dog håb, både for musikken og menneskene.
3. Mabe Fratti – Será Que Ahora Podremos Entendernos
Komponist og cellist fra Guatemala med base i Mexico. Avantgarde og ambient. Hun leverer en slags hverdagsmagi, ikke ulig følelsen af at se en Sorrentino-film (Den store skønhed, Youth, Hand of God).
2. Little Simz – Sometimes I Might Be Introvert
Et karrierehøjdepunkt for den britiske rapper. Det er jazzet og tilbagelænet, humoristisk, flyvende. Der er meget på spil, og det leveres knivskarpt.
1. Cassandra Jenkins – An Overview on Phenomenal Nature
Som at se solskin ramme støv gennem vinduet. En hyldest til naturen og troen på sine medmennesker. Sophisti-pop og drømme-folk af en sympatisk sangskriver. Mesterligt produceret af Josh Kaufman (Bonny Light Horseman mm.). Cassandra Jenkins synger meget diskret, helt tæt på mikrofonen. Albummet er sorgbearbejdende og umådeligt smukt, og spoken word-værket Hard Drive er mit yndlingsøjeblik fra musikåret 2021.
/Martin
De der ikke måtte befinde sig på Roskilde Festivalen, kan passende benytte tiden til at indtage alkohol andetsteds til tonerne af den svenske Göteborgduo Air France. Med sidste års udgivelse af EP'en No Way Down havnede Air France pludseligt i den store hypemaskine anført af blandt andre Pitchfork. Musikken befinder sig et sted imellem lyden af de australske samplekonger Avalanches og den legendariske britiske popgruppe Saint Etienne, men Air France lyder først og fremmest som Air France. Göteborgduoens lyd fremkalder melankolske stemninger i retning af sydeuropæiske sommeraftener og er således et opvalgt valg blandt de, der hverken måtte have penge til Roskilde Festivalen eller ferie. Air France har netop frigivet en ny sang, Göteborghymnen GTB Belongs To Us, hvor Air France mere end nogensinde lyder som idolerne fra Saint Etienne. Nummeret er endnu en sang til sommeren, melankolien og den alkoholiske cocktail, der måtte frembringe begge stemninger. Tak til Göteborg.