Selvfølgelig er der noget i vandet i Göteborg. En af verdens bedste musikbyer huser også producer Julius Pierstorff, der under navnet Jjulius er på vej med sit tredje album.
Han har allerede lavet fine sange, og at dømme ud fra singlen 'Brinna ut' er det blevet mere nænsomt, flottere, bedre. Han har været mere ambitiøs denne gang, siger han. Han er stolt, siger han også. Jeg forstår ham, påstår jeg.
'Brinna ut' er varm, violinen omsluttende, beatet suverænt i al sin enkelthed, angiveligt baseret på et discobeat af Patrick Cowley og kompetent spillet af Tor Sjödén fra Viagra Boys. Også Oscar Carls fra Viagra Boys er med på saxofon.
I hjertet af det hele er J(j)ulius' partner Loopsel, der låner sin lille-store stemme til sangen. De to bor sammen og driver det lille pladeselskab Mammas Mysteriska Jukebox sammen. Hyggeligt.
Albummet Vol. 3 udkommer 7. marts 2025.
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar