Jjulius, Göteborg, nænsom disco

Selvfølgelig er der noget i vandet i Göteborg. En af verdens bedste musikbyer huser også producer Julius Pierstorff, der under navnet Jjulius er på vej med sit tredje album.

Han har allerede lavet fine sange, og at dømme ud fra singlen 'Brinna ut' er det blevet mere nænsomt, flottere, bedre. Han har været mere ambitiøs denne gang, siger han. Han er stolt, siger han også. Jeg forstår ham, påstår jeg.

'Brinna ut' er varm, violinen omsluttende, beatet suverænt i al sin enkelthed, angiveligt baseret på et discobeat af Patrick Cowley og kompetent spillet af Tor Sjödén fra Viagra Boys. Også Oscar Carls fra Viagra Boys er med på saxofon.

I hjertet af det hele er J(j)ulius' partner Loopsel, der låner sin lille-store stemme til sangen. De to bor sammen og driver det lille pladeselskab Mammas Mysteriska Jukebox sammen. Hyggeligt.

Albummet Vol. 3 udkommer 7. marts 2025.

/Martin

The Embassy er stadig på toppen – og bunden

Hvordan skal jeg beskrive min kærlighed til The Embassy? Göteborg-duoen er ikke den største, men velsagtens den vigtigste og mest indflydelsesrige svenske gruppe siden årtusindskiftet. Jeg har skrevet om dem mange gange før. Både her, i nogle zines, måske flere steder, talt om og spillet dem i radioen. Hvorfor skrive igen? Hvorfor gøre noget som helst flere gange? Man søger vel en slags retfærdighed eller viden eller ønsker at videregive ... kærlighed.

De største Göteborg-hits de seneste 20 år kommer fra Håkan Hellström, men mange af de bedste svenskere står på skuldrene af The Embassy. De to pladeselskaber Sincerely Yours (jj, CEO, Honeydrips) og Information (Studio, D. Lissvik, Fontän) er begge opkaldt efter dem. The Tough Alliance, Jens Lekman og Air France er alle på forskellige måder formet af The Embassy.

Fredrik Lindson og Torbjörn Håkansson er tydeligt inspireret af Pet Shop Boys og New Order, men også af enkeltheden i Marine Girls fra starten af 80'erne. Det er suveræn popmusik med forståelse for house og disco. Ja, de har selv kaldt det underklassedisco. De er glade for at sample, ofte lydbidder, der kan tolkes antikapitalistisk. De er efter eget udsagn antikarriere og antirock, og derfor spiller de gerne korte koncerter, så man ikke når at kede sig. De har endda spillet playback på papinstrumenter. Det får mig til at tænke på en The Knife-koncert, der virkelig pissede folk af på NorthSide, da alle på scenen mod slutningen af koncerten stillede sig og så ud på publikum, mens musikken demonstrativt kørte videre af sig selv. Det var en fornøjelse at se, fordi folk har vænnet sig til, at deres popkultur skal serveres på en bestemt måde. Næsten alle koncerter følger samme form, og så kan de være gode eller dårlige, men det er trist, hvis vi ender med at stille os tilfredse med selve formen og bliver dovne forbrugere. Oplevelsen med The Knife får mig til at tænke på noget, The Embassy har udtalt: Der er ikke langt mellem frustration og eufori.

The Embassy formår at være upbeat, selvom alt kan lyde til at gå ad helvedes til. Det er hverken tårevædet eller ironisk. De tilbyder en tredje vej på samme måde, som New Order altid har gjort det. Det er menneskeligt, og i al vores menneskelige tragedie skal man ane, at også hverdagen kan være sjov. De kan lyde hedonistiske, men de overskrider aldrig grænsen. Romantisk er det også. Som på deres måske bedste sang 'It Pays to Belong': ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.”

The Embassy udgiver nu deres femte album, og de kommer aldrig til at få flere lyttere, end de kortvarigt havde i 00'erne. Det betyder intet for dem, så længe de engang imellem kan udgive noget, de kan stå inde for. Forud for albummet har de i foråret udgivet singlen 'Renegades' og et halvt år senere den helt igennem fantastiske single 'Amnesia'. Hvem kan slippe af sted med at sample får på den måde i en popsang? Er det en reference til The KLF? Og hvordan laver man en popsang på den måde uden vers og omkvæd? Det kan være svært at forstå The Embassy, men det er nemt at elske dem. Overlegen popmusik fra Göteborg, der stadig er Nordens bedste musikby.

Lyt til E-Numbers (Spotify, intet Bandcamp-link denne gang)

/Martin

Sambassadeur har overlevet

Sambassadeur hører måske en anden tid til. 2010 f.eks. med udgivelsen af deres fantastiske (og fantastisk betitlede) European. Eller slutningen af 80'erne og starten af 90'erne. Deres følsomme og meget ligetil popsange er svøbt i Sarah Records og ikke mindst bandet Brighter.

De har været helt væk i syv år, og nu er Göteborg-bandet tilbage. De har stort set ingen følgere på sociale medier. Pladen er udgivet på "European" – så formentlig selvudgivet. Men de er lige så charmerende, som de altid har været. Og stadig mere behagelige end de fleste.

Som deres GBG-brødre The Embassy lader de til at have det fint med bare at være. At lave musik til nogle få, der virkelig værdsætter dem. De er antikarriere og pop på én gang. En gylden kombination.

Den nye plade hedder Survival, og den venter på dig.



/Martin

Westkust og den tabte ungdom i GBG

De kunne næsten kun komme fra Göteborg.

I traditionel forstand vil de fleste nok se på shoegaze og pop som ganske forskellige størrelser. Ja, umiddelbare modsætninger. Som navnet antyder, er førstnævnte præget af en introvert tilgang, medens sidstnævnte snarere forbindes med tilgængelighed. Noget nærmest ekstrovert.

Men de kunne jo næsten kun komme fra Göteborg.

De trækker en lige linje tilbage til den ungdommelige gejst fra Broder Daniel.

De kom jo også fra Göteborg.

De hedder Westkust. En kvintet, der deler et par medlemmer med Makthaverskan. Og hvorfor er de spændende? Bl.a. fordi de ophæver ovennævnte dikotomi.

Sådan gør man i Göteborg.

Mange af os har en særlig fascination af slacker-kulturen. Eller snarere en romantisering. En følelse af at nogle udvalgte få har et uudtømmeligt potentiale og store indsigter men ikke bruger deres kapaciteter og i stedet dykker ned i et hav af mystik og dedikation til obskure plader og bøger.

Westkust er på vej med deres første fuldlængde, og singlen Swirl gør det svært at vente. Meget svært.

"The sun is down when I get up / I just woke up feeling confused" efterfølges af "I want to find something new", hvorefter man enten kan stige af eller fatte øjeblikkelig sympati for antihelten.

Vi vender os med tiden delvist væk fra idealiseringen af den romantiske enspænder, men vi giver ikke slip. Tematiseringen af tabt ungdom får et ekstra lag af bevidsthed ved andet vers, hvori romantikeren proklamerer:

"And I don't want to be the kind who's always feeling sorry for myself"

Vi er altså tabt i tiden, og vi er ved at indse det. Men vi bliver i fortabelsen.

Swirl er fyldt med fuzz-effekter og benytter sig fornemt af dreng/pige-dynamikken med så charmerende en levering, at man endnu en gang stiller sig undrende over for den afstand, man senere har taget til den umiddelbarhed, der plejede at definere dig og mig.

22. april udkommer Last Forever på Luxury. Sådan deler man skønhed i Göteborg.



/Martin