Forleden stødte jeg på en EP fra 2017 med fire dejlige sange. Drømmepop med en del Cocteau Twins og Book of Love. Det viste sig, at det virkede bekendt, fordi den ene del er CC Dust, herunder sanger Mary Jane Dunphe. Den anden halvdel er Trans FX.
Sammen er de CCFX, og deres geografiske baggrund er Olympia, Washington. Her nærmer man sig næsten Twin Peaks, Washington i associationerne forbundet med navnet.
Man kan høre kvartettens udgangspunkt i punken, som er trukket i retning af resigneret synth-pop. De nævner selv den heroiske one-hit wonder Q Lazzarus. Det giver mening.
CCFX EP er en selvsikker debut. Måske de ikke følger op med mere, og det vil også være fint på sin egen måde.
Ottaviano er et flot efternavn. Det hedder Susan og Ted, der startede Book of Love i starten af 80'erne. De er ikke i familie, så det er noget nær et tilfælde, hvis man er til den slags.
Duoen blev til en trio, der blev til en kvartet med Jade Lee og Lauren Roselli som de sidste tilføjelser. De eksisterer som sådan stadigvæk, men de brænder også stærkt igennem som et potent minde.
Jeg blev først opmærksom på dem for få uger siden, da min broder sendte mig deres single Boy fra 1985 (året mellem hans og min fødsel).
Ovenstående blev skrevet for ca. halvanden uge siden. Jeg blev distraheret, var i mellemtiden i Krakow og er flyttet fra Nørrebro til Østerbro, hvorfra nedenstående er skrevet en fin efterårsaften.
Sangen tilhører den store gruppe af halvglemte hits fra midten af 80'erne. Den progressive pop fra første halvdel af 80'erne var på retræte, og stadionkoncerter begyndte at skabe urealistiske ambitioner og produktioner hos mange. Meget stod i stampe, og alligevel var det en slags storhedstid. Book of Love fik kilet sig ned i denne midte med singledebuten Boy, som Depeche Mode opdagede, hvorefter tingene tog fart. Kvartetten kom med på turné og tog i studiet for at indspille, hvad der skulle blive til debutalbummet Book of Love i 1986.
Susan Ottaviano synger konstaterende og ikke beklagende – måske let resigneret – på trods af den konstante negation og drømmen om at være en del af den lukkede klub. Teksten har i midten af 80'erne været relativt kontroversiel og i al sin enkelhed forud for sin tid:
I wanna be where the boys are But I'm not allowed I wait outside of the boy's bar (eller måske boys' bar) I wait for them to all come out
Og senere:
It's not my fault That I'm not a boy It's not my fault I don't have those toys
Det er lige så kønspolitisk, som det er en personlig fortælling. Det er lige så seksuelt, som det er uskyldigt. Visse tolkninger lyder på, at den kvindelige afsender er forelsket i en knægt, der er forelsket i de andre knægte. Andre tolkninger gør det til en ligestillingshymne. Ted Ottaviano har endda udtalt, at den specifikt tager udgangspunkt i 80'ernes eksklusive klub Boy Bar i East Village.
Sangen dyrker det cirkulære, og selv den korte singleudgaven lyder som et 12" extended mix. Et perfekt, kort mix med et himmelstræbende mørke, der lige så vel kunne høre hjemme i Den uendelige historie som på den ultimative bar i Bologna eller deslige.
