Ikke bare går det den rigtige vej for dansk musik, det er først nu, det er ved at tage fart. Jeg vil ikke påstå, at dansk musik ikke tidligere har vist styrker eller eksperimenter, men jeg er for første gang ved at være imponeret over, hvad dansk musik har at byde på. Fra sidste årti begyndte der at være lyspunkter, og nu begynder vi at høste potentialet. Uanset hvordan man vender og drejer det, er The Rumour Said Fire blandt bannerførerne for dansk musiks fremtid.
Og hvad menes der så med dette
uanset hvordan man vender og drejer det? Her tænkes der ikke blot på smag. En så pludselig popularitet hos et band vil per definition få visse mennesker til at vende sig imod, hvad så mange andre spidser ørerne mod. At denne popularitet
må skyldes et kunstnerisk kompromis eller skamløs PR-kampagne. Dette var ingenlunde tilfældet med The Rumour Said Fire og deres debut EP,
The Life and Death of a Male Body. Egentlig var det noget så simpelt som en gennemarbejdet og rigtig fin samling sange, der ramte noget, som vi havde manglet i lang tid herhjemme: Et homogent og rent udtryk. Noget varmt og alligevel fjernt foruroligende. Et isbjerg med ild i midten (her vil enkelte måske tænke på Thom Yorke og hans kommentarer om
Kid A og
Amnesiac i sin tid). Sagt på en anden måde: The Rumour Said Fire er allerede så etableret et navn, at der ikke er noget coolness i at sige, at man kan lide det. Det er vel egentlig også meget rart, da det så kan få lov at træde rent frem og bare være, hvad det er: En dejlig blanding af kvaliteterne fra folk og popmusik. Men så igen: Der er vist efterhånden så mange, der foragter hipsters, at de igen er ved at være cool igen, så hvem ved efterhånden, hvad folk vælger, når de skal finde en balance mellem det subjektive og objektive uden at falde igennem. Og hvem tager sig egentlig af noget så forfærdeligt? Det skal handle om den rene smag, og nu har jeg vist længe nok udsat, hvad jeg egentlig vil frem til: Det længe ventede debutalbum fra The Rumour Said Fire,
The Arrogant.
At følge op på en lovende EP kan være noget af en bedrift. At ende med et værk, der er endnu stærkere - dét er imponerende og lige præcis, hvad kvartetten har bedrevet. Nu brugte jeg ordet
homogent om EP'en, og dette passer faktisk mere præcist på fuldlængden. Mange anmeldere har i forbindelse med den nye plade lagt vægt på, at bandet gik i to retninger på EP'en, men at de endegyldigt er gået folk-musikkens vej på
The Arrogant. Det er sandt, at der skejes mindre ud på denne plade, og selvom sanger Jesper Lidang ikke umiddelbart lyder til at tage lige så mange chancer, viser han faktisk flere prøver på sin stemme på de nye sange. Man hører det i det små, og det er meget subtilt. Små variationer over den ellers sikre og kontrollerede vokal. Elegante fraseringer og en underspillet vibrato.
Nogle gange kan alting handle for meget om eksperimenter og chancer. At finde det nye. At opsøge nye territorier. I går gik jeg den modsatte retning og tog på Gemäldegalerie for at se på nogle af mestrene fra barokken, gotikken og renæssancen. Disse mesterværker har status af
bestillingsopgaver, men det lyder måske endnu mere interessant og relevant, hvis vi vender det om: Disse bestillingsopgaver er blevet
mesterværker. På trods af forventninger har de haft noget nyt at byde på, og de har både indhold og historie at formidle. Jeg vil ikke føre sammenligningen helt ud, men der er ligheder. Der er også klassiske dyder på spil på
The Arrogant, og disse bør man ikke se skævt til. De fire kender deres inspirationskilder, de kender musikhistorien, og vigtigst af alt kender de sig selv. Med bund i folk-musikken kan de skrue en popsang sammen på et så højt niveau, at det ikke er umuligt, at de engang kan levere et lille mesterværk. Her tænker jeg ikke kun på dansk standard.
The Arrogant er ikke perfekt, og det kan man heller ikke forvente. Men den er charmerende, medrivende, moden og velovervejet. Med disse ord giver det også mening - ud over de soniske ligheder - at nævne et band som The Decemberists, selvom tekstuniverset her er ganske anderledes. Simon and Garfunkel bliver flittigt nævnt i andre anmeldelser, og personligt vil jeg gerne holde fast i, at der i tilgangen til musikken er mange ligheder med Alec Ounsworths univers, om end produktion og produkt i hans tilfælde gerne lyder en anelse anderledes. Men lad os ikke fortabe os i namedropping. Lad os i stedet bare nyde musikken. Langt hen ad vejen er det hele ret simpelt, og der er ikke nogen grund til at komplicere tingene. Jeg takker for et rigtig fint album, som jeg kommer til at vende tilbage til ad flere omgange over efteråret. Det vokser på mig, og jeg ser frem til at lade
The Arrogant blive en større del af mig.
Distributøren A:larm er desværre ikke så gavmilde, at de giver MP3'er væk, så jeg må henvise til gruppens
MySpace, hvor førstesinglen
Sentimentally Falling kan høres. Denne er dog langtfra blandt pladens stærkeste sange, så måske der er andre muligheder for at høre og vurdere albummet andetsteds.
/Martin
Da Clap Your Hands Say Yeah bragede frem i 2005, redefinerede de en forfriskende DIY-ånd, der både manifesterede sig i lydbilledet og bekræftede såvel lyttere som branchen i, at der var gode grunde til at være optimistisk i forhold til vore nye muligheder frem for at begræde musikindustriens ynkelige og næsten regressive, selvskabte problemer. Verden udvikler sig, og hvis man ikke vil følge med, må man i det mindste afholde sig fra at brokke sig, hvis man ikke længere tjener styrtende.
