Heartbreak Satellite

"Minimalistisk på en maksimal måde." Sådan beskriver den norske trio Heartbreak Satellite de sange, de har skrevet på et lille værelse i København.

Et år senere kan de se tilbage på nogle indspilninger, der er ganske anderledes, end de havde forestillet sig. Det er forfriskende popmusik, der trækker lidt i retning af Let's Eat Grandma og i visse øjeblikke Architecture in Helsinki i deres mere hyperaktive melankoli.

Pluspoint ved at namedroppe David Attenborough og Blue Planet som inspiration.

Heartbreak Satellite spiller på by:Larm næste måned.

Lyt via Best Fit

Sent ude: Bat for Lashes

Det tog et stykke tid, men nu fik jeg endelig lyttet til hele den nye Bat For Lashes-plade Two Suns. Hendes tidligere materiale fandt jeg ganske fint, men det overraskede mig, da det gik op for mig, hvor meget hendes nye single Daniel rørte mig. Og albummet lever heldigvis op til singlen - flere sange overgår den endda.

Two Suns er svøbt ind i en skamløs 80'er-æstetik med klare referencer til Kate Bush. Vokalen har dog sit eget liv, og Natasha Khan lyder mest af alt som Natasha Khan. Det er mere i virkningen end i selve udsigelsen, at man finder klare fællestræk. Begge kunstnere formår at forholde sig distanceret og nærværende på én og samme tid.

Dette forhold understreges også ved, at Khan på Two Suns i dén grad udforsker dualismen og dens muligheder. Første fingerpeg er titlen. Derudover har hun også skabt en karakter ved navn Pearl, der optræder i flere af sangene. Albummet er produceret af Khan selv med hjælp fra den elektroniske musiker David Kosten. Blandt de medvirkende musikere er Yeasayer også at finde. I England udgives pladen af legendariske Parlophone, medens den amerikanske udgivelse varetages af Astralwerks, der også er et ganske fint (om end lidt ujævnt) label.

Læs også et interessant interview med Khan her, hvor hun bl.a. skamroser én af mine personlige helte, Sir David Attenborough.

Video: Bat For Lashes - Daniel (P4k.tv)

/Martin

Nyt fra The Mary Onettes

Al musik behøver ikke være original. Hvis man ikke leverer noget direkte originalt, hvilket de færreste musikere gør, gælder det om at have håndværket i orden. På dette punkt har svenskerne altid været os overlegne inden for popmusikken, og et ganske oplagt eksempel herpå er The Mary Onettes fra Jönköping. De svælger i den melankolske 80'er pop, som vi kender den fra blandt andre The Cure, The Smiths, Echo & the Bunnymen og mange, mange flere. Deres selvbetitlede debutalbum fra 2007 var ligesom den første EP ganske vellykket og indeholdt perler som Explosions, Pleasure Songs og i særdeleshed Lost. Nu er de så på vej med deres seneste udspil, EP'en Dare, som er deres første udgivelse i snart to år, hvorfra Labrador har sendt os denne herlige titelsang.

Dare er ifølge pressemeddelelsen skrevet i isolation og delvist indspillet i en kirke, men det står hurtigt klart, at det er deres mest upbeat sang til dato. Af referencer nævnes nogle særdeles smukke: The National på speed-diæt, Planet Earth DVD'er og The Go-Betweens singler. Jeg elsker alle tre, for tiden specielt Planet Earth (køb den eller se den hver søndag aften i afsnit på Animal Planet), og det er ligeledes svært for mig ikke at holde af Dare.
God weekend, dejlige mennesker.

MP3: The Mary Onettes - Dare

/Martin