På Æstetik & Kultur har vi dette forår i stor stil diskuteret "autenticitet" som begreb og effekt. I litteratur, film, musik, i kunsten generelt. Dette førte også en diskussion af forskellige musikere med sig, hvilket har affødt nedenstående skrift om autenticitet i forhold til Sigur Rós. Nærmere bestemt om
( ) og dens
#4, også kendt som
Njósnavélin.
Den blev mindre videnskabeligt, teoretisk baseret end først planlagt, men det var simpelthen sjovere at skrive den på denne måde. Ja, det var måske mere autentisk.
Har du, kære læser, ikke albummet eller sangen, kan
Njósnavélin gratis hentes i bunden af dette indlæg. Det vil naturligvis give bedst mening at læse teksten, hvis man har hørt værket.
--
Som anmelder lærer man hurtigt at omgås floskler. Enten ved at undgå dem eller ved at benytte sig af dem hvor det er muligt. Som oftest endda begge dele. Én af disse floskler er den om det sande, det ægte, det
autentiske. En solist eller gruppe kan fremhæves positivt grundet sin ægthed, sin autenticitet – eller sables ned for manglen på selvsamme.
Islandske Sigur Rós gik hurtigt fra at være nationalhelte til at være noget nær hvermandseje på den alternative musikscene efter albummet
Ágætis Byrjun fra 1999 (udgivet internationalt 2000). Godt hjulpet på vej af det faktum at sanger Jónsi Birgisson leverede sangene på islandsk, blev musikken karakteriseret som både mystisk, dragende og, ja, autentisk. Gruppen selv var islandsk, lavede sange på islandsk og blev rost for deres ”islandske” lyd. Den pludselige udbredelse af deres musik kom nok som et chok for de fleste, ikke mindst for dem selv, og pludselig stod gruppen i det dilemma, mange bands kender og frygter: Hvordan man dog følger op på en både kommerciel og anmelderrost udgivelse.
Sigur Rós’ svar på denne udfordring var en art konceptplade, der tematiserede det, der tidligere havde fulgt dem som en rosende vending i pressen og hos dedikerede fans, netop det
autentiske. Pladen fik ingen titel, blot to parenteser på et simpelt, hvidt cover med spor af forvrængede snapshots fra naturen uden for deres studie i Island. Heller ikke sangene fik titler (senere slap arbejdstitler på dem dog ud), og de blev tilmed sunget på et opfundet sprog ved navn Vonlenska. På denne måde blev al tolkning lagt over i hænderne på os lyttere, der så kunne udfylde de tolv næsten tomme siders booklet i cd’en med vore egne tanker og følelser, der udsprang af musikken.
Her kan det være relevant at diskutere selve dette kunstgreb i sig selv; om man således mister autenticitet ved at være sig bevidst om brugen og effekten af dette. På samme måde som man ikke kan kalde sig selv naiv og samtidig være det. Der er noget næsten paradoksalt over et sådant kunstgreb. For et
kunstgreb er det uden tvivl. Det viser, at bandet har taget nogle ord til sig fra den tidligere udgivelse – taget imod respons. Og dertil svarer de igen med en, måske, udvidet bevidsthed. På sin vis er der tale om kommunikation mellem musiker og lytter på et andet plan end blot musikken. Vi er med dette på én gang tilbage med bandet i idéfasen og arbejdsprocessen, der skulle blive til pladen. Men vi er også i en tolkningsramme på lytterens side. Som oftest vil man i kunsten argumentere for, at afsenderen har intentioner med sin kunst. I dette tilfælde er dette ret udtalt, men den præcise intention bliver vi aldrig bekendt med, da vi selv må udfylde de tomme pladser. Det skal ligeledes være usagt, om kvartetten selv har tænkt i fænomenologiske baner, men klart er det, at lytteren selv må på banen med sine sanser for at finde noget, der kunne minde om et svar, en mening, et bud på en sandhed.
Nu er vi imidlertid nået så langt ud i spekulationer, at man må tilbage til udgangspunktet: Musikken. Mere konkret til pladens fjerde skæring,
#4 med arbejdstitlen
Njósnavélin. Direkte oversat betyder dette spionmaskinen, men sangen er blandt fans kendt som the nothing song. Som med albummet som helhed er produktionen i denne sang mindre poleret end på den foregående plade. Der er mere støj, og det er ofte tydeligt at høre ikke bare den frembragte lyd af instrumenterne men også lyden af bandmedlemmernes kontakt med instrumenterne. Der bliver ligeledes eksperimenteret med rummet. De enkelte instrumenter står klart frem, men de forekommer også fjernt placeret – fra mikrofonerne såvel som fra hinanden. Stemningsmæssigt balanceres der mellem varme og kulde. Hvor instrumenterne er placeret fjernt, produceret som var det i en grotte, er vokalen nærværende og på én gang bekymret og beroligende, hvilket sikrer balancen. En uddybende redegørelse af vokalen følger senere. Først og fremmest er det relevant at blive ved produktionen, der også kan ses som genstand for diskussion i sig selv.
Hele
( ), sådan refereres der oftest til pladen, er i højere grad end eksempelvis
Ágætis Byrjun forholdsvis tæt beslægtet med post-rock, som traditionen kendes fra bands som eksempelvis Mogwai og Explosions in the Sky, hvilket også reaktionerne på pladen var bevis på – både i kritiske røster og rosende vendinger. Dette er ikke blot, hvad angår selve kompositionerne, der på
( ) er ganske minimalistiske, det er også i de enkelte effekter, herunder netop den tidligere nævnte støj i de enkelte sange og i høj grad guitarproduktionen, der bl.a. byder på en del distortion. Altså har selve produktionen haft en del at skulle sige ifølge lytterne. Men er produktionen som effekt så noget, der ændrer ved selve autenticiteten? Ofte fremhæves eksempelvis bands inden for lo-fi og punk netop for deres ligefremme og direkte lyd, hvor det handler om komposition frem for produktion, selvom det naturligvis også her kommer til at handle om produktion – blot som en art negation. Det må dog karakteriseres som en smagssag, og såfremt Allan Moore har ret i sin antagelse, at autenticitet er noget, vi selv tillægger værkerne og kunstnerne, er det nok svært at nå til enighed omkring Sigur Rós. Størst kommerciel succes har de haft med deres mere polerede plader, og færre har således knækket koden til
( ) og
Njósnavélin.
Netop
Njósnavélin er svær at adskille fra resten af pladen, der er delt op i to hovedstykker – som symboliseret ved de to klammer, der sammen udgør parentesen, der skal agere titel for den samlede udgivelse. Overordnet er pladen ganske melankolsk og mere grå end deres øvrige udspil. De første fire sange er imidlertid lysere og har glimt af håb, medens den sidste halvdel er mørkere og mere larmende. De to dele markeres klart ved tredive sekunders pause, der følger i slutningen af
Njósnavélin umiddelbart efter sanger Jónsi Birgissons sidste, pludselige udånding. Man kan dog også argumentere for, at sangen som helhed markerer et skifte. Hvor den ganske vist er tættere beslægtet med de foregående tre sange end med resten af pladen, indeholder sangen elementer, der antyder noget, der er på vej: De buldrende, dog tålmodige, trommer og skiftet til en mere dominerende guitar i lydbilledet. Igen inviterer et sådant kunstgreb lytteren ud i en diskussion af, hvordan, hvis overhovedet, der her kan være tale om noget autentisk. Musiksociologen Simon Frith påpeger, at dét at musicere er den mest spontane menneskelige aktivitet , og det kan derfor være relevant at spørge, hvornår man går fra det spontane, det inspirerede, det geniale til noget mere tænkt – måske endda fortænkt. Og ødelægger man herved det rene og autentiske?
For nu at holde os til vores konkrete eksempel og søge svar på dette spørgsmål er det nærliggende at se på Jónsi Birgissons vokal, der er kendetegnet ved sin nærværende falset, der synger til ingen og alle på én og samme tid. Én ting er, at ganske få forstår flertallet af teksterne i bagkataloget, der synges på islandsk, hvilket i sig selv næsten giver det et mytisk præg. Men når vokalen går derfra og til lyde, der ikke kan sættes sammen til et anerkendt sprogsystem, er vi ude i noget rigtig interessant. Her bliver stemmen et dyrisk, naturligt instrument i sig selv, der smelter sammen med de andre instrumenter i de mange passager, der byder på mange gentagelser. De fleste fonemer i Jónsi Birgissons opfundne sprog, Vonlenska, gentages med meget få variationer, hvilket ligeledes bidrager til følelsen af et på én gang minimalistisk og alligevel bombastisk værk.
Den allervigtigste pointe er imidlertid, at Jónsi Birgisson tilsyneladende synger det rene nonsens og alligevel vækker adskillige følelser i det lyttende menneske. Det er vanskeligt at forestille sig en renere påvirkning af sjælen gennem musikken. Ingen ord skal fordøjes og sammensættes til mening, ingen stillingtagen påkræves. En sådan kanalisering af følelser fra musiker til lytter er ægthed. Autenticitet kan være mange ting.
Njósnavélin er én af dem.
MP3: Sigur Rós - #4 (Njósnavélin)/Martin
Nogle gange er det ikke tilfældigt, hvilke associationer man kan få gennem kombinationen af et bands musik og deres navn. Maserati fra Athens, Georgia er ofte lyden af et bilspil. Nogle gange i arkadeversion, andre gange i opdateret version. Vedlagte mp3, Monoliths, blev endda beskrevet af min bloggerbroder som "en Nintendo 8-bit-sang i en PlayStation 3-udgave." En meget rammende beskrivelse - hvor diffust det end må lyde, før man har hørt sangen.
