Kevin Drew er tilbage

Tilbage i 2007 udgav Kevin Drew sin første soloplade Spirit If..., der var mere end blot udskejelser, der ikke passede ind i Broken Social Scenes æstetik. Som plade var den endda muligvis mere sammenhængende end noget, kollektivet har leveret gennem årene. Tilbage i bandet KC Accidental leverede han med Charles Spearin (Do Make Say Think m.fl.) også fine ting, men det var måske en lille overraskelse, at Spirit If... skulle vise sig at være så fremragende.

Knap seks og et halvt år senere er han ved at være klar med sin anden plade under eget navn, Darlings. Første single er sluppet, og den er i lyden overraskende radiovenlig. Titlen er Good Sex, der på en måde følger op på den gamle Tbtf. Stemningen er her mere afslappet, og han vedkender smukt: but I'm still breathin' with you, baby flere gange. Det leveres som en refleksion over den fysiske samhørighed, men det er absolut ikke løsrevet fra det øjeblik (eller snarere de øjeblikke), der reflekteres over.

Gode, gamle Arts & Crafts udgiver Darlings den 18. marts. En stor popplade er i vente efter denne forrygende single.



/Martin

Happy Family

"... alderens frihed. Det jeg kalder alderens arrogance. Det handler om den frihed, en kunstner opnår, når forventningernes tryk sættes til side.
[...]
Alderens arrogance. At være ligeglad med receptionen. At holde op med at læse kritik, der altid handler om, at man skulle have lavet noget andet, end det man har lavet. Det er jo kernen i enhver dagskritik. At kunstneren skulle have malet nogle andre billeder end dem, han udstiller. Og filmmageren drejet en anden film end den vi ser, forfatteren skrevet en anden bog. Kunstneren behøver ikke at blive verdensfjern på nogen 'ideologisk' måde, blot lave tingene. Vidende at det hele alligevel går til. Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu."

Jeg havde egentlig tænkt mig at gemme dette citat fra Per Kirkebys Kursiv. Gemme det til et indlæg om et band, der har været i gang i lang tid - et band, der er kompromisløst. Uanset hvor poppet eller avantgardistisk det måtte forekomme. Det kunne eksempelvis både være møntet på Phoenix og Flaming Lips i år. På vidt forskellige måder. Nu vedlægger jeg i stedet lidt sange med en 21-årig amerikansk knægt, der vist godt kan lide både Brian Wilson og Panda Bear og går under navnet Happy Family. Det er ikke som sådan en del af den bølge af beach pop/glo-fi, der har været så stor sommeren og starten af efteråret igennem, men mange af de samme følelser fremkaldes. 'Alderens arrogance' forbinder de fleste vist med ungdommen. Men det er vist underordnet. Hyggeligt er Happy Family i hvert fald i dets monotone simpelhed.

Nå ja, man kunne vel også bare tage ind og se 2012. "Verdens undergang er altid nær, den er faktisk i gang nu." Eller man kunne gøre sig selv den tjeneste af se de fantastiske Do Make Say Think på VoxHall i aften, hvis man befinder sig i Aarhus - befinder man sig helt ovre østpå, er det nok heller ikke helt dumt med en aften i selskab med par navne fra Italians Do It Better på Vega, herunder HEALTHs gode venner i Glass Candy.

MP3: Happy Family - Going To
MP3: Happy Family - Cups
MP3: Happy Family - Running in the Fields

/Martin

Nyt fra Do Make Say Think

Do Make Say Think fra Toronto er altid garant for herlig musik. Som oftest intrumental og ofte hvad nogle vil kalde post-rock, selvom dette begreb ikke altid er dækkende. Gruppen udgav i 2007 det lækre You, You're A History In Rust, som altid på Constellation, og d. 20. oktober er de klar med deres nyeste opus, Other Truths, der kommer til at bestå af fire lange sange med titlerne Do, Make, Say og Think.

Gruppen kan opleves på VoxHall d. 14. november, hvor vi forhåbentlig både får lov at høre materiale fra den kommende sjette plade - og den gamle favorit Fredericia.

Stream: Do Make Say Think - Do

/Martin

Tribute til et par opløste grupper

Det er blevet d. 1. december, og vi har allerede nævnt julen her på bloggen. En del årslister er nu også dukket op rundt omkring, og vi er også i fuld gang med at overveje vore. Og nu da vi er ved det med at skue tilbage, kom jeg forleden til at lytte til et par opløste bands, der aldrig har fået megen opmærksomhed i Danmark. Dette indlæg er en hyldest til de to.

Det første er canadiske K.C. Accidental (fanside her), der var en art forløber for Broken Social Scene. Duoen bestod således af BSS-tovholder Kevin Drew og Charles Spearin, der har været med til at danne det jazzede post-rock vidunder Do Make Say Think (og er indehaver af et prægtigt 80'er moustache). De nåede kun at udgive to albums, Captured Anthems for an Empty Bathtub (1998) og Anthems For the Could've Bin Pills (2000), før de gik videre med andre projekter. Deres få sange indeholder ganske lidt vokal, men det er ganske tydeligt at høre, hvilke bands de skulle vise sig at gøre sig gældende i.
Debutalbummet udgav bandet selv, men fik det genudgivet med hjælp fra Noise Factory Records i 2003. De udgav også gruppens andet og sidste album.

Det andet band er American Football fra Urbana, Illinois (forrygende bynavn!). Gruppen eksisterede i årene 1997-2000 og blev dannet af Mike Kinsella og Steve Lamos. Førstnævnte, gruppens kreative drivkraft, er i dag kendt for sit soloprojekt Owen, ligesom han også har været en del af Cap'n Jazz og Joan of Arc. De fleste af bandmedlemmerne spillede sammen i forskellige konstellationer og under forskellige navne, og som American Football blev det til et enkelt selvbetitlet fuldlængdealbum og en, ja, selvbetitlet EP. Begge udgivelser blev varetaget af Polyvinyl Records (Aloha, Architecture in Helsinki, Asobi Seksu, Headlights, Loney Dear, of Montreal og Joan of Arc + Owen). Gruppen blev i sin tid sammenkædet med emo og er siden flittigt blevet døbt 'post-emo', hvilket nok hænger mest sammen med de banale (men kære) tekster. Meget af det fine guitararbejde kunne snildt have inspireret mange af vor tids engelske math-pop bands med sine rødder dybt plantet i den amerikanske forstads blanding af math-rock og emo, men dette bunder mere i personlige spekulationer end i bevis gennem interviews.

/Martin

Post-rock, post-post, host host

Se godt på dette billede. Tre mand i mørkt tøj på en bakketop ved en skov - et tåget øjeblik. Ingen af dem kigger på kameraet. Den ene kigger ned i jorden, den anden ud i horisonten og den sidste på en ged, der besvarer blikket. Dette billede sammenfatter udmærket, hvad traditionel post-rock efterhånden bevæger sig ud i.
Vi ser lyset, er en del af lyset, men vi er alligevel skabninger, der bærer på megen mørke. Men! Der er opstået et behov for øjenkontakt - fra begge sider. Den søges... Og det hele er stadig tåget - diffust.

Tilbage til begyndelsen. Wikipedia har en kort definition af begrebet, der er ret interessant at have med: "Simply put, it is the use of 'rock instrumentation' for non-rock purposes", hvorefter de går videre med at forklare det åbenlyse: At genren, som billedet, er en tåget affære. Begrebet er blevet brugt og misbrugt utrolig flittigt siden, i særdeleshed, midthalvfemserne, og det er derfor, som med alle andre genrer, ofte ret svært at bruge begrebet korrekt.
Men før jeg går videre og påbegynder en lang diskussion med mig selv, vil jeg hellere henvise dig, kære læser, til denne forrygende artikel om emnet: When did post-rock jump the shark?

Sidste år viste en sult fra folket efter new rave, hård electro og støjrock i forskellige afskygninger. Vi vil have mere larm, vi vil have pulsen op. Jeg selv hører ikke nær så meget Mogwai, Do Make Say Think, Sigur Rós og Explosions in the Sky, som jeg har gjort tidligere. Jeg har åbnet døren til støjrock, post-hardcore, punket lo-fi osv. osv. osv...
Men nu fornemmer jeg disse bands, denne strømning, dette behov indeni. Den traditionelle post-rock kommer ikke til at genopfinde sig selv foreløbig - og det behøver den heller ikke. Vi kommer automatisk til at søge den igen. Reaktioner skaber modreaktioner skaber reaktioner skaber modreaktioner skaber reaktioner skaber post-rock.

Gratis compilation af moderne post-rock: The Silent Ballet volume 8 - Étrangement Vocal (det er ikke alt sammen lige godt, men der er meget godt at hente alligevel)

Billedet er af australske Because of Ghosts.

/Martin