Mesita

Bag Mesita står 23-årige James Wooley, der har nydt udmærket opmærksomhed på diverse blogs. Sidste års Here's To Nowhere blev dog ikke just velkendt materiale for manden på gaden, men måske det kan blive til en lille udvidelse af fanskaren med udgivelsen af den kommende The Coyote ("early 2012").

På den relativt nye single On Through the Dark synger Wooley sig igennem det drømmeagtige univers i sin lette og stille falset med en tilstedeværende ubekymrethed, der trækker lidt på Elbow og samtidig lyder i retning af Jonquils Whistle Low med sin insisterende guitarindledning, der viser sig at være gennemgående og bliver til en bærende del af rytmesektionen. Som sangen udvikler sig, tynger bekymringen alligevel lytteren, og det lyder her lidt hen ad Madrugada og deres sublime Majesty.

On Through The Dark by Mesita

/Martin

Team Me

Den norske musikscene blomstrer endelig. Det er muligvis hårde ord, men inden for visse stilarter kan Norge siges enten at have haltet lidt efter de nordiske brødrelande eller at have holdt deres mindre mainstreamkunstnere mere eller mindre hemmelige.

I år har én af deres åbenbaringer været unge Einar Stray og hans orkester, og nu stormer Team Me frem med deres kuriøse og energiske blanding af Sufjan Stevens, Patrick Wolf, Jonquil og danske Efterklang. Ikke at de kan holdes til fire referencer, men de blander elegant kvaliteter fra disse nævnte kunstnere. Og nu da folk begynder at få øjne og ører op for Treefight For Sunlight, er det måske heller ikke helt forkert at sige, at lidt af den samme ånd kan findes hos såvel nordmændene som danskerne.

At kalde noget for naivt i 2011 er næsten umuligt, men om ikke andet er der tale om en hyldest til naive sjæle. De ved per definition ikke, hvem de er, men der er al mulig god grund til at hylde dem. Lad denne weekend stå i deres tegn. Team Me er upbeat popmusik, der nok skal finde et større publikum. Det fortjener de.

Team Me - Dear Sister by Anorak London

/Martin

En lille søndagshilsen

I den travle sidste måned på året sker der som bekendt ikke forfærdelig meget i musikverdenen. Derfor går selv blogs lidt i stå. Det er dog heller ikke spritnyt, hvad jeg her vil hive frem denne søndag - selvom det er ganske nyt for mine ører.

Engelske Jonquil er centreret omkring den 20-årige Hugo Manuel. Oxford-bandet startede som et soveværelsesprojekt for sangskriveren, der dog hurtigt indså, at han havde brug for nogle legekammerater. Derfor inviterede han Kit Monteith, Ben Rimmer, Jody Prewett og Sam Scott ombord - sidstnævnte fra de lovende Youthmovies, der har nydt fin succes i England i år.

Deres lyd er blevet sammenlignet med Akron/Family og Animal Collective (den har man vist hørt før), men der er bestemt også spor af danske Efterklang. Specielt i den forrygende Lions. Der er tale om en art østeuropæisk folk med flittig brug af harmonika og violin.

Jonquil er signet til Try Harder, der har udgivet de to albums Sunny Casinos og Lions. Try Harder er et forholdsvis lille DIY-label, der bl.a. har arbejdet med Foals, Blood Red Shoes og Youthmovies.

Ifølge Jonquils' MySpace spiller de på Lades i København d. 18. januar.

MP3: Jonquil - Lions
MP3: Jonquil - Whistle Low
Video: Jonquil med Le Blogotheque (vokalharmonierne rammer ikke altid korrekt, men det rammer alligevel hjertet)

/Martin