Viser opslag med etiketten Pantha du Prince. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Pantha du Prince. Vis alle opslag

mandag den 29. august 2022

Hvor blev han af?

Hvor blev han af, Hendrik Weber? Pantha du Prince var her, der og alle vegne dengang for 10-12 år siden. Dengang vi læste forskellige musiksider og blogs, dengang jeg orienterede mig mere efter, hvem der spillede på forskellige klubber for at blive klogere på elektronisk musik efter flere år med tiltagende generisk indie-rock i ørerne.

Forsvandt Pantha du Prince? Var det min radar, den var og er gal med? Det er måske ligegyldigt. Tyskeren har i hvert fald været ok aktiv i de mellemliggende år, og de år er kun mellemliggende, fordi vi er nået fra før til nu: Et nyt album, Garden Gaia, er ude, og forud kom den flotte, fantasifulde single 'Golden Galactic'.

Den franske jazzmusiker Friedrich Paravicini har leveret strygere på sangen, der plimrer venligtsindet, men med en smule bekymring. Hvordan er vores forhold til naturen? Det er Hendrik Webers ærinde, han ved det ikke, han spørger ud i lokalet, ud i rummet, ud i skoven. Har man læst eller set Annihilation (roman af Jeff VanderMeer, filmatisering af Alex Garland), kan man måske se fyrtårnet i Area X for sig. Både flot og foruroligende.

/Martin

tirsdag den 8. december 2009

Pantha du Prince

Jeg har aldrig fået dyrket den tyske elektroniske musiker Hendrick Weber, bedre kendt som Pantha du Prince (benytter også navnene Panthel og Glühen 4), men hans navn er regelmæssigt dukket op rundt omkring, og jeg har forstået så meget, at han er en del af en Hamburg-scene, og at han primært gør sig i en form for minimal electro. Og så har jeg set ham til en forholdsvis ligegyldig forestilling som opvarmning for Animal Collective tidligere i år.

Nu ser jeg på billedet. Manden i kulden. Dækket til og med et neutralt ansigtsudtryk. Det er et forholdsvis velkendt motiv fra hverdagen, men ansigtet har en tydeligt varm tone. Derudover stikkes han tilmed næsten af grenene til højre, der tilhører et træ, vi ikke kan se. Det er sløret og kræver lidt fantasi at få noget ud af det. Samtidig er der en vis varme over det. At være en del af den rå natur - at ville være en del af den. Hans synsfelt er begrænset af hans parka, og vores mulighed for at se ham er ligeledes yderst begrænset (et forsøg på en stemningsbeskrivelse eller metafor kan nemt ødelægges af ordet 'parka', hvilket The Mighty Boosh også tydeligt har vist os).

I 2010 udkommer hans nye album Black Noise på Rough Trade. Det store scoop er, at han har fået Panda Bear med på sangen Stick to My Side. En ganske fin sang, der bygger tålmodigt op og udmærket udnytter Noah Lennox' vokal.

MP3: Pantha du Prince - Stick to My Side (feat. Panda Bear)

/Martin