Forårsbebuder

I betragtning af, hvor meget jeg lyttede til Animal Collective og Panda Bear i 00'erne – eller måske netop derfor – er det meget lidt, jeg er vendt tilbage til dem de seneste 10 år.

Det har to franske fætre ændret på. Alain og Stéphane Quême er begge house-pionerer fra Paris' festlige 90'ere, hvor de under navnene Alan Braxe og DJ Falcon havde en slags storhedstid.

Det skulle tage en pandemi, før de besluttede at udgive noget sammen, og det er der kommet en EP ud af, der lander 30. maj. Titelsangen, 'Step By Step', er med Panda Bear på vokal, og den er decideret livsbekræftende. Vejret bliver bedre, når man hører den, fordi perspektivet bliver lysere.

Tempoet er relativt lavt. Nogle toner bliver slået an, undervandseffekt er slået til, der skrues op, mens Panda Bear kommer på banen. Break. Undervandseffekten bliver slået fra, og det er ren hi-fi og det pure forår.

Herfra går det slag i slag, hvilket underbygger titlen. Det er repetitivt, og man får sympati med udsagnet. Et skridt ad gangen, så går det nok.

 


/Martin

John Maus

Dette indlæg har egentlig ligget og ventet lidt på sig. Siden Altered Zones var så venlige at smide det nye album med John Maus op, har det næsten været spillet dagligt.

John Maus er fra Austin, Minnesota og er bl.a. kendt for sit samarbejde med Panda Bear og Ariel Pink. Den 80'er glade komponist er nu tilbage med sit tredje album We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves, der blev udgivet 27. juni i Europa på gode, gamle Upset the Rhythm og dagen efter i USA på Ribbon (ny underafdeling af Domino).

Enkelte steder er jeg stødt på en sammenligning med den engelske post-punk, og alt imens dette i sig selv er misvisende, er der et link gennem fascinationen af det gotiske. John Maus bader da også sine sange i en lo-fi-æstetik, der ligger 80'erne nærmest uden dermed at kunne siges at ride på denne bølge. Det halvgrimme cover til det nye album er et fyr, der sender en enkelt stråle af lys ud i mørket. Det er mørkt, men det er ikke tilnærmelsesvis truende. På samme vis omfavner John Maus mørket på We Must Become the Pitiless Censors of Ourselves uden at lade lytteren falde ned i et hul. For at bruge en lidt lad metafor er det snarere en trinvis bevægelse.

Hele albummet kan streames via SoundCloud.

John Maus: "Quantum Leap" by alteredzones

/Martin

Christopher Willits

Jeg stoler på, at de fleste læsere allerede har hørt den nye Panda Bear. Den er selvfølgelig dejlig. Hvad der derimod formentlig er gået de fleste forbi, er et nyt udspil fra Christopher Willits.

Det er ikke alt, hvad manden laver, jeg er lige begejstret for, men jeg har retfærdigvis heller ikke lyttet til nok eller fået sat alt i den rigtige sammenhæng. For nogle år siden blev jeg stærkt betaget af sangen Colors Shifting, og den er stadig (af mangel på et dækkende dansk ord) haunting. En imponerende rejse, der er næsten larmende i sin stilhed. Som et shoegazer-mesterværk, der er blevet renset for støj og er blevet filtreret gennem vand.

Willits er nu aktuel med Tiger Flower Circle Sun, hvorfra nedenstående sang stammer. Det lyder vel lidt hen ad en moderne fortolkning af Elliott Smith, og det er en ganske udmærket sang.

Mp3: Christopher Willits - Lights Into Branches
MP3: Panda Bear - Last Night at the Jetty

/Martin

Painted Palms

Når man rammer september, er man ofte bange for, man ikke når at blive præsenteret for mere ny god musik fra året, der går på hæld. På The 405 så jeg i går en - i øvrigt fremragende - liste over årets bedste EP'er og blev der bekræftet i, hvor mange gode udgivelser dette format har budt på i år. Helt enig var jeg dog ikke i listen, og efter at have gennemlyttet følgende EP kunne jeg se, at der var endnu én, der manglede.

Hvad der denne gang har begejstret mig, er heldigvis lidt mere end blot noget, der gør det lidt nemmere at vente på den nye langspiller fra Panda Bear (hvor længe kan man i øvrigt blive ved med at bruge det begreb i en ikke just uskyldig tid?). Duoen Painted Palms fra San Francisco er bestemt et resultat af 2010, men det er ikke fair at kalde det hverken rendyrket chillwave eller endnu en fjern slægtning til Animal Collective.

For at give dig mulighed for at bedømme selv har duoen lagt EP'en Canopy ud til fri download på Bandcamp. Se det som en adventsgave, hvis du ikke har nogen kalender af den slags.

MP3 (eller hvilket som helst ønsket format): Painted Palms - Canopy EP (zip)

/Martin

Nyt fra El Guincho

Da Alegranza udkom i 2008, troede jeg egentlig, at catalanske El Guincho ville blive en hel del større, end han er den dag i dag. Og at det ville gå forholdsvis stærkt. Men det blev ikke til den store udbredelse. En på mange måder smuk kvinde skrev tilbage i sin tid om albummet, at det var selve kuren mod depression, og de glade og forholdsvis monotone sange udgjorde da også et lovende debutalbum.

At han er den spanske Panda Bear, er jeg ikke enig i, men der er da ligheder. Jeg kan egentlig også godt lide, at jeg ikke forstår teksterne. Det nye album Pop Negro lander i dag, 14. september, via Young Turks. Jeg må indrømme, at jeg ikke tidligere havde bemærket Young Turks, men de har nogle smukke udgivelser bag sig. El Guincho, eller Pablo Díaz-Reixa, er vokset på det nye album, og selvom han stadig er legesyg, virker det alligevel mere sammenhængende end Alegranza. Og så er det jo stadig happy happy fun time, hvilket er et fint angreb på sådan en grå himmel, der til tider har åbnet sig i løbet af dagen.

MP3: El Guincho - Bombay
MP3: El Guincho - FM Tan Sexy

/Martin

Brothertiger

Her er lidt til nattetimerne i hverdagen og de mere stenede dagstimer. En indtil videre forholdsvis ubeskrevet kunstner, der enten kan blive fanget i mængden eller netop profilere af den opmærksomhed, der har været på denne type elektronisk musik gennem de seneste mange måneder.

Amerikanske Brothertiger, med det borgerlige navn John Jagos, kan til tider lyde lidt hen ad Toro Y Moi. En slags næsten doven glo-fi (hader man allerede ordet?). Eller chillwave, dreamwave. Whatever. Heldigvis varierer lydbilledet, og det kan ingenlunde begrænses til disse genrebetegnelser. Smid lidt Panda Bear i sammen med Brian Eno og M83, og der er måske mere at gå efter. Pressebillederne ligger dog farligt tæt på AC og Panda Bear. Måske John skulle passe lidt på.

Uanset hvad er musikken interessant, og Brothertiger er værd at holde et vågent øje med. Sommeren er måske ujævn, men den er her, og det er med at få det bedste ud af den. Brothertiger hjælper. Slå dig løs.

MP3: Brothertiger - You're Afraid
MP3: Brothertiger - Vision Tunnels

/Martin

Fra London 2010 til Massachusetts 1999

I London i januar gik jeg rundt i Brick Lane og stødte på citatet på billedet. Siden da har nogen tilføjet "SLAYER" ret brutalt, hvilket på sin vis er en herlig detalje.

Elbowtoes citat lyder: You are like the afterglow of a firefly. Haunting my memory with a strange remorse. Med Panda Bear i ørerne skrev jeg det ned i en lille notesbog og fortsatte min færd, medens jeg begyndte at tænke på evigt undervurderede Wheat. Hvorfor ved jeg ikke, men jeg måtte tage høretelefonerne af for bedre at kunne høre den afvæbnende Don't I Hold You for mig.



/Martin

Idiot Glee

Tilbage i slutningen af november lagde jeg en enkelt sang ud med Idiot Glee, en ung mand med hang til 1950'erne og Grizzly Bear, Panda Bear og andre bjørne. Måske hr. Pecknold også kan tælle som en bjørn i denne sammenhæng.

Hans sange er ret glade, men der er en aura af forsigtighed omkring denne glæde. En næsten psykedelisk glæde med frygt for de forkerte hallucinationer. Knægten spiller på SXSW de næste par dage, og vi kan jo lytte med og tage del i weekendglæden fra det efterhånden lidt varmere men stadig grå Danmark.

MP3: Idiot Glee - Happy Day
MP3: Idiot Glee - All Packed Up

/Martin

En julehilsen

Det er muligt, at nogle læsere ikke går særligt op i julen. Men de vil nok tilgive mig for at ville ønske en glædelig én af slagsen! Et billede af Animal Collective og lidt ord fra Noah Lennox vil nok også formilde selv de værste Grinch'er. Musikskribenten Simon Christensen, der bl.a. repræsenterer Gaffa, har for nylig interviewet netop Noah Lennox og har i den forbindelse givet en lille gave til Börneblogger i form af en lille eksklusiv interviewbid. En længere artikel og interview lægges ud på Gaffa. Her er en ganske interessant detalje om Merriweather og den nye EP, Fall Be Kind:

SC: EP'en er skrevet i samme periode som Merriweather?

NL: Vi troede faktisk, vi havde nok materiale i den periode til at lave to plader, men det endte med, vi hverken havde nok tid eller materiale til to albums, så vi endte med lave Merriweather.

SC: Hvordan skaber I en helhed ud af overskudsmateriale?

NL: Ofte har vi tre sange, som har hver deres stemning, men så har vi sådan set bare skrevet to sange mere, som lægger sig imellem og binder de andre numre sammen.

SC: Hvordan kan du skille inspirationerne til at skrive sange for Panda Bear og Animal Collective?

NL: Det sker så tidligt, at jeg bestemmer mig, inden jeg sætter mig ned og skriver sangen. Det er kun i to tilfælde, at jeg rent faktisk har været i tvivl. Det er også et spørgsmål om, at hvis du skriver sange til Animal Collective, så er der nogle strukturelle ting, fordi vi er tre eller fire mennesker, der skal spille det (Animal Collective har de seneste halvandet år turneret som trio, red.). Du kan ikke bare producere det selv, gå i ekstremer eller fylde hele lydbilledet ud, for der skal være plads til de andre. Derfor holder jeg skitserne på den simple side, hvis man ser på det helt generelt, når jeg skriver til Animal Collective.

Et stort tak til Simon Christensen for denne bid - og for at dele nedenstående video og sang af Drexciya, der angiveligt skulle have været en stor inspiration for både Noah Lennox og resten af Animal Collective i forbindelse med Merriweather. Disse undervandseventyr giver helt lyst til et gensyn med den fantastiske Life Aquatic. og EP'en her i stedet. Vi har altid haft lyst til at udgive det materiale, vi har arbejdet med i én eller anden form, og da vi skulle lukke albummet, så var der de her sange til overs. Vi har valgt EP-formatet, fordi vi gerne vil have fornemmelsen af, at vi kan skabe et samlet hele.



Nogle glædelige juledage ønskes alle!

/Martin

Pantha du Prince

Jeg har aldrig fået dyrket den tyske elektroniske musiker Hendrick Weber, bedre kendt som Pantha du Prince (benytter også navnene Panthel og Glühen 4), men hans navn er regelmæssigt dukket op rundt omkring, og jeg har forstået så meget, at han er en del af en Hamburg-scene, og at han primært gør sig i en form for minimal electro. Og så har jeg set ham til en forholdsvis ligegyldig forestilling som opvarmning for Animal Collective tidligere i år.

Nu ser jeg på billedet. Manden i kulden. Dækket til og med et neutralt ansigtsudtryk. Det er et forholdsvis velkendt motiv fra hverdagen, men ansigtet har en tydeligt varm tone. Derudover stikkes han tilmed næsten af grenene til højre, der tilhører et træ, vi ikke kan se. Det er sløret og kræver lidt fantasi at få noget ud af det. Samtidig er der en vis varme over det. At være en del af den rå natur - at ville være en del af den. Hans synsfelt er begrænset af hans parka, og vores mulighed for at se ham er ligeledes yderst begrænset (et forsøg på en stemningsbeskrivelse eller metafor kan nemt ødelægges af ordet 'parka', hvilket The Mighty Boosh også tydeligt har vist os).

I 2010 udkommer hans nye album Black Noise på Rough Trade. Det store scoop er, at han har fået Panda Bear med på sangen Stick to My Side. En ganske fin sang, der bygger tålmodigt op og udmærket udnytter Noah Lennox' vokal.

MP3: Pantha du Prince - Stick to My Side (feat. Panda Bear)

/Martin

Årets samarbejde: Atlas Sound og Panda Bear

Da det blev annonceret, at Panda Bear ville give en hånd på det kommende Atlas Sound-album, var det svært ikke at være overordentlig begejstret. To af dette årtis mest originale sangskrivere i samarbejde. Og de er ikke bare originale og skabt for det artsy, snobbede musikpublikum. De skaber begge popsange i hver deres småpsykedeliske univers.

Nu lader de os endelig høre, hvordan det lyder, når to (tør man sige det?) af senmodernitetens genier mødes. Heldigvis lyder de ikke som om, de tager sig af et begreb som 'senmoderne' eller for den sags skyld 'paramoderne'. De gør, hvad der passer dem, og de gør, hvad de elsker: De laver fantastisk musik.

Walkabout kandiderer allerede til årets sang ved første gennemlytning. Her har vi endda at gøre med to musikere, der er kendt for at skulle gennemlyttes flere gange, før sangene rigtigt åbner sig op, så det siger ikke så lidt. Mest imponerende er det, at kollisionen mellem de to lydbilleder skaber så harmonisk et brag. Man hører tydeligt Atlas Sound - og man hører tydeligt Panda Bear. Atlas Sound: Det bobler som et undervandsfænomen, der hele tiden lægger an til at storme op af vandet. Panda Bear: En hyldest til de sommerdage, nostalgien finder frem i polaroidkvalitet. Jeg beklager de platte beskrivelser, men det er, hvad denne sang gør ved én. Lyt selv og bliv forført. Hvis sommeren nogensinde skulle have været i fare, er den her blevet reddet.

MP3: Atlas Sound - Walkabout (feat. Panda Bear)

/Martin

Coconot + El Guincho = Spansk varme

Spanien har i mange år lidt under at være et land, der musikalsk ikke har bidraget med specielt meget godt (endsige relevant). De seneste år er opmærksomheden dog vokset, primært grundet den ene succesfulde festival efter den anden, og nu er den mere eksperimenterende musik også ved at følge med.

Pablo Díaz-Reixa er i år blevet kendt vidt og bredt under navnet El Guincho med albummet Alegranza, der har opnået rigtig fine anmeldelser (også af orlovsblogger Camilla). Den officielle udgivelse er dog i mange lande skubbet til den 13. oktober, så det skal blive spændende, om hypen også når længere i Europa.

Pablo startede dog før sit El Guincho-projekt som trommeslager i Coconot - et band, der deler flere ligheder med hans soloprojekt. Det er svært at opstøve info om bandet - ikke engang en udgivelsesdato på deres netop leakede album, Cosa Astral, har jeg kunne finde.
Hvor El Guincho er tættere på Panda Bear, er Coconot tættere på Animal Collective, selvom brugen af samples stadig er massiv hos disse spaniere. De har, ligesom det gælder for forbillederne (tillader jeg mig at forestille mig, at de er), en nysgerrig og legende tilgang til musikken, men lidt gemt væk i lydbilledet er der alligevel godt med melankoli at hente. 'Reflekterende' vil ikke være helt forkert at benytte. Det er ikke lyden af barndom - det er lyden af mindet om barndommen.

Albummets ni sange varer samlet lige under en halv time og er forholdsvis nemme at komme igennem, hvor El Guincho for nogen er sværere at klare med de længere, repetitive sange (jeg tillader mig at bruge ordet 'repetitiv' for halvdesperat at indikere en forskel på dét og det mere negativt klingende 'ensformig').
Det har ikke været muligt at finde mp3'er at dele ud af, og MySpace-siden har i øjeblikket kun en enkelt sang oppe. Såfremt jeg støder på mp3'er med spanierne, vedlægger jeg links med det samme!

Coconot på MySpace

/Martin

Er det en fugl det der??

..... - Ja! .... - Det er det!

Der har været lidt (..okay, meget) mangel på indlæg fra min side af på det seneste, og for dét skal der beklages mange gange. Hvis det ikke var problematisk at give kage til alle, så havde jeg gjort det.

I stedet bringer jeg en kort liste over de numre fra 2008, som jeg har gået og nærlyttet de sidste par måneder, og som jeg har følt mig nødsaget til at dele med jer, da god musik helst skal nydes af så mange som muligt.

- El Guincho – Kalise
Spanske Pablo Díaz-Reixa er manden bag El Guincho, og har her i 2008 udgivet det prægtige album ”Alegranza”. Udspillet inkorporerer elementer fra afrobeat, dub og den eksperimentelle indiescene, og er af begejstrede anmeldere blevet kaldt det spanske svar på Panda Bear. Så snart albummet er hørt igennem, forstår man da også denne sammenligning til fulde, og eftersom jeg er glad for Spanien og Panda Bear, så kan jeg næsten ikke forestille mig en smukkere kombination.

- Portishead – The Rip
De har ikke udgivet noget studiealbum i 11 år, men er den 28. april endelig klar med opfølgeren ”Third” til deres selvbetitlede album fra 1997. Måske har jeg hørt det, og måske synes jeg, det har været værd at vente på. (Selvom 11 år måske liiiige er i overkanten.) Og måske er The Rip et af de bedste numre på pladen.

- Born Ruffians – Hummingbird
Born Ruffians minder på nummeret Hummingbird en smule om Vampire Weekend. Ikke meget, men lidt. Heldigvis synger forsangeren i dette band på ingen måde provokerende, hvilket desværre godt kan være tilfældet nogle gange for forsangeren i Vampire Weekend. (Og for dén kommentar, bliver jeg sikkert hadet af mange, da VW trods alt er alles darlings lige p.t.)

- Mahjongg – Rise Rice
Jeg regner ikke med, at der er mange der tidligere har stiftet bekendtskab med Mahjongg fra Chicago, og det er ærgeligt, da de egentlig har lavet to udmærkede albums – ”Raydoncong” fra 2005 og ”Kontpab” som netop er blevet udgivet her i 2008. Begge plader har nogle anonyme sange, men et nummer som Rise Rice fra ”Kontpab” er virkelig, virkelig lækkert.

- The Dodos – Fools
Dette er bandet der vil skabe enorm forvirring, hvis de nogensinde skal spille i Danmark. ”Er det Dodo and the Dodos der har skiftet navn ??” er et spørgsmål der sikkert vil runge i adskillige dele af landet.
Heldigvis lyder The Dodos på ingen måde som Dodo and the Dodos, og det eneste de to bands umiddelbart synes at have tilfælles, er forkærlighed for den uddøde, halvnaive og tonsede fugl dodoen. (Se billede øverst.)
The Dodos har lavet nummeret Fools, hvilket er et smukt, folkpop nummer der er taget fra et mindst ligeså smukt album ”Visiter”, som også fik gode ord med på vejen af Pitchfork.

- Cut Copy – Far Away
Cut Copys nyeste album ”In Ghost Colours” er netop blevet udgivet her i starten af april, og det rummer blandt andet Far Away, der sammen med resten af sangene på pladen er som skabt til personer der elsker iørefaldende og velkomponeret electropop.

/Camilla

Panda Bear - Comfy in Nautica video

Comfy In Nautica var én af de bedste sange fra én af de bedste plader fra 2007, Person Pitch (Paw Tracks) af Panda Bear fra Animal Collective.
Længe har jeg overvejet, hvordan videoen ville blive, og nu er svaret her! Den er instrueret af Patrick O'Dell og Sam Salganik og kan ses her:



Sangen blander, som albummet i det hele taget gør det, vores musikalske arv fra slutningen af 60'erne og opefter med det moderne, og denne unikke stemning fanger videoen udmærket, selvom den samtidig er en smule kedelig.
På Noah Lennox' MySpace er der i øvrigt et link til en blog, hvor han og konen Fernanda Pereira sælger nogle smukke sweatshirts (for tiden udsolgt). Og så skal det siges, at de er bosat i Portugal og ikke i New York, New York, som der misvisende står på Panda-MySpace.

MP3: Panda Bear - Comfy In Nautica
MP3: Panda Bear - Bros (edit) - køb hele albummet for den fulde 12-minutters version!
MP3: Panda Bear - Ponytail

/Martin

Årets album 2007 - Martin

Så kunne jeg få mig sneglet færdig med listen over årets albums fra 2007. Et år, der startede ud med udgivelser fra giganter inden for indie-verdenen - såsom Modest Mouse, The Shins, Bloc Party, Clap Your Hands Say Yeah og The Arcade Fire. Et år med skuffelser og et år med masser af overraskelser. Et år hvor new rave begik selvmord kort tid efter sin fødsel. Faktisk et utroligt interessant og underholdende år for musikken.

Her er undertegnedes top 25:

25. Deerhunter - Cryptograms

Et forførende og lumsk album, der afslører sig selv langsomt. Med sanger Brandon Cox i front hypnotiseres lytteren gennem en næsten uovertruffen sans for detaljer.

MP3: Deerhunter - Spring Hall Convert

24. Battles - Mirrored

En helt anderledes måde at tænke musik på og et ganske godt bud på lyden af fremtidens musik.

MP3: Battles - Atlas

23. Do Make Say Think - You, You're a History in Rust

Det nyeste album fra canadierne byder stadig på jazzede arrangementer, men er deres hidtil mest tilgængelige.

Stream: MySpace

22. Yeasayer - All Hour Cymbals

Et på alle måder organisk album. Det er varmt, kompliceret og befriende menneskeligt.

MP3: Yeasayer - 2080

21. LCD Soundsystem - Sound of Silver

Denne præcise blanding af traditionelle virkemidler fra rock og dance rammer helt rigtigt på stort set hele Sound of Silver.

Stream: MySpace

20. Frog Eyes - Tears of the Valedictorian

Frog Eyes er først og fremmest smukt grundet Carey Mercers utrolige vokal, der excellerer i det desperate. Hvor hans partner i Swan Lake, Spencer Krug, er skræmmende perfektionistisk i sin tilgang til produktion, fungerer det mere rå til gengæld her.

MP3: Frog Eyes - Bushels

19. The Shins - Wincing the Night Away

På deres nyeste udspil trækker amerikanerne mindre på inspiration fra 60'erne, mens sangstrukturerne er blevet mere komplekse. Det slipper de gudskelov ret heldigt fra!

The Shins - Phantom Limb

18. Menomena - Friend and Foe

Det blev døbt "the first great indie rock album of 2007", og det endte med at være ét af de absolut bedste. Fokuseret og poppet.

MP3: Menomena - Wet and Rusting

17. A Place to Bury Strangers - s/t

De er flere steder blevet kaldt "The loudest band in New York". Og alt imens det ikke er larm i samme forstand som f.eks. HEALTH, så er guitarproduktionen smukt støjende. Kompositionerne og rytmesektionen leder ofte tankerne hen på Joy Division.

MP3: A Place to Bury Strangers - To Fix the Gash in Your Head

16. Iron & Wine - The Shepherd's Dog

Sam Beam har udvidet Iron & Wine til et større orkester, og al frygt for mangel på intimiteten fra Our Endless Numbered Days bliver manet til jorden fra første lyt.

MP3: Iron & Wine - Innocent Bones

15. Okkervil River - The Stage Names

Førstesinglen Our Life Is Not a Movie Or Maybe åbnede ørerne for folk, der aldrig ville være faldet for det foregående album Black Sheep Boy. Og således fortsætter hele dette album, hvoraf det kun kræver en enkelt gennemlytning at forstå, hvorfor de med ét slag er blevet så store.

MP3: Okkervil River - Our Life Is Not a Movie or Maybe

14. Efterklang - Parades

Dansk musik er først blevet rigtig interessant inden for de seneste fem år, og det krones nu med 'Parades' - det bedste danske album nogensinde. Intet mindre.

MP3: Efterklang - Mirador

13. The Twilight Sad - Fourteen Autumns and Fifteen Winters

Disse skotter imponerede os først med That Summer, At Home I Had Become the Invisible Boy, og resten af albummet følger trop. De rørende tekster bliver udleveret på en charmerende Glasgow-accent, der er svær ikke at falde for.

MP3: The Twilight Sad - Cold Days From the Birdhouse

12. Kevin Drew - Spirit If...

Et album med en længde på over en time er ofte svært at komme igennem uden kedelige øjeblikke, men Broken Social Scenes primus motor klarer sig elegant igennem - med hjælp fra kolleger fra netop Montreal-kollektivet.

MP3: Kevin Drew - Tbtf

11. No Age - Weirdo Rippers

Dean Spunt og Randy Randall danner tilsammen No Age, der efter fem EP'er på fem forskellige selskaber nu har samlet deres bedste materiale på denne første LP. De skaber fyldige sange med simple midler, og det er svært ikke at beundre de modige sangstrukturer.

MP3: No Age - Neck Escaper

10. Panda Bear - Person Pitch

Det tager lidt tid at komme rigtigt ind i Noah Lennox' seneste udspil, men det er det hele værd. Der går Løvernes Konge i den, og det er både varmt og bekræftende.

MP3: Panda Bear - Comfy in Nautica

09. The Clientele - God Save the Clientele

Englænderne er stadig velegnede til de sene aftentimer, men God Save the Clientele er mere udadvendt end tidligere hørt, og det klæder dem gevaldigt. Det er musik til vinteren, og det er fandens hyggeligt.

MP3: The Clientele - Bookshop Casanova

08. Radiohead - In Rainbows

Giganterne søger ikke længere at forny, og det kan vi sagtens tilgive dem for. Spilleglæden og overskuddet høres tydeligt - og hvor er det befriende.

Stream: MySpace

07. Of Montreal - Hissing Fauna, Are You the Destroyer?

Kevin Barnes er en entertainer af natur - og nu har han minsandten lært at fokusere. Det gør Hissing Fauna... til et overdådigt popalbum med en yderst kitsch produktion.

MP3: Of Montreal - Suffer for Fashion

06. Bloc Party - A Weekend in the City

Bloc Party på denne placering giver måske ikke megen indie cred, men det er et forbandet stærkt og homogent album, der fortjener stor ros.

Stream: MySpace

05. Animal Collective - Strawberry Jam

Animal Collective har altid været svære at beskrive, og det er måske bedst bare at lade være. De er flyttet på et større selskab, men integriteten er stadig i top.

Stream: MySpace

04. Beirut - The Flying Club Cup

Zach Condon er ét af vor tids største musikalske talenter. Debutalbummet Gulag Orkestar afslørede et kæmpe potentiale og fungerede fint som album med sin gennemgående lyd inspireret af sicilianske bryllupper og begravelser samt østeuropæiske gadeorkestre. Nu har den unge sanger bevæget fokus mod Frankrig og dennes kammermusik, hvilket har resulteret i et hav af dejlige sange.

MP3: Beirut - A Sunday Smile

03. Sunset Rubdown - Random Spirit Lover

Spencer Krug åbenbarede sig for første gang for undertegnede i efteråret 2005, da Wolf Parade skød klart frem på stjernehimlen. Mange så i starten Sunset Rubdown som 'blot' et sideprojekt, men det er meget mere end det. På Random Spirit Lover viser Spencer Krug, at han hører til én af de mest kompetente, innovative og endda perfektionistiske sangskrivere i dette årtusinde.

MP3: Sunset Rubdown - Winged/Wicked Things

02. Patrick Wolf - The Magic Position

Patrick Wolf er en ægte engelsk diva. Han truer med at trække sig tilbage fra musikverdenen, han fyrer sin trommeslager på scenen, og... Han skriver popsange som få andre. Efter Wind in the Wires kom førstesinglen Accident & Emergency som en kolossal, upbeat overraskelse. For at bruge en kliché har Patrick Wolf fået flere farver på paletten, og disse bliver brugt til fulde.

MP3: Patrick Wolf - The Magic Position

01. The National - Boxer

I 2005 udgav kvintetten fra Brooklyn Alligator. Et album, der voksede og voksede på trods af sin umiddelbare charme.
Boxer indeholder ikke en power-sang som Mr November, men fungerer i stedet (om muligt) endnu bedre som album. De danner gennem det rastløse trommespil, de skarpe guitarer og Matt Berningers dybe røst en helhed, der giver bedre mening end noget andet album fra i år. Et utal af gennemlytninger senere har jeg stadig lyst til at vende tilbage og lade Fake Empire starte denne nydelse af et album igen igen igen.

MP3: The National - Fake Empire


Mange andre fine albums fandt også deres vej til udgivelse i 2007, og her skal med stor ære nævnes kusntnere som f.eks. Stars of the Lid, Le Loup, High Places, The Besnard Lakes, Parts & Labor, Apparat, A Sunny Day in Glasgow, HEALTH, The Deadly Syndrome, Jens Lekman, Justice, Simian Mobile Disco og mange flere...
Og før folk undrer sig over manglen på The Arcade Fire, Interpol, Editors og Modest Mouse, bedes I vente til offentliggørelsen af listen over "Milde skuffelser fra 2007"!

/Martin