Viser opslag med etiketten Psychic TV. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Psychic TV. Vis alle opslag

tirsdag den 7. juli 2009

Nyt på vej fra Califone

Om få dage vil mine musikalske oplevelser fra Roskilde Festival være at finde på Frekvens. Indtil videre kalder andre projekter imidlertid, og da jeg i dag læste, at de ganske undervurderede Califone fra Chicago netop har signet til Dead Oceans, var det på sin plads med et lille fokus på dette ganske interessante band - og pladeselskabet med.

Det nye album All My Friends Are Funeral Singers udkommer d. 6. oktober. Gruppen ledes af sanger Tim Rutili og har gennem årene haft en mindre rotation blandt resten af bandmedlemmerne. Gruppen fik en del opmærksomhed med det nyeste album Roots & Crowns fra 2006, der bl.a. indeholdt et fantastisk cover af den gamle Psychic TV-sang The Orchids.
Det kommende efterårsalbum er ifølge Pitchfork en slags kompagnon til Tim Rutilis filmdebut af samme navn. Og apropos film er gruppen i øvrigt med på soundtracket til Stranger Than Fiction med sangen Bottles & Bones - et fint soundtrack, der også inkluderer en del med Spoon.
Fans af Modest Mouse vil måske også genkende navnet Tim Rutili fra sideprojektet Ugly Casanova, hvor han med Isaac Brock i 2002 udgav albummet Sharpen Your Teeth.

Og nu hvor deres nye pladeselskab altså er blevet ganske habilt, er det værd at gøre lidt reklame for dem. De har således allerede i år udgivet albums med Akron/Family, Bishop Allen, John Vanderslice, Phosphorescent og These Are Powers. Senere på året venter så både Califone og Bowerbirds. Ganske imponerende. De skal blive spændende at holde øje med de kommende år.

MP3: Califone - The Orchids
(Originalen af Psychic TV kan høres på MySpace)

/Martin

tirsdag den 22. januar 2008

Ikke en nyhed: Iron & Wine + bonus


Iron & Wine har været fremme i længere tid, men det er aldrig for sent at anbefale noget så hyggeligt, som dét South Carolinas Sam Beam formår at fremtrylle. Få sangere formår på så behagelig vis at lyde så nærværende som ham, og få sangere formår så overbevisende at frembringe følelsen af, at de står lige ved siden af én, når man hører dem.
Med The Shepherd's Dog blev Iron & Wine pludselig et fuldt orkester, og udgivelsen viste sig overraskende nok at være et endnu bedre album end den foregående fuldlængde Our Endless Numbered Days, men at der på nuværende tour blev meldt udsolgt på såvel Voxhall som Vega var vel forventet af de færreste.
Og der er bestemt noget i vente for de heldige, der har sikret sig billet til koncerten i København fredag d. 21.: Gårsdagens koncert i Århus var en fryd for ørerne. Med sig på tour har Sam Beam denne gang medlemmer af de gode Calexico, de endnu bedre Califone og de godkendte Lamchop, og alle var velspillende og -syngende, hovedpersonen inklusive (okay, det var kun violinisten, der ellers sang).
Det mest interessante var at høre sangene i nye fortolkninger - de gamle, akustiske med fuldt orkester og de nye i, til tider, mere tålmodige udgaver. Hvis man ikke kan lide lidt jam (som undertegnede), må man væbne sig med tålmodighed i nogle minutter af koncerten, hvis man fanger Sam & co. i København. Men det er det hele værd.

MP3: Iron & Wine - Innocent Bones

... Og for god ordens skyld, når vi nu har nævnt Califone... Ét af de bedste covers de seneste år:

MP3: Califone - The Orchids

Og og og! For de nysgerrige kan originalen af Psychic TV høres lige her.

/Martin