Julianna Barwick klar med ny plade

Den Brooklyn-baserede sangerinde Julianna Barwick debuterede i 2009 med Sanguine og fulgte op året efter med EP'en Florine året efter, før hun fik pudset sin lyd en smule af før Asthmatic Kitty-debuten The Magic Place i 2011. Hun indspillede alt i sin lejlighed, men lyden blev pludselig klarere og renere, hvorfor hun til fulde kunne udnytte sin fantastisk klare vokal med et imponerende resultat til følge. The Magic Place var én af årets absolut smukkeste plader det år.

Nu er Julianna Barwick klar med et nyt album, Nepenthe, der udkommer d. 20. august på Dead Oceans. Denne gang er pladen imidlertid ikke indspillet derhjemme men i Island, hvor hun bl.a. har fået hjælp af medlemmer af Múm, Amiina og et pigekor.

I Barwicks musik er der ganske få instrumenter, oftest ingen, hvorfor hendes englerøst får lov at stå alene. Hun looper sin stemme og bruger en lag-på-lag-effekt, hvor stemmen bliver hendes primære instrument. Musikken er blevet karakteriseret som ambient folk, og selvom forsøget er hæderligt, er det ikke retfærdigt. Med de nye samarbejdspartnere kan man imidlertid forvente et udvidet lydbillede.

Julianna Barwick er fra en anden verden. En mere uskyldig verden. Vi har allerede fået en enkelt smagsprøve fra den kommende plade, og nu er endnu én kommet i form af One Half. Efter en lille intro hører vi denne gang hendes vokal meget klarere, hvorfor det ikke længere er tæt på umuligt at dechifrere ordene. Det klæder hende bestemt, og det gør det ikke just nemmere at vente på den nye plade.



/Martin

Phosphorescent lever endelig op til sit navn

Sangskriveren Matthew Houck har efterhånden udgivet fem fuldlængder under navnet Phosphorescent. Han har altid holdt et højt niveau, selvom man med rette kan anklage ham for af og til at have været slet og ret kedelig. Jovist, det er en del af hans lyd, og det fungerer ofte. Særligt på Pride fra 2007.

Trods den megen drama og alvor i musikken har han imidlertid altid fundet plads til at vise andre sider af sig selv for at markere, at dramaet i sig selv ikke er målet. Se eksempelvis diversiteten i de forskellige pressebilleder.

At være mere udadvendt er ham ikke fremmed - han har endog optrådt hos Letterman - men hans nye single Song For Zula vidner om en anden tilgang til musikken, der er mere direkte og rammer dén alvor, han er kendt for gennem en væsentligt mere tilgængelig produktion, der signalerer en tematisering af udadvendtheden. På denne vis lever han også for første gang rigtigt op til sit (i øvrigt glimrende) kunstnernavn.

Det er en på flere måder større lyd, end man tidligere har hørt fra Houck. Et enkelt beat går igen gennem hele sangen, og en meget, meget fin violin omringer så at sige det bur, han synger fra. Som et underligt dyr, der svømmer rundt i det mørkeste hav, omgivet af et skær lige så underligt som skabelsen selv. Heraf associationen til selve navnet.

Det er på det nærmeste en spirituel oplevelse fyldt med bevidsthed om skrøbelighed ("I will not open myself up this way again") og frustration over nær-magtesløsheden ("I could kill you with my bare hands if I was free"). En slagen mand, der på én gang forsøger at forstå og forene sig med tanken om ikke at kunne forstå.

Song For Zula er intet mindre end den bedste sang, Phosphorescent endnu har leveret, og det lover godt for resten af pladen, Muchacho, der udkommer 19. marts på Dead Oceans.



/Martin

Nyt fra The Tallest Man on Earth

Under det herlige navn The Tallest Man on Earth leverede svenske Kristian Matsson en lille åbenbaring i 2010. Albummet hed The Wild Hunt, og det beviste, hvilken direkte styrke der stadig kan formidles gennem folk-traditionen.

Matsson har efterhånden måttet høre på sammenligningerne med Bob Dylan i adskillige anmeldelser og interviews, og disse er selvfølgelig uundgåelige. Det kan imidlertid hurtigt konkluderes, at svenskeren er en unik stemme i vor tid. D. 12. juni er troubadouren klar med sit nye album There's No Leaving Now, der udgives på det overdådige Indiana-label Dead Oceans.

Førstesinglen 1904 er nu sluppet løs, og selvom pladeselskabet beretter, at det nye album er mere afslappet, hører man på det nye udspil stadig den sense of urgency, der gør The Tallest Man on Earth til så særlig en oplevelse. En yderst sommervenlig single fra et forhåbentlig sommervenligt album. For at dulme og dæmpe forventningerne lidt virker det derfor passende med et billede, der kan hjælpe os med at slå koldt vand i blodet.



/Martin

Mere nyt fra Bear In Heaven

For et par måneder siden kunne vi berette om nyt fra Bear In Heaven, der er på vej med deres tredje album I Love You, It's Cool. Udgivelsen er sat til 3. april på Dead Oceans / Hometapes, og det må vel karakteriseres som et af årets mest imødesete albums.

Efter den herlige førstesingle The Reflection of You er de nu klar med endnu en skæring fra den nye plade, der har fået titlen Sinful Nature. Et sted mellem erkendelse og undskyldning. I forhold til første udspil er der en markant anderledes brug af guitaren her. Uden at være dominerende er den bærende i al sin enkelhed.



/Martin

Nyt fra Bear In Heaven

Så er der endelig nyt fra Bear In Heaven, der i 2009 udgav det aldeles fremragende Beast Rest Forth Mouth. Det kommende album har fået den dejligt tilbagelænede titel I Love You, It's Cool. Udgivelsesdatoen er sat til 3. april gennem Hometapes og Dead Oceans.

Førstesinglen The Reflection of You er ude nu, og det lyder umiskendeligt som Bear In Heaven. Synthfladen er imidlertid mixet en smule højere, så det overordnet virker en anelse mere elektronisk end tidligere - uden at underkende hvor fremtrædende dette element trods alt var på Beast Rest Forth Mouth. Helten forsøger sig med et modigt comeback efter nederlaget:

Here I am
There you are
There is nothing left between us
Nothing left between us
So dance with me

Bear In Heaven - The Reflection of You by Bear in Heaven

/Martin

Nyt på vej fra Califone

Om få dage vil mine musikalske oplevelser fra Roskilde Festival være at finde på Frekvens. Indtil videre kalder andre projekter imidlertid, og da jeg i dag læste, at de ganske undervurderede Califone fra Chicago netop har signet til Dead Oceans, var det på sin plads med et lille fokus på dette ganske interessante band - og pladeselskabet med.

Det nye album All My Friends Are Funeral Singers udkommer d. 6. oktober. Gruppen ledes af sanger Tim Rutili og har gennem årene haft en mindre rotation blandt resten af bandmedlemmerne. Gruppen fik en del opmærksomhed med det nyeste album Roots & Crowns fra 2006, der bl.a. indeholdt et fantastisk cover af den gamle Psychic TV-sang The Orchids.
Det kommende efterårsalbum er ifølge Pitchfork en slags kompagnon til Tim Rutilis filmdebut af samme navn. Og apropos film er gruppen i øvrigt med på soundtracket til Stranger Than Fiction med sangen Bottles & Bones - et fint soundtrack, der også inkluderer en del med Spoon.
Fans af Modest Mouse vil måske også genkende navnet Tim Rutili fra sideprojektet Ugly Casanova, hvor han med Isaac Brock i 2002 udgav albummet Sharpen Your Teeth.

Og nu hvor deres nye pladeselskab altså er blevet ganske habilt, er det værd at gøre lidt reklame for dem. De har således allerede i år udgivet albums med Akron/Family, Bishop Allen, John Vanderslice, Phosphorescent og These Are Powers. Senere på året venter så både Califone og Bowerbirds. Ganske imponerende. De skal blive spændende at holde øje med de kommende år.

MP3: Califone - The Orchids
(Originalen af Psychic TV kan høres på MySpace)

/Martin