Mike Polizze og en hyldest til det, der er godt nok

Dette albumcover er ikke flot. Det er muligvis en hyldest til coverart fra en svunden tid, men flot er det ikke. Men der er noget hæderligt over det.

Mike Polizzes solodebutalbum Long Lost Solace Find er ikke det bedste, du kommer til at høre i år, men det er habilt. Det er endda hyggeligt til tider. Det er Kurt Vile'sk i sin rastløse afslappethed. Og det er fint nok. Nogle gange skal det bare være fint nok.

De store følelser kan ikke altid dominere, og det mest udfordrende kan ikke altid finde plads til at udfordre. Så finder en plade som denne til gengæld sin plads. Et sted i mellemrummene.

Mike Polizze var frontmand i Purling Hiss, som larmede lidt mere. Nu lyder Mike Polizze, som om det altid er søndag eftermiddag, hvor han er.

Long Lost Solace Find på Bandcamp

/Martin

Purling Hiss

Netop hjemvendt fra en lille turné i Tyskland og Holland træder en del højdepunkter frem, og blandt de musikalske er Philadelphia-trioen Purling Hiss nok det største. De spillede en fremragende koncert i Groningen på Vera, der må siges at være ét af de absolut bedste spillesteder, jeg nogensinde har besøgt. Anbefalingen er givet videre.

Purling Hiss er et band, der kender sin rockhistorie og har dvælet mest ved den psykedeliske rock i kombination med 90'ernes langsomme tonserbevægelse á la Dinosaur Jr. De har udgivet på alle tænkelige formater, og de har arbejdet med bl.a. Woodsist, Mexican Summer og nu også Drag City. Det nyeste album, Water on Mars, er langt mindre lo-fi end det meste andet, bandet har udgivet, og det klæder dem egentlig gevaldigt. Den altid habile Jeff Zeigler, en lokal helt i Philadelphia, har produceret.



/Martin