L'Rain og en fortættet lyd

Taya Cheek er på sin vis svær at gøre sig klog på. Som så mange andre er hun vokset op med at kunne plukke på alle hylder og dykke ned i musikhistorien uden besvær.

Forskellen er, at hun er bedre til at vælge fra og holde fokus. Under navnet L'Rain laver hun alternativ lag på lag-pop med masser af sjæl. I hvert fald soul.

'Two Face' er en formidabel sang. Stærk er også den nye single 'New Year's UnResolution', der læner sig mere op ad jazzen.

Produktionen er ligesom fortættet, en smule tilrøget, gennem sprækkerne dukker melodien op. På den måde kan det minde lidt om Blood Orange, da han var god for 10 år siden.

/Martin

Viet Cong

Da de ganske forrygende Women gik i opløsning, skete det under triste og mærkværdige omstændigheder. De forskellige medlemmer har siden da forsøgt sig i forskellige andre konstellationer, og to af disse – Matt Flegel og Mike Wallace – er efterhånden ved at finde fodfæste med Viet Cong, der også huser Scott Munro og Daniel Christiansen.

Tidligere på året udgav de Cassette på Mexican Summer, en tour-EP, der tidligere havde været tilgængelig på Bandcamp. Nu har de skrevet under med Jagjaguwar, der udgiver gruppens første LP den 20. januar.

Det canadiske band bevæger sig med singlen Continental Shelf i mørke kroge med kantede guitarer og en intensiverende vokal, der kanaliserer en tiltagende angst ud for så at give slip og give plads til et fjernt kor og en smule perspektiv. Continental Shelf er en uhyre stærk førstesingle, der lover godt for albumåret 2015.

Viet Cong spiller på Loppen den 12. februar.



/Martin

Autre Ne Veut går et skridt videre

Autre Ne Veut har allerede udgivet én af årets stærkeste plader, Anxiety, der udkom tilbage i februar på Mexican Summer. Nogle måneder senere så jeg ham i Berlin til en relativt underlig men stærk koncert, hvor hans stemme var særdeles ødelagt og dog slagkraftig. En oplevelse og et stærkt 2013 indtil videre.

Nu har han så en ny sang ude som del af Adult Swims "summer singles series". Titlen er ganske enkelt On and On, og den afspejler ligesom kompositionen den komplekse enkelthed, der udforskes i Autre Ne Veuts univers, der netop ofte er præget af en forbandet evighed, der til tider kan minde om de følelser, som vor helt og antihelt gennemgår i en bog som The Picture of Dorian Gray (se for Guds skyld ikke filmatiseringen med Ben Barnes).

Ganske bemærkelsesværdig er også sangens outro, der på det nærmeste er en sang i sig selv og tigger og beder om at blive fuldendt af lytteren et sted mellem dennes hoved og næstkommende destination.



/Martin

Purling Hiss

Netop hjemvendt fra en lille turné i Tyskland og Holland træder en del højdepunkter frem, og blandt de musikalske er Philadelphia-trioen Purling Hiss nok det største. De spillede en fremragende koncert i Groningen på Vera, der må siges at være ét af de absolut bedste spillesteder, jeg nogensinde har besøgt. Anbefalingen er givet videre.

Purling Hiss er et band, der kender sin rockhistorie og har dvælet mest ved den psykedeliske rock i kombination med 90'ernes langsomme tonserbevægelse á la Dinosaur Jr. De har udgivet på alle tænkelige formater, og de har arbejdet med bl.a. Woodsist, Mexican Summer og nu også Drag City. Det nyeste album, Water on Mars, er langt mindre lo-fi end det meste andet, bandet har udgivet, og det klæder dem egentlig gevaldigt. Den altid habile Jeff Zeigler, en lokal helt i Philadelphia, har produceret.



/Martin

Autre Ne Veut i storform

For godt to år siden skrev jeg lidt om Autre Ne Veut, en imponerende one man army fra Brooklyn, der angiveligt lystrer det borgerlige navn Arthur Ashin. Den 25. februar udgiver han sit nye album Anxiety på Software, og han har netop sluppet andensinglen Play By Play, der er en ganske fremragende popsang.

Damals, tilbage i januar 2011, skrev jeg, at han var del af den whitey-bølge af R&B, der var ved at sætte sig godt og grundigt igennem, og selvom der stadig er spor heraf, lyder han nu mere, ja, storladen. Det er patetisk i ordets oprindelige forstand, og det fungerer fortrinligt.

Sangen når på den anden side af de fem minutter, og afslutningen er i sig selv utroligt lang. Den indleder det nye album, selvom den lige så godt kunne være sidste skæring. Godt halvdelen af sangen er et intensiverende klimaks. Det er strukturen fra en proper 80'er-ballade forklædt som avant-pop. Et fragmenteret kor slutter sig til Ashin, der selv skralder mere og mere igennem. Særligt fra 3:50 aner man denne tidslomme, hvor kvindestemmen freestyler hjerteskærende gentagelser med små variationer over den stærke melodi. Sikken romantik!



/Martin

GR

Mexican Summer er ikke bange for at blande genrer og tilgængelighed på deres roster. Nu har de tilføjet endnu et navn til den mere - skal man sige - grænsesøgende side af foretagendet.

Det er i form af franske GR, kort for Greg Raimo, der netop har sluppet singlen Low-Born fra den kommende plade, A Reverse Age, der bliver udgivet 30. oktober.

Der er tale om en stressende og travl sag, der hele tiden lokker lytteren ved (flygtigt) at finde stabilitet i de konstant skiftende rytmer og tusinder af idéer, der trænger sig på. Opbyggende og nedbrydende. Subversiv syre. Det er langt hen ad vejen brud på brud, men særligt interessant bliver det med skiftet efter ca. 2:10, hvorefter helvede bryder løs igen med et bizart bud på en solo.



/Martin