Treefight for Sunlight og den bedste pladetitel

Gode, gamle Hegel skrev: "uskyldig er kun den handling, der ikke finder sted – som en sten, der blot er. Ikke engang et barn er uskyldigt."

Til det kan man sige to ting. Først med et citat af filosof Jørgen Dehs: "Man vil allerede kunne sige, at forestillingen om uskyld nødvendigvis må have en betragtelig plads, siden det giver mening igen og igen at benægte dens realitet."

Dernæst: han har ikke haft mulighed for at lytte til Pizza, den seneste skive fra Treefight for Sunlight, ét af nyere tids absolut mest interessante bekendtskaber på den danske musikscene.

Uskyld og dét at være uskyldig er en interessant negation, som diskuteres fint i førnævnte Dehs' bog Det autentiske, og nej, selvfølgelig er uskylden altid til diskussion og formentlig aldrig rigtigt til stede. Men selve muligheden indikeres fra tid til anden, og følelser vækkes til live, som minder os om noget andet og bedre. Sådanne følelser kaldes der på hos Treefight for Sunlight, der leverer noget, man næsten tør kalde ren popmusik.

De mange anerkendende nik til både psychedelia og Brian Wilson fungerer fint og naturligt, og de mange ingredienser synes at levere materialet til den sammenhængende enhed, der så passende samles under titlen Pizza.

Blandt de åbenlyse højdepunkter er singlen Come Closer og Somewhere in the Future, men det er bestemt værd at lytte pladen igennem – og derefter gøre det samme igen.





/Martin

PRE-Be-UN og let sommerregn

Naivitet er noget af det mest kontroversielle, man kan forestille sig. Få ting kan man fraskrive sig så hurtigt gennem den ellers noble refleksion som naiviteten. Den er født til at være under angreb, og vi holder da også ekstra meget af den, fordi den er så flygtig. Den skal beskyttes grundet sin renhed, skønhed og den kyniske udnyttelse, der står i diametral modsætning til dens kerne.

Selve beskyttelsen kan anskues som et brud på naivitetens væsen, så hvordan italesætter eller manifesterer vi den overhovedet? Ved at nå hinsides tematiseringen.

Nicolai Kleinerman Koch har tidligere stået bag tangenterne i Oh No Ono og Choir of Young Believers, og nu er han sprunget ud som sanger med sit soloprojekt PRE-Be-UN. Under dette navn bevæger han sig elegant og letbenet ind og ud mellem en forkærlighed for 60'ernes minimalistiske pop og de huller mellem populærmusikken og avantgarden, han lapper med den største naturlighed.

Det er ikke et udtryk for en post-ironisk tilværelse, og det er ej heller et udtryk for naivitet per se. Den søges heller ikke diskuteret. Det er snarere et udtryk for, at den skam har en ret til at eksistere, og at man kan nå ud over tematiseringen uden at tabe sig selv, hvorfor den stadig kan eksistere. Med en vigtig erkendelse i bagagen: Den har al mulig ret til at eksistere på egne vilkår, og deri ligger jo selve skønheden og, ja, kærligheden, der også ligger i selve titlen på PRE-Be-Uns herlige single Mysteriously in Love.

Albummet Clean Spasms er ude d. 19. august på Tambourhinoceros og kan allerede høres nu, hvis man forudbestiller pladen.

SoundCloud: PRE-Be-UN - Mysteriously in Love

Video:



/Martin

Kala-OK

Får man en mail fra Tambourhinoceros om et nyt band på selskabet, er der god grund til begejstring. Den nyeste tilføjelse hedder Kala-OK, og det er formentlig de færreste, der i forvejen kendte til dette projekt.

Bag navnet står Kristian Mondrup, der i 2009 drog i eksil i Kina og dér fandt ro til at arbejde på Kala-OK. Egentlig startede det længere tilbage, før det blev et énmandsprojekt, men det var først i Beijing, at sangene til den nye plade tog form. Debutalbummet Reminiscence of a Bodily Blues er sin store alsidighed til trods en meget sammenhængende plade, og herfra skal der lyde en opfordring til at sætte den på fra start til slut, da sangene ganske enkelt bedst giver mening som helhed.

Selvom udgangspunktet altså er et soloprojekt, er resultatet i sidste ende mere kollektivt baseret, og bl.a. Christian Rohde Lindinger fra Treefight for Sunlight synger på flere af pladens sange, ligesom også kæresten Shiyuan Liu synger på førstesinglen Stars Are A Sailing, som hun i øvrigt selv har kreeret videoen til.

Den psykedeliske popmusik fra 60'erne lader til at have været en stor inspirationskilde, og Mondrup holder ikke tilbage med eksperimenterne. Det betyder dog ikke, at vi har at gøre med tilfældigheder, og de mange samples, som har udgjort skabelonen til sangene, er nøje udvalgt. Der er interessante temposkift (som på slutningen af Time to Unwind), fantastiske melodier (som på åbneren Misbelieve Me), fængende guitarer (særligt Morning Comes) og generelt mange detaljer, der åbner sig for lytteren. På en sang som Little Ditch dekonstruerer Mondrup på det nærmeste sangen efter et par minutter og gentænker den friskt og veloplagt. Som han selv har udtalt, er han også først og fremmest trommeslager, hvilket har givet ham et mere rytmisk udgangspunkt i sangskrivningen.

Reminiscence of a Bodily Blues er ude på Tambourhinoceros d. 11. april.



/Martin