Woman's Hour

Der er efterhånden relativt få ting, der er kedeligere end pressebilleder af nye bands. Man bliver født ind i en tradition og længes efter at bryde den, men man skal gerne være genkendelig i det fotografiske udtryk og så med lidt held og dygtighed skille sig ud sonisk. Sådan er det. Sådan burde det ikke være, men sådan er det.

Det burde heller ikke være således, at der opdateres så sjældent, som det har været tilfældet de seneste måneder på disse sider. En ferie på Balkan har efterladt en slags kulturelt-geografisk forelskelse, der måske, måske, er gengældt.

Det kan vi kalde en udmærket tvivl, thi tvivlen langtfra altid af det onde. Som min kære ven og åndsfælle skriver det: At "måske" også gerne må være en tilstand. Eksponenter for udmærket tvivl finder jeg i Woman's Hour fra London, der udgiver deres debutalbum Conversations på mandag d. 14. juli via Secretly Canadian.

De fire har ikke kunnet undslippe en del sammenligninger med The xx, hvilket muligvis også kommer af en geografisk baseret forelskelse – men naturligvis også den minimalistiske popmusik, der må siges at bringe tankerne mod aftentide snarere end morgenstund, uagtet hvor meget guld den måtte have i mund.

Der er bestemt også enkelte ligheder med de snart sagt lige så nye Yumi Zouma. Efter deres fine EP (og særligt efter deres hyldest til Air France) må det naturligvis siges også at være en komplement snarere end blot sommerdoven namedropping.

Woman's Hour har meget vel begået én af sommerens mest interessante plader.





/Martin

Love Inks

Det er ikke overraskende, at man allerede nu i popmusikken kan høre et vist ekko af The xx. De blev da også eksponeret ret så voldsomt ved udgivelsen af debutalbummet, men deres minimalistiske tilgang har alligevel været af en mørkere karakter, end det er tilfældet for mange af de nye kunstnere, der dyrker selvsamme minimalisme.

Senest har jeg ladet mig fascinere af Love Inks, der med simple midler skaber underligt forførende, korte popsange. Det kører som så meget andet i ring, men som i tegneserieverdenen trædes cirklen i gulvet større og større, og man mærker udviklingen - trods alt.
Teksten er også umådeligt simpel og kører ligeledes i ring:

You've got black eye under your eye
Black eye under your eye
You've got black eye under your eye
Black eye under your eye
And tell me was it from a fight?
Baby, tell me was it from a fight?
Tell me was it from a fight?
Baby, tell me was it from a fight?
And did it happen last night?
Did it happen last night?
Did it happen last night?
Did it happen last night?

Stemmen er svær at regne ud. Den er konstaterende og til en vis grad nøgtern i sit udsagn. Men den er ikke kold. Ynkværdig er den heller ikke. Der er en vis interesse, men det er muligvis en historie, der i sig selv kører i ring og derfor ikke er værd at bruge for meget energi på for den kvindelige fortæller. Dog udelukker det ikke et håb om, at personen med det blå øje har taget slåskampen for vores sangerinde (oversættelsen til dansk kalder på genoptagelse af den berømte og evigt halvspændende diskussion om oversættelsens magt).

Debutalbummet E.S.P. udkommer til maj.

MP3: Love Inks - Blackeye

/Martin