Hvem skulle også vide det

Selv for en overraskelse var debutalbummet Skeptic Goodbye af You Won't ganske overraskende. Og ganske interessant et næsten konventionelt paradoks: Det er næsten umuligt i sin enkelhed, og netop heri ligger pladens og duoens styrke. Det er nemmere at distancere sig gennem et åbenlyst forsøg på et decideret brud, end det er overbevisende at nyfortolke fasttømrede traditioner.

Her ligner Massachusetts-bandet lidt deres regionale artsfæller Wheat, der ligeledes kan grænse til det skræmmende velkendte og alligevel svært placerbare (uden yderligere sammenligninger i øvrigt). Vi kan dog godt forsøge os med at placere You Won't, hvilket jeg også tidligere har gjort på disse sider: Udgangspunktet er en forkærlighed for folk-traditionen (eller traditionerne), hvor det som med snart sagt hver anden kunstner er umuligt at se bort fra en vis Dylan. Men også The Shins og The Apples in Stereo høres klart, og disse kunstnere er da også sig selv eksponenter for dette svære (og i denne kontekst lykkedes) forsøg.

Efter at have selvudgivet pladen uden megen opmærksomhed bliver den nu genudgivet her i januar på Old Flame Records, der bl.a. har arbejdet med Cloud Nothings, unouomedude og danske Alcoholic Faith Mission.

Én af pladens perler er samtidig den sang, jeg ifølge Last.fm har lyttet mest til de seneste tolv måneder, nemlig den skræmmende simple Who Knew. Den beskriver på godt tre minutter en rørende erkendelse af utilstrækkelighed hos den forelskede. Frem for at føre sig ynkeligt frem bliver det til en næsten slavisk opremsning af, hvordan vores helt - når alt kommer til alt - kunne have været den rette; det er noget så kynisk som timingen, der er helt forkert. Konstruktionen hedder altså: Hvis han var x, ville han gøre y, men [omstændighederne].

Narrativet er kronologisk opbygget: Først det kære barn, så den traurige 18-årige. Dernæst den midaldrende mand, så den 103-årige. I sangens sidste del bliver det mere abstrakt, eftersom desperationen spiller ind i erkendelsen. Han forestiller sig her, at han er Marty McFly og kan tage tilbage tilbage til deres barndom for at blive sin (umuligt) udkårnes bedste ven. Herefter antydes det patetiske, da han som a ghost on [the] hall vil hjemsøge hende. Men han er af kød og blod.

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
Who knew

Det leveres som en nøgtern kendsgerning: Der er intet at stille op. Det er skræmmende banalt, og netop dét kræver mod: At indse det enkle, der til tider kan symbolisere det uendeligt triste. Who Knew er en sørgmodig hymne - og en helt igennem formidabel popsang.

MP3: You Won't - Who Knew

You Won't - Who Knew by Movements & Nonsense

/Martin

You Won't

Lykkeligvis kan man stadig blive forundret over, hvor enkelt nogle bands kan forene de klassiske folk-fortællinger med de stærke popmelodier. Én af de store efterårsåbenbaringer for mit vedkommende har været Massachusetts' svært Google-bare You Won't. Spinner nævner navne som The Shins og Bob Dylan, og selvom vi her taler forskellige grader af sværvægtere, lyder blandingen nu ganske rimelig.

Én af perlerne er den ganske simple Television, der er båret af håndklap og et narrativ, der spænder fra de spæde års ydmygelse til en fremtid domineret af dinosaurer. Det hele bliver leveret upbeat og kært, og man får følelsen af den lettelse, der ligger i at komme ud (og dermed af) med skammen.

At dømme ud fra disse første sange et lovende lille band, som det skal blive hyggeligt at følge.

MP3: You Won't - Television
MP3: You Won't - Three Car Garage

/Martin