Hvem skulle også vide det

Selv for en overraskelse var debutalbummet Skeptic Goodbye af You Won't ganske overraskende. Og ganske interessant et næsten konventionelt paradoks: Det er næsten umuligt i sin enkelhed, og netop heri ligger pladens og duoens styrke. Det er nemmere at distancere sig gennem et åbenlyst forsøg på et decideret brud, end det er overbevisende at nyfortolke fasttømrede traditioner.

Her ligner Massachusetts-bandet lidt deres regionale artsfæller Wheat, der ligeledes kan grænse til det skræmmende velkendte og alligevel svært placerbare (uden yderligere sammenligninger i øvrigt). Vi kan dog godt forsøge os med at placere You Won't, hvilket jeg også tidligere har gjort på disse sider: Udgangspunktet er en forkærlighed for folk-traditionen (eller traditionerne), hvor det som med snart sagt hver anden kunstner er umuligt at se bort fra en vis Dylan. Men også The Shins og The Apples in Stereo høres klart, og disse kunstnere er da også sig selv eksponenter for dette svære (og i denne kontekst lykkedes) forsøg.

Efter at have selvudgivet pladen uden megen opmærksomhed bliver den nu genudgivet her i januar på Old Flame Records, der bl.a. har arbejdet med Cloud Nothings, unouomedude og danske Alcoholic Faith Mission.

Én af pladens perler er samtidig den sang, jeg ifølge Last.fm har lyttet mest til de seneste tolv måneder, nemlig den skræmmende simple Who Knew. Den beskriver på godt tre minutter en rørende erkendelse af utilstrækkelighed hos den forelskede. Frem for at føre sig ynkeligt frem bliver det til en næsten slavisk opremsning af, hvordan vores helt - når alt kommer til alt - kunne have været den rette; det er noget så kynisk som timingen, der er helt forkert. Konstruktionen hedder altså: Hvis han var x, ville han gøre y, men [omstændighederne].

Narrativet er kronologisk opbygget: Først det kære barn, så den traurige 18-årige. Dernæst den midaldrende mand, så den 103-årige. I sangens sidste del bliver det mere abstrakt, eftersom desperationen spiller ind i erkendelsen. Han forestiller sig her, at han er Marty McFly og kan tage tilbage tilbage til deres barndom for at blive sin (umuligt) udkårnes bedste ven. Herefter antydes det patetiske, da han som a ghost on [the] hall vil hjemsøge hende. Men han er af kød og blod.

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
Who knew

Det leveres som en nøgtern kendsgerning: Der er intet at stille op. Det er skræmmende banalt, og netop dét kræver mod: At indse det enkle, der til tider kan symbolisere det uendeligt triste. Who Knew er en sørgmodig hymne - og en helt igennem formidabel popsang.

MP3: You Won't - Who Knew

You Won't - Who Knew by Movements & Nonsense

/Martin

You Won't

Lykkeligvis kan man stadig blive forundret over, hvor enkelt nogle bands kan forene de klassiske folk-fortællinger med de stærke popmelodier. Én af de store efterårsåbenbaringer for mit vedkommende har været Massachusetts' svært Google-bare You Won't. Spinner nævner navne som The Shins og Bob Dylan, og selvom vi her taler forskellige grader af sværvægtere, lyder blandingen nu ganske rimelig.

Én af perlerne er den ganske simple Television, der er båret af håndklap og et narrativ, der spænder fra de spæde års ydmygelse til en fremtid domineret af dinosaurer. Det hele bliver leveret upbeat og kært, og man får følelsen af den lettelse, der ligger i at komme ud (og dermed af) med skammen.

At dømme ud fra disse første sange et lovende lille band, som det skal blive hyggeligt at følge.

MP3: You Won't - Television
MP3: You Won't - Three Car Garage

/Martin

Broken Bells

Det er nærmest umuligt ikke at have lyst til at dele projektet Broken Bells. Jeg har også svært ved ikke at bruge ordet 'projekt', når Danger Mouse er involveret. Når den anden part er ingen andre end James Mercer fra The Shins, bliver det rigtig interessant - og ja, ganske umuligt for mig ikke at have lyst til at dele.

James Mercer er mere eller mindre The Shins, så det kan ikke overraske, at førstesinglen The High Road lyder derhenad, hvad angår melodien. Danger Mouses bidrag er til gengæld en produktion, der til en vis grad bringer minder om gammel Phoenix. Det er da også først nu, det går op for mig, at der er visse ligheder i sangteknikken hos hhv. James Mercer og Thomas Mars. Mod slutningen af sangen går der en lille smule Beck i den. Alt i alt er der tale om en meget spændende sang, der lover godt for albummet, der udkommer på Columbia d. 9. marts (visse steder siger dog d. 8.).

MP3: Broken Bells - The High Road

/Martin

Surfer Blood

I internettid er året så godt som omme. I hvert fald i blogverdenen hvor der gøres klar til utallige year-end lists med højdepunkter fra dette (fantastiske) års udgivelser.

Det kan imidlertid også være rart at have noget andet at se frem til end lister og ord. Tidligt næste år udkommer en farligt stor mængde god musik: Vampire Weekend, Beach House, Yeasayer og Final Fantasy for bare at nævne nogle få. Og så er der nogle unge debutanter, der sniger sig ind og nok skal få deres portion opmærksomhed: Surfer Blood fra West Palm Beach, Florida. Og ja, der er ret meget surf-rock over det, men der er mere til det end som så.

Kvartetten består af fem collegestuderende i starten af 20'erne (startede som kvartet), hvoraf sanger og guitarist John Paul Pitts skriver musikken. Brian Wilsons ånd høres tydeligt i lyden, ligesom også The Shins er en åbenlys reference. Visse steder nævnes også tidlig Weezer (tidlig Weezer - altså ikke decideret dårlig Weezer). På den netop overståede CMJ fik de fem temmelig meget opmærksomhed, og hypen er ved at bygge sig op til debutalbummet Astro Coast, der står til udgivelse i januar på Kanine Records. Selskabet tager sig også af Chairlift, Oxford Collapse (som der også er elementer af hos noget Surfer Blood) og The Depreciation Guild. Grizzly Bears debutplade Horn of Plenty har de såmænd også udgivet en remixversion af. Som bekendt tog Rumraket sig jo af debutpladen på den anden side af Atlanten.

Nuvel! Tilbage til Surfer Blood. En hel del opmærksomhed venter i 2010. Til tider går der måske lovlig meget The Shins i den, men der er man vel næsten lovligt undskyldt, når sangene stadig er så stærke, som de er. Og så er det jo ikke den dummeste inspirationskilde, man kan have. Er man til popmusik med godt med reverb på vokalen, går man helt sikkert ikke galt i byen med Surfer Blood.

Rigtig god weekend ønskes herfra.

MP3: Surfer Blood - Floating Vibes
MP3: Surfer Blood - Swim (To Reach the End)

/Martin

Fruit Bats

Jeg drager på ferie en uges tid og får ikke mulighed for at opdatere bloggen.
Amerikanske Fruit Bats er nået til karrierens fjerde album. Selvom bandet allerede udgives på Sub Pop, er de pludselig blevet en hel del større, da frontmand Eric D. Johnson i mellemtiden er kommet med i The Shins. Musikken er ret hyggelig, selvom der ikke er meget nyt under solen. Men netop solen er nok en faktor, der kun gør deres musik stærkere.

MP3: Fruit Bats - The Ruminant Band
MP3: Fruit Bats - My Unusual Friend

/Martin