Los Campesinos! og den romantiske tautologi

Til oktober udgiver engelske (men Wales-baserede) Los Campesinos! deres nye plade No Blues, der på trods af den korte ordlyd er en klassisk LC!-titel med sin tørre, konstaterende tone.

Førstesinglen har fået den mundrette titel What Death Leaves Behind og er naturligvis ganske glimrende. Bandet har aldrig fået synderligt stor opbakning i Danmark, hvor det måske har været svært at forene gruppens udpræget engelske æstetik og hjerteskærende ironi med dét, der er blevet kraftigt promoveret herhjemme. Dette ændrer sig måske heller ikke med den nye plade, men det starter da ganske lovende.

Gareth David er én af vor tids bedste tekstforfattere, hvilket han igen beviser på What Death Leaves Behind, der ganske oplagt starter med begravelsesmetaforer, kirkelige artefakter og klassiske stemningsbilleder ("well summer sighed and summoned up hail"). Det hele leder op til et omkvæd, der ganske logisk fortsætter den power, vi bliver introduceret for i verset:

They say you and me are tautology
What grows from the seeds
Can you quite believe?
Through cracks come the weeds
Long time listener, first time caller
No need to remind me
What death leaves behind me

Omkvædet synges ganske effektivt som klassisk powerpop. De første fem linjer gentages af resten af bandet, hvorefter de synger de sidste to linjer sammen med Gareth David for at give dem ekstra pondus. Særligt skønt er det at tænke om tautologi som et romantisk anliggende, hvorfor idéen om sandhed får lov på klassisk vis at genindtræde i - så at sige - poetens sfære. Hertil kommer, at jeg altid har holdt af konceptet om en protagonist, der synger til sin udkårne men tematiserer de andre og deres udsagn. Som man eksempelvis også hører det i indledningen til Håkan Hellströms formidable Uppsnärjd i det blå:

"Dom måste lära sig gå"
Det är vad folk säger, när det är vi två
Vi måste härifrån
Den här stan drar ner oss til botten av ån

Gareth David har altid holdt af at spille på afsenderens bastante udmeldinger, der understreger den grundlæggende usikkerhed, og her får usikkerheden så en større plads. Idéen om at overbevise sig selv er et yderst sympatisk træk for den rationelle romantiker. Det forhold udforsker Bob Dylan jo også fornemt i Don't Think Twice, It's All Right og endnu mere konsekvent i den senere Most of the Time (i øvrigt én af de mest interessante Dylan-produktioner).

Nå ja, og så har vi jo allerede årets bedste linje her: I proof-read the Book of Job for the Lord: edit one, League Cup 2004.

No Blues udgives via Heart Swells, Turnstile og Wichita i oktober.



/Martin

Nyt fra The Tallest Man on Earth

Under det herlige navn The Tallest Man on Earth leverede svenske Kristian Matsson en lille åbenbaring i 2010. Albummet hed The Wild Hunt, og det beviste, hvilken direkte styrke der stadig kan formidles gennem folk-traditionen.

Matsson har efterhånden måttet høre på sammenligningerne med Bob Dylan i adskillige anmeldelser og interviews, og disse er selvfølgelig uundgåelige. Det kan imidlertid hurtigt konkluderes, at svenskeren er en unik stemme i vor tid. D. 12. juni er troubadouren klar med sit nye album There's No Leaving Now, der udgives på det overdådige Indiana-label Dead Oceans.

Førstesinglen 1904 er nu sluppet løs, og selvom pladeselskabet beretter, at det nye album er mere afslappet, hører man på det nye udspil stadig den sense of urgency, der gør The Tallest Man on Earth til så særlig en oplevelse. En yderst sommervenlig single fra et forhåbentlig sommervenligt album. For at dulme og dæmpe forventningerne lidt virker det derfor passende med et billede, der kan hjælpe os med at slå koldt vand i blodet.



/Martin

Hvem skulle også vide det

Selv for en overraskelse var debutalbummet Skeptic Goodbye af You Won't ganske overraskende. Og ganske interessant et næsten konventionelt paradoks: Det er næsten umuligt i sin enkelhed, og netop heri ligger pladens og duoens styrke. Det er nemmere at distancere sig gennem et åbenlyst forsøg på et decideret brud, end det er overbevisende at nyfortolke fasttømrede traditioner.

Her ligner Massachusetts-bandet lidt deres regionale artsfæller Wheat, der ligeledes kan grænse til det skræmmende velkendte og alligevel svært placerbare (uden yderligere sammenligninger i øvrigt). Vi kan dog godt forsøge os med at placere You Won't, hvilket jeg også tidligere har gjort på disse sider: Udgangspunktet er en forkærlighed for folk-traditionen (eller traditionerne), hvor det som med snart sagt hver anden kunstner er umuligt at se bort fra en vis Dylan. Men også The Shins og The Apples in Stereo høres klart, og disse kunstnere er da også sig selv eksponenter for dette svære (og i denne kontekst lykkedes) forsøg.

Efter at have selvudgivet pladen uden megen opmærksomhed bliver den nu genudgivet her i januar på Old Flame Records, der bl.a. har arbejdet med Cloud Nothings, unouomedude og danske Alcoholic Faith Mission.

Én af pladens perler er samtidig den sang, jeg ifølge Last.fm har lyttet mest til de seneste tolv måneder, nemlig den skræmmende simple Who Knew. Den beskriver på godt tre minutter en rørende erkendelse af utilstrækkelighed hos den forelskede. Frem for at føre sig ynkeligt frem bliver det til en næsten slavisk opremsning af, hvordan vores helt - når alt kommer til alt - kunne have været den rette; det er noget så kynisk som timingen, der er helt forkert. Konstruktionen hedder altså: Hvis han var x, ville han gøre y, men [omstændighederne].

Narrativet er kronologisk opbygget: Først det kære barn, så den traurige 18-årige. Dernæst den midaldrende mand, så den 103-årige. I sangens sidste del bliver det mere abstrakt, eftersom desperationen spiller ind i erkendelsen. Han forestiller sig her, at han er Marty McFly og kan tage tilbage tilbage til deres barndom for at blive sin (umuligt) udkårnes bedste ven. Herefter antydes det patetiske, da han som a ghost on [the] hall vil hjemsøge hende. Men han er af kød og blod.

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew

All along I did what I could
But you tell me my timing's no good
Who knew
Who knew

Det leveres som en nøgtern kendsgerning: Der er intet at stille op. Det er skræmmende banalt, og netop dét kræver mod: At indse det enkle, der til tider kan symbolisere det uendeligt triste. Who Knew er en sørgmodig hymne - og en helt igennem formidabel popsang.

MP3: You Won't - Who Knew

You Won't - Who Knew by Movements & Nonsense

/Martin

You Won't

Lykkeligvis kan man stadig blive forundret over, hvor enkelt nogle bands kan forene de klassiske folk-fortællinger med de stærke popmelodier. Én af de store efterårsåbenbaringer for mit vedkommende har været Massachusetts' svært Google-bare You Won't. Spinner nævner navne som The Shins og Bob Dylan, og selvom vi her taler forskellige grader af sværvægtere, lyder blandingen nu ganske rimelig.

Én af perlerne er den ganske simple Television, der er båret af håndklap og et narrativ, der spænder fra de spæde års ydmygelse til en fremtid domineret af dinosaurer. Det hele bliver leveret upbeat og kært, og man får følelsen af den lettelse, der ligger i at komme ud (og dermed af) med skammen.

At dømme ud fra disse første sange et lovende lille band, som det skal blive hyggeligt at følge.

MP3: You Won't - Television
MP3: You Won't - Three Car Garage

/Martin

The Tallest Man On Earth

Den svenske troubadour Kristian Matsson, med kunstnernavnet The Tallest Man On Earth, er tidligere blevet nævnt kort på disse sider. Imidlertid påtvinger kvaliteten af det nye album mig at sætte flere ord på det og give dén ekstra anbefaling.

The Wild Hunt er trods simple virkemidler et både stærkt og varieret album med charmerende tekster. Matssons stemme brænder. Han brænder efter at få ordene ud, og han lyder ofte afklaret og utålmodig på én og samme tid. Trods det klassiske singer/songwriter-udgangspunkt klynkes der heller ikke synderligt på pladen. Sangskrivningen tyder på alle måder på en mand med overskud.

Tilbage i skoletiden var Series of Dreams min yndlingssang med Bob Dylan. Senere blev det dog Boots of Spanish Leather, og det har holdt ved siden. Så meget desto mere charmerer det mig med den klare reference, man finder på The Wild Hunt til Dylan i sangen King of Spain. Ja, referencen er faktisk ret klar hele albummet igennem. En fantastisk overraskelse af et album.

MP3: The Tallest Man On Earth - King of Spain

/Martin

frYars

Den kun 18-årige frYars, aka Ben Garrett, er ét af de absolut mest interessante musikalske bekendtskaber, jeg har gjort mig i meget lang tid.
Han har på kort tid fået en del opmærksomhed i England og specielt i hjembyen London (bl.a. grundet en artikel hos al hypes moder, NME), hvilket har givet ham supportjobs med of Montreal, Goldfrapp og Vampire Weekend.
Musikken er herligt original og sangene overraskende gennemtænkte for så ung en sangskriver. Ganske alene står han bag alt ved musikken, der mestendels er kogt ned til synth, klaver og trommer. Live som på plade. Han er blevet kaldt den nye Nick Cave (en smule sært måske), medens vokalen er blevet sammenlignet med folk lige fra Zach Condon og Antony Hegarty. Men mest af alt lyder han nu som Patrick Wolf - hvad angår både stemmen og lyden, selvom der også er spor af både Depeche Mode og David Bowie (den har man vist hørt før). Og for nu at fortsætte sammenligningerne, så lad os slå fast, at han ligner Bob Dylan og ligeledes skriver ganske imponerende.
Der er plads til forbedringer i både musikken og lyrikken, men det er kun en god ting; at noget fantastisk kan blive genialt.

Ben Garrett har indtil videre udgivet The Perfidy EP og The Ides EP, der begge kan erhverves gennem iTunes fra hans MySpace-side.

MP3: frYars - happY
MP3: frYars - Madeline
MP3: frYars - The Ides

/Martin