Flyttekasserne er ved at være pakket, og alting er klar til at flytte med til Berlin. Tingene virker i øjeblikket som en form for organiseret rod. Eller noget, der på én gang er forvirrende og betryggende. Eller snarere i denne situation: Betryggende fordi det er forvirrende og nyt - og til tider eksisterer dette behov i så stærk grad, at det betryggende er iboende i det nye. Forstået som udfordringer og bekæmpelse af stilstand.På en måde passer australske Tame Impala fint ind her. Jeg har egentlig ville skrive om dem i lang tid, men det er grundet tilfældigheder ikke blevet til noget før nu. De spiller en form for psykedelisk pop med klar bund i 60'erne og lidt i 70'erne. Det kan selvfølgelig betyde mange ting. Det lyder f.eks. ingenlunde hen ad The Clientele. Det er også en hel del mere inspireret end (ellers udmærkede) Wooden Shjips. Debutalbummet Innerspeaker er en overraskende stærk sag, der åbner sig for den tålmodige lytter. Det er musik, der kan sættes på i baggrunden, men som alligevel tvinger sig frem i sindet.
MP3: Tame Impala - Solitude Is Bliss
/Martin
Ingen kommentarer:
Send en kommentar