mandag den 24. februar 2020

Bullion

Under navnet Bullion har Nathan Jenkins lavet elektronisk og en slags balearisk musik i en håndfuld år, som oftest har haft et skævt smil over lyden.

For nylig udgav han den herlige single Hula, som stråler i egen nedtonede ret og samtidig har visse ligheder med det mærkværdige Freur-hit Doot Doot fra 1983 (walisiske Freur var i øvrigt en tidlig inkarnation af Underworld).

På fredag udkommer EP'en We Had a Good Time, hvorfra man nu kan høre den flotte, vemodige titelsang.

Ifølge altid fremragende Gorilla vs. Bear er EP'en "informed by out-of-town trips in a 1987 Renault 9 Super, impromptu car park hulas, and solo cinema bliss." For både Hula og singlen We Had a Good Time gælder inspirationen fra 80'erne. Der er god plads i lydbilledet, og der bliver givet plads til de forskellige detaljer, som træder frem på skift.

"So I'm the lucky one..." indleder han titelsangen med, og vi ved selvfølgelig godt, at han ikke føler sig spor heldig. Amerikaneren bor dog i Lissabon, så helt skidt står det nok ikke til.

EP'en We Had a Good Time er ude fredag den 28. februar på Nathan Jenkins' eget Deek Recordings.



/Martin

onsdag den 12. februar 2020

Meryem Aboulouafa

At noget er en kliché betyder ikke, at det er usandt. Det er en stor verden (kliché/sandt), og der er meget at opleve (kliché/sandt). Jeg har eksempelvis aldrig dykket ned i marokkansk musik, og jeg husker ikke at have prøvet at glæde mig til en udgivelse fra en marokkansk kunstner. Det sker heldigvis nu.

Én blandt 35 millioner marokkanere er Meryem Aboulouafa, og hun har en fantastisk stemme. Den bliver dog gemt væk af diverse effekter og vocoder på den nye single Ya Qalbi, men det fungerer fortrinligt.

Det er oprindeligt en algerisk festsang fra den arabisk-andalusiske sangskat, som Meryem Aboulouafa nu tackler med et moderne touch. Nogen festsang lyder det ikke som i hendes version. Det er derimod meget inderligt, og med effekten fra vocoderen kommer det til at lyde som flere stemmer, der forsøger at finde hinanden, finde fælles fodslag, i søgen efter en indre ro.

Meryem Aboulouafas debutalbum udkommer 27. marts på franske Animal 63.



/Martin

tirsdag den 4. februar 2020

Torres er bedre end nogensinde før

29-årige Mackenzie Scott, bedre kendt som Torres, har netop udgivet sit fjerde album. Efter bruddet med 4D har Merge sat kløerne i hende, og det kan de være glade for: Silver Tongue er hendes hidtil klart bedste album og en stor fornøjelse.

Der er spor af både V V Brown (anno Samson & Delilah) og en smule Bat For Lashes. Det er med andre ord underspillet storladent og imponerende produceret.



/Martin