fredag den 22. februar 2019

Pure Bathing Culture er tilbage

Ordet 'æterisk' er muligvis blevet ødelagt af idéen om æteriske olier. Men den æstetiske idé om det lette og luftige er jo herlig, og få bands mestrer dette bedre end amerikanske Pure Bathing Culture.

Sarah Versprille og Daniel Hindman udgav i 2015 den glimrende Pray for Rain. En plade, der af og til lider under at være overproduceret, men som har umådeligt fine sange, som er bedre live.

Siden da har de måttet starte forfra, efter de mistede pladeselskab og team. De er siden blevet signet af Infinite Companion, der udgiver deres nye plade Night Pass den 26. april. Det virker som et klogt træk.

Førstesinglen Devotion er god, og som både Gorilla vs. Bear og Brooklyn Vegan noterer sig, lyder det som noget fra Fleetwood Macs mesterlige Tango in the Night (1987).



/Martin

tirsdag den 5. februar 2019

Lala Lala

Lillie West har lavet to fine plader: en selvudgivet debut i 2016 og en opfølger på Hardly Art i 2018. Men det er i 2019, at hun har udgivet sin hidtil bedste sang.

Det har hun gjort med sin ven (og en slags mentor) Yoni Wolf fra WHY?.

Det er en vuggende og skæv popsang med en slags call and response, hvor Yoni spiller rollen som en fjern respons. Man kan næsten ikke høre, hvad han siger, hvor hun står tydeligere frem og ligefrem starter ganske klart med ordene: I'm sorry I was evil.

West går til bekendelse og deler sine følelser, og det hele fremstår beroligende. Musik som terapi. Det går begge veje.



/Martin