onsdag den 28. september 2011

Pure Bathing Culture

Det er vist på rette tid at advare om årstiden: Den medbringer gerne en lyst til at tale om, netop, årstiden. Jeg har svært ved ikke at nævne det på disse sider, så nye læsere er hermed advaret.

Dagens anledning er duoen Pure Bathing Culture. Det ligger måske allerede i navnet. Det vækker en rejselyst af den mere banale slags. Umiddelbart er det letsindigt med simple trommer og percussion blandet med lækre guitarflader. Men det er ikke blot solskin. Med noget nær verdens dårligste metafor: Det kan minde om lysten til sort kaffe i sommervarmen.

Uden at lyde som Beach House deler de et udgangspunkt, man også ofte hører i denne anden duo: Grænselandet mellem accept og afklarethed. Det grænser dermed også til en mærkværdig blanding af selvmedlidenhed og bitterhed, uden at disse kommer rendyrket i fokus. Man forestiller sig, at tristessen tidligere har nået et højdepunkt, der trods alt tillader en vis - næsten ironisk - afstand. I disse øjeblikke er der næsten tilstande af noget balearisk.

De to spiller også i Vetiver, der jo nyder fin opmærksomhed og opbakning fra Sub Pop. De arbejder i øjeblikket på deres første fuldlængde, som det skal blive ganske spændende at følge.

MP3: Pure Bathing Culture - Ivory Coast
MP3: Pure Bathing Culture - Lucky One

/Martin

søndag den 25. september 2011

Nye toner fra Twilight Sad

Efter den glimrende debut Fourteen Autumns and Fifteen Winters blev The Twilight Sad hurtigt en del af den ædle skotske musikscenes elite. Ordet elite klinger falsk i denne sammenhæng, da ingen af disse skotter vil tilhøre nogen elite. Uanset hvad hører trioen (startede som kvartet) til i toppen af Glasgow-scenen, og det kan de færreste vel betvivle.

Jeg blev dog aldrig lige så hooked på opfølgeren Forget the Night Ahead, og det samme gælder vist for blogosfæren generelt. Nu kan de så revanchere sig lidt, når de til februar udgiver deres tredje album, No One Can Ever Know. En skøn titel, der passer fint ind i den sikre usikkerhed og skrøbelighed, de portrætterer. Men dette er naturligvis kun den ene side af titlen: Den anden er den mere hemmelighedsfulde eller ligefrem truende adfærd, der genkalder den barske realitet, man mødte i gruppens gennembrudssingle That Summer, At Home I Had Become the Invisible Boy.

Førstesinglen fra det nye album har fået den dramatiske titel Kill It in the Morning, og det er i høj grad nye toner fra skotterne. En mere industriel lyd har taget over, hvilket har fået flere til at drage sammenligninger med bl.a. Nine Inch Nails.

The Twilight Sad - Kill It In The Morning by Fat Cat Records

/Martin

torsdag den 22. september 2011

Nedbarberet eller romantisk komedie fra 1984

Ved udgivelsen af Bon Ivers selvbetitlede opfølger til debutalbummet For Emma, Forever Ago gik bølgerne højt, da fans diskuterede pladens sidste sang, Beth/Rest. Diskussionen gik ikke på kvaliteten af sangen, kompositionen eller teksten. Det var naturligvis den meget firservenlige produktion, der var temaet.

Lad mig først slå fast at jeg er meget begejstret for pladen, der netop som helhed er meget stærkere end debuten (selvom P4k's 9.5 selvfølgelig er lidt overdrevet). Og lad mig derefter slå fast at Beth/Rest er mit yndlingsnummer på hele pladen. Justin Vernon har nyligt spillet en soloversion af sangen hos NPR, hvilket også er grunden til, at jeg nu tager tråden op igen. Jeg holder stadig meget mere af albumversionen, men det må med denne nye og nøgne version stå klart, hvor stærk selve sangen er. At mange så kunne ønske en mere tilbageholdende produktion, er selvfølgelig en anden sag - og fair nok. Så her er en mulighed for at give den en ny chance.

En lille sidehistorie: Jeg modtog en anmelderkopi ca. en uge før udgivelsen, men pladen leakede længe før. Derfor lå der på YouTube en video i et par uger med den fantastiske titel: New Bon Iver track should have been used in a 1984 romance film. Videoen var kun halvandet minut lang og indeholdt stillbilleder fra Romancing the Stone (på dansk vistnok Nu går den vilde skattejagt). Derfor var dette halvandet minut det første, jeg hørte fra den nye plade, selvom jeg oprigtigt var i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var tale om Bon Iver. Andre spekulerede i, hvorvidt hele den nye plade mon havde denne - hvad nogen vil kalde - cheesy æstetik. Måske håbede en del af mig selv på det, men før nogen indvender det åbenlyse, må jeg selv indrømme, at 39 og et halvt minut måske havde været i overkanten med denne produktion.

Der er naturligvis et åbenlyst paradoks i titlen på det sirlige YouTube-klip (taget ned grundet copyright), men den havde dog mere end én funktion: På et personligt plan gjorde den mig klar til denne modige afslutning på albummet, samtidig med at den gjorde mig fantastisk nysgerrig efter at høre mere. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg genstartede videoen for at høre det indledende halvandet minut, det kunne blive til. På et større plan kan vi imidlertid have lidt gavn af dette tidslige paradoks, der inviterer os til at gøre nogle tanker om, hvorvidt og hvorledes vi kan skelne mellem - såvel som forene - (potent) nostalgi, retrospektive elementer, effekter og begreber som mod og mål i et forsøg på at kunne bevæge os fremad, selvom der skues bagud.

MP3: Bon Iver - Beth/Rest (NPR Solo Piano Version)

/Martin

tirsdag den 20. september 2011

Gammelt nyt fra Neutral Milk Hotel

Jeg forestiller mig, at de fleste læsere på disse sider holder af Neutral Milk Hotel. Eller rettere: Holder man allerede af dem, må det formodes, at man elsker dem. Debuten On Avery Island (1996) er en fremragende plade, medens opfølgeren In the Aeroplane over the Sea (1998) er decideret sublim og noget af det smukkeste, der er hørt de seneste mange år. I dette tilfælde er der ingen grund til at holde tilbage med voldsomme adjektiver og ligefrem superlativer.

D. 22. november udgiver gruppen et deluxe box set med LP'er, EP'er og sjældenheder. Fra dette box set har de nu frigivet en fremragende sjældenhed i form af sangen Engine, der tidligere blev udgivet til singlen Holland, 1945. Med andre ord en sang, der blev indspillet på samme tid som én af de allerbedste plader i 90'erne.

Velbekomme.

MP3: Neutral Milk Hotel - Engine

/Martin

søndag den 18. september 2011

You Won't

Lykkeligvis kan man stadig blive forundret over, hvor enkelt nogle bands kan forene de klassiske folk-fortællinger med de stærke popmelodier. Én af de store efterårsåbenbaringer for mit vedkommende har været Massachusetts' svært Google-bare You Won't. Spinner nævner navne som The Shins og Bob Dylan, og selvom vi her taler forskellige grader af sværvægtere, lyder blandingen nu ganske rimelig.

Én af perlerne er den ganske simple Television, der er båret af håndklap og et narrativ, der spænder fra de spæde års ydmygelse til en fremtid domineret af dinosaurer. Det hele bliver leveret upbeat og kært, og man får følelsen af den lettelse, der ligger i at komme ud (og dermed af) med skammen.

At dømme ud fra disse første sange et lovende lille band, som det skal blive hyggeligt at følge.

MP3: You Won't - Television
MP3: You Won't - Three Car Garage

/Martin

torsdag den 15. september 2011

Young Man

For en sangskriver i den såkaldte YouTube-tid er et navn som Young Man næsten oplagt. Eller måske snarere tiltrængt. Det er tilbageholdende og foregiver ikke en empirisk omnipotens holdt oppe af overfladiske Wiki-søgninger. Det er snarere ganske ydmygt. En mand, der overgiver sig til nysgerrigheden.

Min introduktion til Young Man var sangen Tired Eyes, en tålmodigt opbyggende sang, der undsiger sig fristelsen til en kommentar om rastløshed eller ligefrem kedsomhed. På den måde er der lidt til fælles med Grizzly Bear, selvom resultatet i sidste ende er noget ganske andet. Det handler om at tage sig tiden til at opspore dynamikkerne i det spændingsfelt, der netop grænser op til rastløsheden men aldrig gennemtrænger den; titlen passer fint ind, og det er da også de første ord, der synges efter en fornem og enkel guitarindledning. Efter halvandet minut får guitarerne mere frit løb og får selskab af et simpelt beat, der efter næsten et minut mere igen afløses af et fremragende vokalbåret melodistykke, hvorefter guitarerne begynder at markere en art opløsning. Hvor midterstykket lyder mere som dybtfølt og nysgerrig improvisation, aner man næsten en frygt mod (eller ligefrem for) slutningen, der kommer til udtryk i denne lillebitte udvikling i de forskellige guitarer. Det hele lyder ret simpelt, men det er meget sjældent i disse tider, at man på den måde kan lade dette instrument udtrykke så meget i lydbilledet.

Der er pludselig forventninger til debutalbummet Ideas of Distance (fantastisk titel), der udkommer 27. september via Frenchkiss.

MP3: Young Man - Tired Eyes

/Martin

tirsdag den 13. september 2011

Nyt fra Los Campesinos!

Los Campesinos! deler gerne vandene, og mange har et kompliceret forhold til gruppen. Det engelske band (bosat i Wales) kan være direkte anstrengende, og jeg var egentlig heller ikke helt overbevist efter debutalbummet. Først med det andet album (af bandet selv omtalt som en udvidet EP) We Are Beautiful, We Are Doomed erklærede jeg mig fan af powerpop-bandet. Sidste års Romance Is Boring skuffede bestemt heller ikke, men viste i stedet en lejligheds roligere side af bandet.

De syv udgiver det nye album Hello Sadness 14. november, hvorfra de nu har delt førstesinglen By Your Hand, der lyder både radiovenlig og ganske typisk LC!. En fin single, der lover lige så fint for resten af pladen. Sangene er blevet til blandt timevis (hvilket bedre kan måles i dage og uger) foran Football Manager og med et evigt knust hjerte for sanger og sangskriver Gareth. En smuk kombination.

Los Campesinos - By Your Hand by Pretty Much Amazing

/Martin

søndag den 11. september 2011

Indlæg i debatten om KODA vs. blogs

(Følgende er skrevet på en togtur to uger tilbage og kommer altså lidt forsinket op - men bedre sent end aldrig)

Prisen på dansk musik


Det kræves nu af KODA, at indehavere af musikblogs skal betale for at lægge musik op til streaming, hvis kunstnerne er medlem af KODA, selvom kunstnerne selv har sagt god for det. Dette vil i dag sige 36.000 medlemmer. En både beklagelig og rystende udvikling.

Primo august tog KODA kontakt til musikbloggen Wonders Make Joy, da de havde musik liggende på deres hjemmeside fra kunstnere, der er medlemmer af KODA. De fik valget mellem at tage sangene ned eller at kompensere økonomisk. De valgte – naturligvis – førstnævnte. Sagen førte til en debat fredag d. 26. august om retten til at lægge musik op på en blog (læs mere fra KODA og på Geiger).

Én af hovedkonsekvenserne af dette dialogmøde blev, at bloggere kun må lægge musik af KODA-medlemmer til streaming, såfremt de betaler en månedlig økonomisk kompensation. Dette beløb afhænger af, hvor mange besøgende siden har. Det skal her pointeres, at disse besøg er relativt små, men størrelsen er for så vidt irrelevant; det er en principielt forkert beslutning i første omgang.

Det er indledningsvis værd at hæfte sig ved, at KODA først midt i 2011 er klar til denne debat. Såvel mp3-formatet som blogs har eksisteret i mere end et årti, og det er alarmerende, at vi ikke har haft debatten allerede for adskillige år siden. Et ganske klart tegn på at KODA ikke har forstået den udvikling, der har fundet sted i musikbranchen (en udvikling som i øvrigt har fundet sted i mange andre brancher som følge af den digitale udvikling).

Det er ydermere vigtigt at understrege, at dette ikke er et angreb på KODA som institution. KODA er ikke fjenden. Der er brug for dem, og de spiller en uvurderlig rolle i forbindelse med at sikre udøvende musikeres rettigheder (ligesom de spiller en vigtig rolle i forbindelse med uddeling af støtte til kunsten). Men i denne forbindelse er der tale om en grundlæggende misforståelse eller ligefrem fejlvurdering, der desværre svært kan tolkes som andet end en manglende forståelse for udviklingen i musikbranchen og -industrien. Ja, endda for idealerne (disse kommer vi tilbage til, da de bestemt spiller en rolle).

Lad os herefter gå ud fra at der ikke bevidst lægges ulovligt materiale ud. Når bloggeren modtager en pressemeddelelse med en vedhæftet mp3-fil fra et pladeselskab, et distributionsselskab eller direkte fra et band med beskeden om, at man gerne må lægge den ud på sin blog, skulle man umiddelbart tro, at de involverede parter har sagt god for det. Dette er åbenbart ikke nok ifølge KODA.

For et øjeblik at gøre det mere personligt får jeg disse mails hver eneste dag, og på en uge er der en del forespørgsler fra både danske og udenlandske musikere og branchefolk, der har hobet sig op i inboxen. Der er ingen tvivl om, at musikblogs spiller en central rolle i promoveringen af musik i dag – og sådan har det allerede været i mange år.

Det er særligt mindre pladeselskaber og upcoming orkestre, der forsøger sig med at få opmærksomhed på diverse musikblogs, da denne digitale promovering er en – så at sige – gratis mulighed, når man nu ikke har den kapital til PR-kampagner, som større selskaber har det. Dette skaber yderligere en fare for nichemusikken, der ellers har nydt godt af de nye digitale muligheder. For risikerer vi ikke netop, at mange musikbloggere helt nedlægger deres musikformidling, eller at nogle kunstnere ligefrem undlader at registrere sig hos KODA? Sidstnævnte er næppe sandsynligt, da der – som tidligere bemærket – er brug for KODA, men førstnævnte er en meget mulig og meget trist konsekvens.

Bloggens styrke er dens autonomi. Den tydeligt subjektive vurdering, der aldrig forklædes som andet. Såfremt der er reklamer på en blog, bringes dette element naturligvis i fare, og i dette tilfælde kan man måske tale om, at bloggeren ligefrem lukrerer på andres musik – her ændres spillereglerne til en vis grad. En kort stund gør jeg det igen personligt: Jeg har gennem årene sagt nej til tilbud om reklamer på bloggen af netop disse to årsager: For at forblive min egen (hvilket i sidste ende skaber frihed, troværdighed og gør musikanbefalingen ligeså) og for ikke at tjene på andres arbejde og værker. De færreste bloggere tjener penge på deres skriverier, og det er naturligvis disse, vi forholder os til.

Man kan til en vis grad tage den et stykke længere: Vi gør et stykke gratis arbejde. Vi er fri presse, som man kan se som pro bono-kulturformidlere. Vi gør det ikke, fordi vi er interesserede i aflønning. Jeg håber her, at idealerne også er på plads hos andre bloggere – ellers beklager jeg inkluderingen. Det vil naturligvis være direkte ulovligt at ignorere dette nye kompromis (for det er i sandhed en kompromittering – og en farlig én af slagsen). De danske blogs kunne snarere gå sammen om simpelthen ikke at omtale KODA-registreret musik for en stund, men dette vil jo straffe de musikere, vi gerne vil fremhæve. Vi skriver af ren entusiasme, af ren kærlighed til – og begejstring for – musikken. Det er de rette idealer og altså ikke hverken tyveri eller udnyttelse.

Lad os lige ridse konflikten op igen: Musikere, der selv sender deres musik ud, er indforståede med, at de ikke får betaling for den streaming, der foretages af de lyttere, der nysgerrigt leder efter ny musik. Det samme er de pladeselskaber, der sender musikken ud. Når en kunstner skriver under med et pladeselskab, er det også med vished om, at pladeselskabet promoverer musikken – det er trods alt én af hovedgrundene til, at man skriver under med et pladeselskab. Ingen bliver altså snydt i denne sammenhæng, men bloggerne skal alligevel betale for at lægge musikken ud.

Men hvordan skal vi da se på denne betaling? Officielt bør vi vel betragte det som en kompensation eller vederlag, selvom det snarere føles som en besynderlig straf eller mekanisk indkassering. En investering kan vi næppe kalde det. Det er svært at finde eufemismer i denne sammenhæng.

Den københavnske konsulentvirksomhed YourWaves beskrev meget sigende faren ved, at musikerne ikke selv kan sige ja til at lægge deres musik til stream eller download, hvis de er medlemmer af KODA. Som de meget rammende formulerer det: ”F.eks. er en musikvideo en rigtig god måde at promovere et album (og har altid været det), men en musikblogger skal ifølge KODAs forslag betale for at indlejre en musikvideo på sin blog - uagtet at musikeren selv har lagt den på YouTube. Det er lidt ligesom at lade varehuschefen betale for, at K-salat kommer og deler smagsprøver ud på hønsesalat.”

Man må naturligvis være varsom med at sammenligne mellem industrier og medialiteter. Men lad os et øjeblik fokusere på filmindustrien. Har man en filmblog og skriver en foromtale eller en anmeldelse, er der god ræson i samtidig at indlejre en trailer til den omtalte film. Hvilket produktions- eller distributionsselskab ville drømme om at producere en trailer, der ikke måtte deles?

Eller lad os forestille os en kunstner, der har en ny udstilling. Både han og museet har interesse i at promovere denne udstilling, og i forbindelse med reklamen herfor fremstilles derfor et foto af et eller flere værker. Heller ikke her er der et problem. Det er i kunstnernes interesse at få deres kunst ud, og dette kan både anskues som et ideal (hvorfor ellers kalde sig kunstner?) og en strategi, der i det lange løb netop hjælper kunstneren med at kunne fortsætte med at dyrke sin lidenskab.

Lad os igen få idealerne i spil: Der er et demokratisk såvel som dybt menneskeligt potentiale i en blog; vi kan alle lave én, hvis vi har adgang til internettet. Således kan man dele tanker, idéer og (nu svækket) begejstring for kunst. Det er lidenskab og dybt bekræftende kærlighed til kunsten, der forhindres grundet en misforståelse. Ja, langt hen ad vejen kan vi tale om fans, der promoverer uden at tjene noget som helst på det. Det er uvurderlig kulturformidling, der kan gå tabt grundet et håbløst forsøg på at holde fast i vaklende strukturer.

Her må jeg igen erklære mig fuldstændig enig med førnævnte YourWaves, der mener, at KODA i stedet må gøre deres system mere fleksibelt og tilpasse sig den nye digitale virkelighed og den moderne musikers behov. Jeg er overbevist om, at de selv er interesserede i dette, og de opererer da også med flere forskellige slags ordninger. Det er altså ikke, fordi de mangler viljen.

KODA indsamler i denne forbindelse håndører fra flittige bloggere. Beløbet er som sagt ligegyldigt. Jeg har loyale læsere, og jeg blogger videre, så længe der er folk, der er interesserede i at høre om den musik, jeg har lyst til at fremhæve. Det vil jeg aldrig betale for. Så er risikoen til gengæld, at jeg aldrig kan omtale og dermed promovere dansk musik på bloggen, medmindre kunstnerne altså ikke er medlemmer af KODA – og det er bestemt ikke et ultimatum, man har lyst til at give kunstnerne.

Det er kunstnernes interesser, der bør være i centrum, og det er musikken, der i sidste ende er på spil. KODA bør derfor lytte til musikerne og tænke over, hvad deres ønsker egentlig er, og hvad der er bedst for medlemmerne – de danske musikere.

/Martin

fredag den 9. september 2011

Balam Acab

Balam Acab er 20-årige Alec Koone, en musikstuderende fra New York og en ganske flittig sampler. Efter EP'en See Birds fra 2010 udgav han i år fuldlængden Wander / WonderTri Angle (Clams Casino, Holy Other, How To Dress Well).

Det er i dette tilfælde værd at skelne mellem det mørke og det, der befinder sig i mørke. Gennem pladen bevæger Balam Acab sig igennem mørke gange og udforsker gennem mystiske samples et univers af tåge og en forunderlig nysgerrighed. Men mørkt er det ikke. Ikke som sådan. Wander / Wonder er én af årets stærkeste elektroniske udgivelser, og Alec Koone er en komponist og sampler, der i den grad er værd at holde øje med.

MP3: Balam Acab - Oh, Why

/Martin

mandag den 5. september 2011

jj leger lo-fi

Når nu jj lader os have en overskrift kun med små bogstaver, er det kun passende, at de kan larme lidt mere med titlen på deres nyeste single (man har fornemmelsen af, at de selv tager pis på begrebet), der har fået den mundrette titel YOU DON'T KNOW HOW MUCH IT WOULD HURT ME IF YOU SAID THAT YOU WERE IN LOVE WITH ME.

Gruppen har lagt sangen ud på deres blog, og ud over teksten foreligger der ikke megen info, så om sangen kunne være fra en kommende n°4 er ikke til at sige. Efter den suveræne debut med den lige så suveræne titel °2 var vi nok en del, der blev skuffede over n°3, der dog bød på mange stærke sange.

Men hvorfor nu denne skepsis over for begrebet single? Måske fordi det netop skaber forventninger om, hvad der måtte følge. Fordi det bør have en vis umiddelbar appel. Om det er en refleksion over dette, jj ønsker at sætte i gang eller ej, er naturligvis svært at sige, men de færreste vil tænke på den nye single som - netop - en single. Til gengæld passer den ganske lo-fi og meget nøgne tilgang fint til teksten, og sangen fungerer efter nogle gennemlytninger meget fint. Der er intet balearisk over det, og det handler vist ikke umiddelbart om stoffer, så vi er på flere måder uden for svenskernes tryghedszone. Det lyder de til at være ligeglade med, og hvor paradoksalt det så end lyder, kunne det vel også forventes.

MP3: jj - YOU DON'T KNOW HOW MUCH IT WOULD HURT ME IF YOU SAID THAT YOU WERE IN LOVE WITH ME

/Martin

fredag den 2. september 2011

Nyt fra Atlas Sound

Min begejstring for Bradford Cox som kunstner vil ingen ende tage. Den 8. november ligger så et nyt album klar under Atlas Sound-aliaset - klar til påskønnelse og beundring. Titlen er Parallax, og 4AD står for udgivelsen.

Titlen er ganske passende for Bradford Cox og lyder umiddelbart til at have et biografisk element i sig. At vurdere et objekt fra forskellige vinkler, iagttage forskydninger og ændringer, vurdere afstande. Begrebet tilhører i første omgang matematikken, men det fungerer naturligvis også i overført betydning; man forestiller sig næsten idéen til titlen som et resultat af musikerens oplevelse med at blive iagttaget grundet dennes Marfans syndrom. Folk vender sig, holder blikket. De fortsætter og bliver alligevel tilbage. Noget bliver tilbage. En følelse af at være et objekt.

I forbindelse med albummet har 4AD lavet en lille subside, der er ganske simpel og alt i alt rigtig, rigtig fin. Den er både flot og refererer ligeledes tilbage til titlen. Herfra kan også hentes første udspil fra pladen, Terra Incognita, der efter en Grizzly Bear-lignende intro hurtigt begynder at ligne Atlas Sound mere og mere. Som altid: Haunting.

MP3: Atlas Sound - Terra Incognita

/Martin