onsdag den 31. december 2008

Årets album 2008 - Camilla



10. The Acorn – Glory Hope Mountain (Paper Bag)

Vi har først fået glæde af The Acorns behagelige folk-pop i Europa her i år, selvom albummet ”Glory Hope Mountain” allerede blev udgivet i USA tilbage i 2007. Anmeldelserne har ikke været voldsomt lovprisende (ej heller hos Pitchfork, FY!), men forsanger Rolf Klauseners skrøbelige stemme og den Akron/Family-inspirerede musik, fortjener uden tvivl et nærmere lyt.
The Acorn på MySpace


Portishead - Third (Island)

10 års ivrig venten er slut. Third er udgivet og har været ventetiden værd. Det trækker lytteren ind i en mørk, melankolsk verden. En verden opbygget af eksperimentelle, trip hop-toner, som vi også kender det fra de tidligere plader, de Bristol-bosatte har sendt på gaden. Dette er et album, der fortjener et utal af gennemlytninger for at få alle detaljer med.
Portishead på MySpace

8. TV on the Radio – Dear Science (4AD/Interscope)

Det er ikke fordi, jeg kan prale af at have lyttet til Dear Science utallige gange. Gennemlyttet er det dog blevet, og det er svært ikke straks at være klar over, at man her har med en af årets mest gennemførte art-rock plader at gøre.
Tv on the Radio på MySpace

7. Atlas Sound – Let The Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel (Kranky)


Atlas Sound er navnet på Deerhunter-forsanger Bradford Cox’ soloprojekt. Jeg anmeldte albummet for Undertoner tilbage i februar, og allerede dér herskede der ingen tvivl om, at det med sit ambiente og skrøbelige univers, ville finde en plads på min årsliste.
Atlas Sound på MySpace

6. Cut Copy – In Ghost Colours (Modular/Interscope)

Cut Copy har med det dansable electropop-album In Ghost Colours bevist, at Australien ikke kun kan prale af operahuse, Kylie Minouge, kænguruer, Ayers Rock, Steve Irwin, Architecture in Helsinki, koalaer... og AC/DC.
Cut Copy på MySpace

5. No Age - Nouns (Sub Pop)


Ligesom Abe Vigoda slog amerikanske No Age deres folder i det punkede undergrundsmiljø i LA. Selvom de nu har vundet mere og mere succes uden for deres hjemby, har de ikke skruet ned for hverken punkreferencerne eller støjniveauet på Nouns. Heldigvis. Pladen lever mindst ligeså meget op til sin forgænger Weirdo Rippers fra 2007.
No Age på MySpace

4. Vampire Weekend – S/T (XL)


Indrømmet - Der har ikke altid hersket hed kærlighed mellem mig og Vampire Weekend, og i starten var jeg stædigt overbevist om, at forsangeren, Ezra Koenig, burde finde sig et dårligt reggae-band at rode med i stedet. Heldigvis er det uretmæssige had blevet til henrykkelse, og Vampire Weekend havner derfor, med deres alternative, glade popsange, på en fjerdeplads. Vampire Weekend på MySpace


3. Jay Reatard – Matador Singles 08 (Matador)


Tidligere på året udgav Jay Reatard Singles 06-07 og her i oktober blev det til Matador Singles 08. Begge plader indeholder et hav af garage-punk og melodisk pop inspirerede sange, og selv et skønt cover af Deerhunter-nummeret ”Fluorescent Grey” kan det blive til på MS 08. Der kan derfor på ingen måde tales om et dalende niveau for hr. Reatard trods sin store produktivitet.
Jay Reatard på MySpace

2. Abe Vigoda - Skeleton (Post Present Medium)

De LA-bosatte Abe Vigoda har i år stået model til danske anmeldertæv fra henholdsvis Gaffa og Undertoner. Heldigvis er vi et par stykker, der modsat Undertonerskribenten, ikke tager udgangspunkt i bandets - åbenbart pinlige - pressemeddelelse, men i stedet for rent faktisk lytter til selve musikken. Og den er støjende og prægtig!
Abe Vigoda på MySpace

1. Deerhunter – Microcastle/Weird Era Cont. (Kranky/4AD)

Jeg elskede dem sidste år for Cryptograms. I år er de, om muligt, elsket endnu mere for deres Microcastle. Jeg mangler ord. Minimalisme, ambient og lofi-garage rock er åbenbart en guddommelig kombination.
Deerhunter på MySpace

Må I alle have et rigtig prægtigt nytår!
/Camilla

tirsdag den 23. december 2008

Open up your / Open up your / Open up your / Door!

I starten af det nye år er det tid til det nye Animal Collective-album Merriweather Post Pavilion, der har fået masser af omtale for både materialet (et par sange er leaket og spillet live) og... Ganske meget andet. Netop de leakede sange har fået blogs til at lægge sangene op, hvilket bl.a. Grizzly Bear også har gjort på deres blog. Indtil de fik problemer med "Web Sheriff", der var ude med riven på vegne af Domino. Nu har Bradford Cox også blandet sig med en noget alternativ indgangsvinkel.

Animal Collective har indtil videre kun udgivet gode albums - de fleste af dem endda fantastiske. Med dette års EP, Water Curses, er det da også svært ikke at glæde sig. En tårefremkaldende smuk miniudgivelse.

Hold øje de kommende dage, hvor Börneblogger Camilla sætter sig igennem med sin årsliste.

Og med et citat fra amerikanernes kommende album ønskes I hermed en dejlig jul (såfremt I er til den slags):

OPEN UP YOUR / OPEN UP YOUR / OPEN UP YOUR / DOOR!

EDIT: Det lyder vist mere som "throat" end "door" efter et par tusinde gennemlytninger!

MP3: Animal Collective - Brother Sport (NPR Live)

/Martin

fredag den 19. december 2008

Tværmedial tilfældighed

Som søn af en kunsthistoriker er det svært ikke at glædes, når noget af det bedste musik fra 2008 finder inspiration i billedkunsten. Kendskab til kunsthistorien er ikke pr. definition et kvalitetsstempel og ikke nødvendigvis et bevis på dannelse, men det kan omvendt også skabe et så meget desto mere imponerende værk, når man formår at bruge den viden, man har i sit værk. I 2008 blev det i musikkens verden til fin opmærksomhed for Pieter Bruegel den Ældre (ca. 1525-1569), før 1559 stavet Brueghel.

Første eksempel er hos Titus Andronicus med deres forrygende Upon Viewing Brueghel's 'Landscape With the Fall of Icarus'. Det kan kun anbefales at se billedet i større format for at få alle detaljer med. Bruegels billeder er sædvanligvis fyldt godt ud med detaljer - i dette tilfælde en kæk blanding af referencer til Det Gamle Testamente (Kain med sit kvæg og hyrden Abel) og græsk mytologi. Alle på billedet har travlt med deres eget, og ingen lægger mærke til Icarus, der falder i vandet til højre i billedet, efter solens stråler har ødelagt hans vinger. Livet går sin vante gang. Heri kan man lægge en masse, og temaer som ansvar og medmenneskelighed rejser sig nemt. Hvordan Titus Andronicus har tolket det, skal jeg ikke kunne sige, men noget tyder på, at de også har spurgt sig selv, hvorvidt man kan have nok i sit eget, og hvornår man som menneske bør tage ansvar for omverdenen:

So Father, if it's possible, let this cup pass me by, but if it can't without my drinking it, then thy will be done.

Det andet eksempel ses hos Fleet Foxes. Og selvom musikken fint akkompagnerer flere af Bruegels værker, skal referencen her ses direkte i gruppens cover art til debutpladen Fleet Foxes, hvor de bruger værket Netherlandish Provers (Nederlandske Ordsprog). Endnu en gang er der på værket frygteligt travlt. Ud over at fungere som et glimrende blikfang, er der også en masse detaljer i billedet. Alt imens tonerne er forholdsvis bløde, og lyset er ganske romantisk, er det svært at finde fred noget sted i billedet. Et forhold, der passer fint på Fleet Foxes' lyd over for deres tekster. På billedet ser vi bl.a. folk der slås, en mand der er gået kold, et dyr der sprættes op osv.

En undersøgelse i 1996 har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det endelige Landscape With the Fall of Icarus rent faktisk er malet af Bruegel. Det står dog fast, at det endelige værk i hvert fald er lavet over en skitse af den nederlandske maler. Og helt sikkert er det, at maleriet er en del af en tradition, som Bruegel mestrede til fulde.
Uanset hvad er det herligt at se musikerne være interesserede i kunsthistorien - og bruge den.
Til slut vil jeg anbefale at kigge grundigt på de to værker.

God weekend, kære læsere.

/Martin

søndag den 14. december 2008

En lille søndagshilsen

I den travle sidste måned på året sker der som bekendt ikke forfærdelig meget i musikverdenen. Derfor går selv blogs lidt i stå. Det er dog heller ikke spritnyt, hvad jeg her vil hive frem denne søndag - selvom det er ganske nyt for mine ører.

Engelske Jonquil er centreret omkring den 20-årige Hugo Manuel. Oxford-bandet startede som et soveværelsesprojekt for sangskriveren, der dog hurtigt indså, at han havde brug for nogle legekammerater. Derfor inviterede han Kit Monteith, Ben Rimmer, Jody Prewett og Sam Scott ombord - sidstnævnte fra de lovende Youthmovies, der har nydt fin succes i England i år.

Deres lyd er blevet sammenlignet med Akron/Family og Animal Collective (den har man vist hørt før), men der er bestemt også spor af danske Efterklang. Specielt i den forrygende Lions. Der er tale om en art østeuropæisk folk med flittig brug af harmonika og violin.

Jonquil er signet til Try Harder, der har udgivet de to albums Sunny Casinos og Lions. Try Harder er et forholdsvis lille DIY-label, der bl.a. har arbejdet med Foals, Blood Red Shoes og Youthmovies.

Ifølge Jonquils' MySpace spiller de på Lades i København d. 18. januar.

MP3: Jonquil - Lions
MP3: Jonquil - Whistle Low
Video: Jonquil med Le Blogotheque (vokalharmonierne rammer ikke altid korrekt, men det rammer alligevel hjertet)

/Martin

søndag den 7. december 2008

Årets album 2008 - Martin (1-10)

Så er vi nået til top 10! Se første del af Martins top 25 her.
Om 2008: Inden for hvad mange vil kalde indie-verdenen var 2008 præget af færre udgivelser fra etablerede grupper end sidste år (der bød på udgivelser af grupper som Interpol, Modest Mouse, Clap Your Hands Say Yeah, The Shins, The Arcade Fire, Animal Collective etc.).
2008 har til gengæld givet plads til mange spændende debutanter og en del albums fra bands, der er blevet stemplet som neo-folk, psych-folk og new-primitivism. Hvor 2007 bragte nogle af disse begreber på folks læber, er de først i år blevet hvermandseje. En anden heldig udvikling har også fundet sted i 2008: Et større udbud af grupper, der finder inspiration i verdensmusikken og er i stand til at forbinde den med en vestlig pop- og rocktradition. Endnu et spændende år for musikken! Og nu til resten af listen:

10. Portishead - Third

At vente ti år med at udgive album nr. 3 er ret rock 'n' roll. At skabe så vanvittige forventninger efter kun to plader er endnu vildere. At skabe et så helstøbt og helhjertet album som Third og dermed reaktualisere sig selv så overbevisende - det er en kunst. Portishead lyder ikke en dag forældede, og de sætter endnu engang musikverdenen på plads med deres dystre, elektroniske genialiteter.

9. Fleet Foxes - Fleet Foxes

Efter at have set på mange amerikanske årslister er en 9. plads ret lavt for debutanterne i Fleet Foxes. Jeg vil dog fokusere på, hvor imponerende det er at lyde så meget som sig selv på sin første fuldlængdeudgivelse, som det er tilfældet her. Fleet Foxes rammer bredt og kan ganske enkelt beskrives som både sofistikerede og pisse hyggelige.

8. Cut Copy - In Ghost Colours

Australske Cut Copy har med deres seneste udspil endelig erobret det store publikum, deres skønne pop fortjener. De fleste steder fremhæves gruppens inspiration fra 80'erne, men der er også en hel del fra 90'erne; de tager således elementer af naiviteten i eurodance og gør det, gisp!, interessant. Et forrygende album, der balancerer et mystisk sted mellem det dansevenlige og det melankolske.

7. No Age - Nouns

Punkduoen No Age imponerede sidste år med EP-opsamlingen Weirdo Rippers, der fandt plads på både min og Börneblogger Camillas liste over de bedste udgivelser fra 2007. I år udgav gruppen så deres første 'rigtige' LP - og de skuffer bestemt ikke. Blandingen af punk og ambient er spredt så elegant ud på albummet, at det ene aldrig overtrumfer det andet.

6. Atlas Sound - Let the Blind Lead Those Who Can See But Cannot Feel

Bradford Cox' soloprojekt Atlas Sound var ventet med stor begejstring af mange Deerhunter-fans. Hvordan ville denne særling udfolde sig på egen hånd? Én ting var sikkert: Udfolde sig, det ville han. Manden oser af kreativt overskud, hvilket på denne spirituelle rejse tager lytteren gennem en eventyrlig og skræmmende verden af shoegazer-pop, ambient og lofi-pop.

5. The Acorn - Glory Hope Mountain

Canadiernes seneste udspil har mange steder fået fine anmeldelser - men kun få steder modtaget de rigtig fine af slagsen. Havde jeg kun haft en måned til at gennemlytte pladen, ville den nok også ende med en sådan bedømmelse. Men ligesom åbningsnummeret Hold Your Breath, én af dette års smukkeste sange, folder albummet sig ud og bliver kun stærkere og stærkere. Folder sig ud, lukker lytteren ind, lukker. Åbner op til noget større. Rolf Klausener er en yderst undervurderet sangskriver, der nok skal få den fortjente respekt de kommende år.

(Glory Hope Mountain udkom i USA sidste år, men fik først sin europæiske udgivelse i år)

4. Vampire Weekend - Vampire Weekend

Med så massiv hype op til udgivelsen af dette års bedste debutalbum skulle det blive spændende at se, om amerikanerne kunne levere varen. Det kunne de åbenlyst - ud fra både salgstal og anmelderreaktioner. Der er intet at sige til det: Deres blanding af afrikansk musiktradition og vestlig poptradition er ganske unik. Ikke fordi de har opfundet noget revolutionerende - men fordi de gør det så godt. De smittende og medrivende sange leveres med så meget overskud, at det er svært ikke at lade sig begejstre.

3. The Dodos - Visiter

Amerikanske The Dodos er et underfundigt studie i, hvordan man med simple midler stadig i 2008 kan skabe noget unikt. Om det så hører under psych-folk, neo-folk eller hvad. Meric Long er en fremragende guitarist og sanger, og Logan Kroeber er en fremragende trommeslager. De har den tekniske kunnen, og de har noget at bruge den til: De skriver ganske enkelt bedre sange end de fleste.

2. Deerhunter - Microcastle

Så kom Bradford Cox med to gange i top 6! Sidste år havde både jeg og Börneblogger Camilla svært ved at beskrive Deerhunters Cryptograms. Jeg vil heller ikke vove mig ud i en længere beskrivelse af album nr. 3. Det er simpelthen ufatteligt svært at beskrive, hvad Deerhunter gør, men de gør det rigtigt. Der er tale om en art rejse i nyere rockhistorie, og den kan kun anbefales.

1. TV On The Radio - Dear Science

Hvis Microcastle er en rejse i nyere rockhistorie, så er Dear Science et studie i logisk alsidighed. Intet band har i 2008 vist så meget overskud, som TV On The Radio har med dette udspil. Der er alt, hvad hjertet kan begære, og amerikanerne har nu endelig indfriet det enorme potentiale og manifesteret sig som ét af nyere tids vigtigste orkestre. En gruppe, der giver fanden i, hvordan man bør lyde. En gruppe, der på magisk vis er endnu mere inspirerende, end den er inspireret - og så er vi ude i det transcendentale. Jeg er målløs.

(N.b.: Vi har valgt ikke at inddrage EP'er på vore årslister!)

torsdag den 4. december 2008

Årets album 2008 - Martin (25-11)


Velkommen til første af to dele af Börneblogger Martins liste over årets album 2008. Vi starter med nr. 25-11.

25. Times New Viking - Rip It Off

Sandt at sige kender jeg mange, der ikke kan døje Times New Viking. Af samme grund som jeg elsker dem: Dedikationen til en støjende lo-fi produktion hvori de vikler bedårende, ultrakorte popsange.

24. Titus Andronicus - The Airing of Grievances

Endnu en skramlet produktion fra et meget lovende band, der snart får genudgivet dette album i en remastered udgave. Den sparsomme produktion til trods er kvaliteterne dog åbenlyse: En belæst rockgruppe, der både mestrer det hårdtpumpende og det ærligt følsomme.

23. Los Campesinos! - We Are Beautiful, We Are Doomed

At udgive album nr. 2 samme år som debutalbummet er et modigt træk, men når man på næsten alle måder overgår sig selv, skal man sandelig ikke høre for det. Hvor Hold On Now, Youngster var lidt for lang og lidt for overgearet, er opfølgeren kun en halv time lang, fordelt på ti sange. Vigtigst af alt er det, at selve sangene er så meget bedre på We Are Beautiful, We Are Doomed. Det er stadig meget twee, og den får ikke for lidt på violin og klokkespil, men det virker alt sammen - specielt med de enkle, hverdagsfilosofiske tekster.

22. of Montreal - Skeletal Lamping

Det er ingen skam ikke at kunne leve op til sidste års mesterlige Hissing Fauna, Are You the Destroyer?. Kevin Barnes og co. fortsætter med eksperimenterne, nogle gange lidt for meget, og får pakket ca. 50 sange ind i 15 titler af ca. en times varighed i alt. I forhold til sidste års album er der i år blevet plads til mere disco og meget, meget lummer funk.

21. The Notwist - The Devil, You + Me

Mange år skulle der gå, før man hørte nyt fra Tysklands bedste band. Årene har været brugt på en masse sideprojekter, der lader til at have renset den mesterlige gruppes kreative ånd, så de kunne starte forfra. At overgå Neon Golden ville nærmest være umuligt, og det lyder heldigvis ikke som om, de har prøvet. The Devil, You + Me er et rørende, stærkt og dramatisk album, der fortjener stor opmærksomhed for sin balancegang mellem det stærke og det skrøbelige.

20. Fuck Buttons - Street Horrrsing

For mange vil Street Horrrsing i længden være et kedsommeligt bekendtskab med sin hang til det repetitive. Men giver man sangene den nødvendige opmærksomhed, vil detaljerne også nå ørerne. Et brutalt og smukt elektronisk værk.

19. Bon Iver - For Emma, Forever Ago


Egentlig udkom For Emma, Forever Ago i første omgang i 2007, da Bon Iver, alias Justin Vernon, selv udgav pladen. I år fik den så en rigtig udgivelse med yderst fine selskaber i ryggen (Jagjaguwar i USA, 4AD i Europa), og vi tillader den derfor på listen! Det er længe siden, jeg har hørt så simple sange lyde af så meget. Noget så stille, der efterlader så eftertrykkeligt et sjæleligt ekko. Det er simpelt, det er skrøbeligt, det er ærligt - og netop derfor er det så stærkt.

18. The Ruby Suns - Sea Lion


New Zealand har i år markeret sig med både Flight of the Conchords og The Ruby Suns, og hvor førstnævnte ganske vist ikke er seriøs musik, er de ikke uden relevans i denne forbindelse: Begge grupper formår nemlig at grave ned i genrelandskabet med glimrende forståelse for effektfulde virkemidler. The Ruby Suns har med Sea Lion skabt et mangefacetteret popalbum med plads til inspiration fra The Beatles, afrikansk pop, deres egne mâorirødder og new wave. Forbløffende nok virker det stort set hele albummet igennem.

17. Gang Gang Dance - Saint Dymphna


På deres fjerde langspiller byder Brooklyn-bandet på mere psykedelisk pop, der finder inspiration i bl.a. en asiatisk musiktradition. Kedeligt bliver det aldrig, og krydderier som dance, ambient, trip hop, hip hop mm. giver det hele et præg af overskud frem for forvirring.

16. High Places - High Places


Efter en række glimrende demoer og singler var der store forventninger til High Places' debutalbum. De indfries heldigvis mere eller mindre, og selvom de er blevet sat i bås som neo-primitivism (ligesom Gang Gang Dance også er), er der andet og mere at hente i dette album - kort sagt er her tale om nogle yderst fine sange gemt i de mange lag.

15. Why? - Alopecia


Yoni Wolf og co. har med Alopecia skabt deres hidtil bedste album. I en tid hvor hip hop og indie rock ofte overlapper hinanden og skaber et bredere publikum end nogensinde før, er det stadig kun Why?, der til fulde dyrker så åbenlys en blanding af netop hip hop og indie rock. Og så er det endda bedre end det dejlige Elephant Eyelash.

14. Wolf Parade - At Mount Zoomer


Meget af denne liste indeholder referencer og sammenligninger med tidligere albums, og en sådan sammenligning er ganske umulig, når det kommer til andet udspil fra Wolf Parade. Apologies to the Queen Mary er et af dette årtusinds bedste rockalbums, og forventningerne til opfølgeren var derfor urimeligt høje. De første mange måneder blev det da også kun hørt med en følelse af skuffelse, indtil jeg gav det en fair chance. Lad der ikke herske nogen tvivl: At Mount Zoomer er et glimrende album, der vokser og vokser på lytteren.


13. Abe Vigoda - Skeleton


Selvom Skeleton er L.A.-bandets tredje udspil, har de først i 2008 vundet den fortjente anerkendelse. Musikken er blevet markedsført som både noise og punk, men det bliver aldrig meget larmende - ej heller punk i sin rene form. Snarere som det også er blevet kaldt adskillige steder: Tropical punk rock.

12. The Walkmen - You & Me


Endelig skete det: The Walkmen har med You & Me indfriet deres store, store potentiale. Hvor de tidligere har været eminente på et halvt album og halvkedelige på den anden halvdel, er de her i storform med deres simple rock 'n' roll hele pladen igennem.

11. Beach House - Devotion


Åh, den tristhed! Hvor kan den være charmerende, når den er så inderlig. Der er ikke ligefrem tale om en festplade, og Beach House kører i samme spor som på debutpladen, selvom Devotion er produceret den tand klarere.

I løbet af få dage kommer top 10 på siden.

/Martin

onsdag den 3. december 2008

Dansk musik i 2008

Hvad enten vi taler den virtuelle verden eller den virkelige verden, er jeg hos nogle kendt (jeg bilder mig ikke ind, jeg er en celeb!) som værende ganske kritisk over for dansk musik. Dette skal ikke tilskrives et stædigt væsen eller et forsøg på en art politisk eller kulturel afstandtagen. Musikalsk snobberi er der måske klare tegn på i mit væsen, men dette burde ikke spille ind på landegrænserne. Dansk musik er bare sjældent rigtig interessant. Enten prøver kunstnerne slet ikke (hvilket kan være fair nok, hvis man kan skære en god popsang alligevel), eller også prøver de for hårdt, hvilket resulterer i noget tvungent, unaturligt, upersonligt. Dansk musik er stadig i krise rent kunstnerisk, men det lysner bestemt.

Mange af de forkerte albums er blevet fremhævet af pressen i år, ikke nogen jeg vil nævne her, og enkelte har ikke fået den credit, de fortjener - også selvom de har høstet fine anmeldelser og megen opmærksomhed.

Et band som Larsen & Furious Jane har gang på gang fået fantastiske anmeldelser - og formentlig aldrig bedre end i år. Men de sælger stadig ikke mange plader - heller ikke af det seneste album Zen Sucker. Heldigvis går det dem ikke på. I diverse interview fortæller århusianerne, hvordan de "jo også har et liv ved siden af musikken" - og pladesalget har jo vist sig ikke at gå ud over selve musikken. De er ikke gået på kompromis for at gå et bredt publikum i møde.

Til gengæld har det tidligere Lake Placid-medlem Jannis Noya Makrigiannis med sit Choir of Young Believers haft både kommerciel succes (så meget man nu kan have det i Danmark) og anmeldertække - endda med rette. Hittet Next Summer er langt fra det bedste på debutalbummet This Is For the White in Your Eyes, hvilket siger noget om den høje kvalitet på denne langspiller.

Diefenbach har ligesom Larsen & Furious Jane haft anmelderne på deres side igennem mange år og luftede i år deres frustrationer over for Undertoner: "Vi har eksisteret i 10 år, og det kunne være fedt at prøve at sælge mere end 1.500 plader. Det handler ikke kun om at sælge, men vi synes, vores musik er god nok til, at nogle flere skal høre den. Det ville være fedt ikke længere kun at være up and coming."
Man kan håbe for københavnerne, at pladesalget stiger med deres album fra i år, Dark Spinner.

I det mindre rockede hjørne har Rumraket-bandet Our Broken Garden markeret sig ved at blive signet til det, med rette, prestigefyldte Bella Union i England. Og de er endda at finde på Mojos liste over årets albums på en 35. plads (find link og en masse andre årslister her).

Og nu vi er ved Storbritannien er det også blevet til megen fortjent opmærksomhed for de to M'er Mimas og Marvins Revolt, der begge, som tidligere år, har turneret flittigt derovre. Mimas har fået udgivet debutalbummet The Worries (udgives først herhjemme til februar) gennem Big Scary Monsters til forrygende anmeldelser, og Marvins Revolt har fået udgivet deres Killec gennem The Richter Collective. Killec blev udgivet herhjemme i 2007 og er desværre stadig ret overset.

Flere af de nævnte grupper i denne artikel enten kender jeg eller har på anden måde en relation til. Dette vil altid sløre dømmekraften, så dem ville jeg ikke tage med på en liste over årets danske udgivelser. Faktisk vil jeg slet ikke mønstre en decideret liste. Men når alt dette er sagt, vil jeg alligevel ikke holde mig tilbage fra at skamrose en anden dejlig overraskelse i 2008: Le Fiasko. Med deres selvbetitlede debutalbum har de formentlig skabt årets danske udgivelse. Et inspirerende værk, der ubesværet svæver mellem det jazzede, det post-rockede og decideret pop. Uden at lade til overhovedet at bekymre sig om disse genrer, disse begreber. Tilmed er produktionen så fremragende, at værket som helhed sagtens kunne klare sig på det udenlandske marked, hvis det blev støttet af kompetent markedsføring og turnévirksomhed. Læs min anmeldelse på Frekvens (ingen tvang).

tirsdag den 2. december 2008

Optakt til årsliste: Honourable mentions - Martin

Så er jeg ved at være tæt på at offentliggøre min liste over årets 25 bedste albums fra 2008. I første omgang vil jeg dog lige sørge for at ære nogle af de bands, der ikke kom med på listen. Bands, der har leveret gode, rigtig gode og mere end hæderlige albums i 2008. Enkelte af disse udgivelser var meget tæt på at komme på listen, andre er blot så lovende, at de nødvendigvis må nævnes, og andre endnu kan jeg simpelthen bare ikke komme udenom.
Der har naturligvis været mange andre fine udgivelser i år, end dem jeg nævner her og på selve listen.

Elbow – The Seldom Seen Kid

The Music Tapes – Music Tapes for Clouds and Tornadoes

Crystal Stilts – Alight of Night

Frightened Rabbit – The Midnight Organ Fight

Women - Women

M83 – Saturdays = Youth

Born Ruffians – Red Yellow and Blue

Ponytail – Ice Cream Spiritual

Vivian Girls – Vivian Girls

Sigur Rós - Með suð í eyrum við spilum endalaust

Pacific! – Reveries

El Guincho – Alegranza

Ra Ra Riot – The Rhumb Line

Grand Archives – Grand Archives

Crystal Castles – Crystal Castles

Okkervil River – The Stand-Ins

Tokyo Police Club – Elephant Shell

This Town Needs Guns - Animals

Department of Eagles – In Ear Park

Benoît Pioulard - Temper

Silver Jews – Lookout Mountain, Lookout Sea

Windy & Carl – Songs for the Broken Hearted

Måske jeg vedlægger nogle mp3'er på et tidspunkt. God tirsdag, kære læsere.

/Martin

mandag den 1. december 2008

Tribute til et par opløste grupper

Det er blevet d. 1. december, og vi har allerede nævnt julen her på bloggen. En del årslister er nu også dukket op rundt omkring, og vi er også i fuld gang med at overveje vore. Og nu da vi er ved det med at skue tilbage, kom jeg forleden til at lytte til et par opløste bands, der aldrig har fået megen opmærksomhed i Danmark. Dette indlæg er en hyldest til de to.

Det første er canadiske K.C. Accidental (fanside her), der var en art forløber for Broken Social Scene. Duoen bestod således af BSS-tovholder Kevin Drew og Charles Spearin, der har været med til at danne det jazzede post-rock vidunder Do Make Say Think (og er indehaver af et prægtigt 80'er moustache). De nåede kun at udgive to albums, Captured Anthems for an Empty Bathtub (1998) og Anthems For the Could've Bin Pills (2000), før de gik videre med andre projekter. Deres få sange indeholder ganske lidt vokal, men det er ganske tydeligt at høre, hvilke bands de skulle vise sig at gøre sig gældende i.
Debutalbummet udgav bandet selv, men fik det genudgivet med hjælp fra Noise Factory Records i 2003. De udgav også gruppens andet og sidste album.

Det andet band er American Football fra Urbana, Illinois (forrygende bynavn!). Gruppen eksisterede i årene 1997-2000 og blev dannet af Mike Kinsella og Steve Lamos. Førstnævnte, gruppens kreative drivkraft, er i dag kendt for sit soloprojekt Owen, ligesom han også har været en del af Cap'n Jazz og Joan of Arc. De fleste af bandmedlemmerne spillede sammen i forskellige konstellationer og under forskellige navne, og som American Football blev det til et enkelt selvbetitlet fuldlængdealbum og en, ja, selvbetitlet EP. Begge udgivelser blev varetaget af Polyvinyl Records (Aloha, Architecture in Helsinki, Asobi Seksu, Headlights, Loney Dear, of Montreal og Joan of Arc + Owen). Gruppen blev i sin tid sammenkædet med emo og er siden flittigt blevet døbt 'post-emo', hvilket nok hænger mest sammen med de banale (men kære) tekster. Meget af det fine guitararbejde kunne snildt have inspireret mange af vor tids engelske math-pop bands med sine rødder dybt plantet i den amerikanske forstads blanding af math-rock og emo, men dette bunder mere i personlige spekulationer end i bevis gennem interviews.

/Martin

torsdag den 27. november 2008

En ordentlig Christmas compilation

Washingtons Le Loup udgav sidste år et fremragende album med The Throne Of The Third Heaven Of The Nations' Millennium General Assembly via det unge Hardly Art (en afdeling under Sub Pop).
Nu er der lidt nyt fra dem igen, denne gang i form af en julesang. Og ja, det er svært ikke allerede at blive mistænksom vedrørende både kvalitet og incitament for at lave en sådan, men alle disse tanker kan fejes til side med lethed: For det første er der tale om en velgørenhedsudgivelse til fordel for Amnesty International ved navn I'll Stay 'Til After Christmas. For det andet er der tale om en glimrende, hyggelig lille sang.

Albummet indeholder også sange med bands som Au Revoir Simone, Sally Shapiro, Arthur & Yu (label mates fra Hardly Art), My Brightest Diamond, Au m.fl.
Juleudgivelser behøver ikke være kedelige og meningsløse. Lyt til denne lille perle fra de banjoelskende amerikanere og overvej muligheden for at støtte en god sag.

MP3: Le Loup - Shenandoah

/Martin

søndag den 23. november 2008

Thee Oh Sees

Nogle gange skal man læse et bandnavn flere gange, før man tager sig sammen til at lytte til bandet. Rigtigt lytte. Et sådant bekendtskab, et langsomt et af slagsen, kan minde om situationer, hvor man af en ven er blevet fortalt om en ven, man egentlig burde lære at kende. Sådan har det været for mit vedkommende med Thee Oh Sees fra San Francisco. Sjovt nok har navnet de fleste gange været nævnt i forbindelse med The Dodos, der gav et par danske koncerter tidligere på ugen.

Tilbage i april nævnte The Dodos' sanger og guitarist Meric Long sine byfæller, da han af Pitchfork blev spurgt om, hvem hans nye yndlingsband var. De to bands har da også turneret sammen, og på flere koncertbilleder kan man se medlemmerne i The Dodos (ofte trommeslager Logan Kroeber) iført en t-shirt med Thee Oh Sees. En sådan t-shirt lagde jeg også mærke til i onsdags på VoxHall, og nu måtte det være på tide at give gruppen et ordentligt lyt - ikke bare endnu et overfladisk et af slagsen, som det blev til i april.

Hvor The Dodos ofte bliver kaldt psych-folk, er det nok en mere passende betegnelse for Thee Oh Sees. Det psykedeliske aspekt er i hvert fald en del mere markant hos sidstnævnte, ligesom der også er hentet en del inspiration i 60'er garage. Gruppen (der har gennemgået en del navneforandringer) har i år udgivet albummet The Master's Bedroom Is Worth Spending a Night In, hvoraf TV On the Radios Dave Sitek har produceret tre sange.

Og nu hvor The Dodos er blevet nævnt så flittigt i dette indlæg, må jeg lige henlede de kære læseres opmærksomhed på et fint interview med bandet af kollegerne på Earcandy.

MP3: Thee Oh Sees - Block of Ice

(jeg checker efter flere links til jer på et andet tidspunkt)

/Martin

torsdag den 20. november 2008

High Places til Danmark

Rygterne har svirret længe, og nu er det endelig sikkert: Danmark får til april næste år fornemt besøg, når High Places lægger vejen forbi. Og de kommer ikke bare som ventet til Århus - en koncert er også planlagt i København.

Indtil videre ser det ud til at blive en kort forårstour rundt i Finland, Sverige, Norge og Danmark. Der er måske ikke tale om udpræget festmusik, men mon ikke det kommer af sig selv gennem gruppens inspirerende kreationer kombineret med det faktum, at deres danske koncerter er placeret i weekenden. Fredag spiller de på Loppen, og lørdag afslutter de touren med en fest på Musikcaféen. Jeg glæder mig som et lille barn.

High Places spiller på:

Loppen, København, d. 3. april
Musikcafeen, Aarhus, 4. april

MP3: High Places - The Storm
MP3: From Stardust to Sentience

mandag den 17. november 2008

Wavves del II - nogle spørgsmål

I forlængelse af indlægget om Wavves kommer her et lille interview med projektets bagmand, Nathan Williams, der byder på nogle korte og præcise svar:

- Hvordan foregik indspilningen af debutalbummet?

It was recorded in my garage. I produced it myself.

- Bandnavnet - er der en forklaring bag, eller er det bare et navn?

Just a name!

- Live er I to personer. Hvordan er opsætningen?

I play guitar and sing. A friend of mine, Toby, plays drums.

- Jeg spillede din musik for nogle venner, og de nævnte navne som Blank Dogs og Times New Viking. Er sådanne sammenligninger helt upræcise?

No, not at all. I think Blank Dogs has a similar way of recording as I do. I really like both of their music so it's flattering if anything, I guess.

- Hvad er dine planer for 2009? Indspilninger? Tour?

February I leave for a month long Europe/UK tour. I get back in March and am playing some SXSW dates and then I will do a 3 week US tour. My 12" on De Stijl comes out in February as well... And a bunch of other shit I don't remember. I will be super busy so I'm excited. 09 will be better than 08.

Hent mp3'er og læs mere i del I.

/Martin

søndag den 16. november 2008

Wavves

Dette år har budt på en del fine bands inden for noise, lo-fi, punk og new wave. Og enkelte kunstnere befinder sig endda inden for et spændingsfelt, der ofte inkluderer flere af disse traditioner. Heriblandt A Place to Bury Strangers og Times New Viking. For nylig blev jeg så introduceret for Wavves - et enmandsprojekt fra San Diego, Californien, der ligeledes lystigt blandet lo-fi og new wave - ikke helt ulig Blank Dogs men meget mindre dystert.

Det selvbetitlede debutalbum udkommer via Woodsist, der står bag udgivelser med glimrende kunstnere som Raccoo-oo-oon, Vivian Girls, Crystal Stilts og førnævnte Blank Dogs. Jana Hunter, der kan opleves som support for Beach House på Vega d. 1. december, har også fået udgivet en EP på selskabet.

MP3: Wavves - Weed Demon
MP3: Wavves - Beach Demon
MP3: Wavves - Wavves - So Bored
MP3: Wavves - No Hope Kids

/Martin

tirsdag den 11. november 2008

Indlæg nr. 100 - med spørgsmål til The Ruby Suns

Med godt et år på bagen har vi på bloggen nu nået indlæg nr. 100. At der er folk, der er interesserede i det, vi skriver om, glæder os enormt, og vi er meget glade for den respons, vi har fået. Mange tak!

I anledning af de forestående koncerter på VoxHall og Loppen med The Dodos har vi kontaktet frontmand i supportbandet The Ruby Suns (New Zealand), Ryan McPhun, med nogle få spørgsmål:

Tre ord til at beskrive kollegaerne i The Dodos:

Vibey, thumping, boisterous.

Hvordan ser The Ruby Suns' indspilningsplaner ud?

I've got a few recordings on the go at the moment. Don't know when I'll have enough for another album. I work pretty slowly and I usually work on a couple songs at a time.

Hvad ved I om den danske musikscene? Kender I nogen bands?

I know a couple that you mentioned [Efterklang, Slaraffenland, Under Byen, Figurines, Mimas, Mew]. We're really good friends with Bo from Men Among Animals. He toured with us earlier in the year as our sound person. We haven't met the whole band yet though. So he's told us about some of the bands that he likes and stuff like that. We played with Choir of Young Believers last time we were in Denmark. That was last year.

The Dodos og The Ruby Suns spiller:

VoxHall onsdag d. 19. november
Loppen torsdag d. 20. november

MP3: The Ruby Suns - Palmitos Park (El Guincho cover)
Mp3: The Ruby Suns - Birthday (The Beatles cover)
MP3: The Ruby Suns - Tane Mahuta
MP3: The Ruby Suns - Don't Trust the Dirty Fruit
MP3: The Ruby Suns - Look Out SOS!
MP3: The Ruby Suns - It's Hard to Let You Know

/Martin

fredag den 7. november 2008

frYars' debutalbum på vej

Vi har før vist vores begejstring for unge Ben Garrett, manden bag frYars. Vi har også meddelt, at debutalbummet var ved at blive mixet, og at en single ved navn Visitors var lige på trapperne.

I dag dukkede så en herlig nyhed op på Soundvenue, der besvarede et par spørgsmål: Debutalbummet har fået titlen Dark Young Hearts og udgives i marts 2009.
Ydermere er der bonusinfo om den forestående single, der udgives d. 8. december: Med på gæstevokal er selveste Dave Gahan.

Debutalbummet udgives på Garretts eget pladeselskab frYarcorp, og det skal blive spændende at se en trackliste, når en sådan slipper ud. Måske nogle sange fra EP'erne kommer med?

/Martin

tirsdag den 4. november 2008

Label: Ghostly International

I dag vil jeg holde tilbage med ordene og i stedet blot give jer nogle mp3'er med kunstnere fra det amerikanske pladeselskab Ghostly International.
Sangene er vidt forskellige, ligesom kunstnerne også er det.

MP3: Christopher Willits - Colors Shifting
MP3: Matthew Dear - Pom Pom
MP3: School of Seven Bells - Connjur (har været oppe på siden før)

Selskabet har også navne som Mobius Band og Skeletons & the Kings of All Cities i stald.

Og hvis vi et øjeblik skal lege med associationerne kan vi jo gennem titlen In Ghost Colours koble "Ghost" sammen med Cut Copy, der i aften spiller på Voxhall. Det kan kun anbefales at kigge forbi.

/Martin

søndag den 2. november 2008

Shugo Tokumaru

Billedet afspejler nogenlunde det kolde og klare novembervejr, vi ser disse dage. Og så viser det en mand, der laver musik, som kan hjælpe os igennem de selvsamme kolde tider: Shugo Tokumaru fra Tokyo.

Hans nyeste album Exit indeholder mere end 50 forskellige instrumenter, hvilket nemt kunne resultere i et forvirret værk. Heldigvis skaber Shugo simple og imponerende melodier, der holder godt sammen på det hele.

Flere steder sammenlignes han med Beach Boys, ligesom også Sufjan Stevens (mere korrekt) nævnes. Sangene er på japansk, hvilket for de fleste af os blot vil bidrage til det fantasifulde univers.

Exit er en lille perle, der beviser, at Shugo bestemt har potentialet til engang at kunne levere noget ganske unikt.

MP3: Shugo Tokumaru - Parachute
MP3: Shugo Tokumaru - D.P.O.

God søndag til jer alle.

/Martin

tirsdag den 28. oktober 2008

Deerhunter - ny frygt

Atlanta, Georgias Deerhunter er ikke et specielt hemmeligt band - i hvert fald ikke længere.

Den i overskriften nævnte "frygt" går da heller ikke på, at Deerhunter som band skulle blive overset (som det kan være tilfældet med Women) - den går derimod på det bonusalbum, man kan få sammen med det nye album Microcastle. Dette album har været leaket i over et halvt år, og det er ingen hemmelighed, at jeg finder det eminent. Men først i dag har jeg fået lyttet til bonusalbummet Weird Era Cont., der er meget, meget mere end blot sange, der ikke var gode nok til Microcastle.

Nu består Deerhunter af mere end blot sanger og sangskriver Bradford Cox, men det vil altid være ham, der løber med opmærksomheden. Ganske uundgåeligt og ikke som et resultat af et stort ego. Han er yderst produktiv i både Deerhunter og med soloprojektet Atlas Sound, og han har klare holdninger, som han ikke holder tilbage blot for at holde dem tilbage (som i dette lange interview med ham og Liars på Drowned in Sound).
Og det specielle ved Weird Era Cont. er da også netop, at man får yderligere indsigt i dette fascinerende menneskes sind. Gamle Smashing Pumpkins-fans vil måske huske den glæde det var at lytte til de tiloversblevne sager, der udgjorde gratisalbummet MACHINA II / Friends and Enemies of Modern Music - netop fordi det gav følelsen af som lytter at blive inviteret ind i studiet og hjernen hos en stor sangskriver. Også på Deerhunters bonusalbum er produktionen blevet underprioriteret, men det gør absolut ingenting. Man får fornemmelsen af, hvor stærke mange af sangene kunne have været, og når den proces opleves som noget positivt frem for frustrerende, er det simpelthen fordi, bandet er så inspirerende i sig selv. Ganske imponerende.

Ingen mp3'er i denne omgang! I så fald bliver de lagt op en anden god gang.

/Martin

mandag den 27. oktober 2008

Passion Pit

Frenchkiss Records er et selskab, der efterhånden har en del fine navne i stald. Både større navne som Les Savy Fav og The Hold Steady, men også nyere bands som The Dodos, Cut Off Your Hands og nu også kvintetten Passion Pit.

Hovedmanden bag projektet er Michael Angelakos, der oprindeligt indspillede EP'en Chunk of Change som en gave til sin kæreste.
I september blev den genudgivet af Frenchkiss med yderligere to sange, Better Things og bloghittet Sleepyhead.

Mange steder er der draget sammenligninger med bands som MGMT, Scritti Politti, Russian Futurists, A Sunny Day in Glasgow og svenske Air France, men der er bestemt også spor af The Postal Service at finde i musikken. Faktisk har Passion Pit også varmet op for Ben Gibbards mest kendte band, Death Cab for Cutie (ligesom de har haft supporttjanser for Girl Talk og These New Puritans).

De fem har netop spillet til CMJ og arbejder i øjeblikket på deres første fuldlængde, der udkommer i starten af 2009. Vi glæder os og håber, at Roskilde Festival har antennerne ude.

Video til Sleepyhead:



MP3: Passion Pit - Sleepyhead
MP3: Passion Pit - Sleepyhead (Landau Walk-Up Remix)

/Martin

fredag den 24. oktober 2008

Crystal Stilts

Visse begreber er blevet voldtaget groft de seneste år. Ét af dem er "post-punk". Et begreb man næsten bliver nødt til at bruge for at beskrive Brooklyns Crystal Stilts. Dette betyder dog ikke, at man skal forvente sig mørk og rytmesektionsstyret post-punk á la Joy Division (eller Interpol for den sags skyld). Selvom gruppen uden tvivl har hentet masser af inspiration i Manchester-scenen fra slutningen af 70'erne og starten af 80'erne, griber de også momentvist længere tilbage i tid. Der er ikke helt tale om garage rock, snarere garage pop, og det virker mærkeligt bevægende. På flere niveauer.

Alight of Night kan købes nu via Rough Trade.

MP3: Crystal Stilts - Crippled Croon
MP3: Crystal Stilts - Crystal Stilts
MP3: Crystal Stilts - Shattered Shine

/Martin

tirsdag den 21. oktober 2008

Hospital Ships

Hospital Ships er én mand: Jordan Geiger fra Lawrence, Kansas. Manden er også sanger og sangskriver i Minus Story og derudover med på keyboard og trompet i Shearwater (for dem, der ikke kender Shearwater: Okkervil River-sideprojekt).

Der var engang, nogle år tilbage, hvor de fleste bands gerne fik at vide, at de lød som The Flaming Lips. De dage er måske ovre, men i dette tilfælde har vi til gengæld at gøre med en mand, der har opkaldt sit soloprojekt efter netop én af deres sange, ligesom han heller ikke er bleg for at at lade sig inspirere af deres lyd. Der er også spor af nogle andre gamle klassikere som Mercury Rev og, i mindre grad, Neutral Milk Hotel.
Alt i alt lader det til at være et ganske hyggeligt og sympatisk projekt. Det skal blive spændende at høre mere.

Debutalbummet Oh, Ramona er ude fra i dag via det spændende Graveface Records.
Minus Story kan købes via Jagjaguwar.

MP3: Hospital Ships - The Shots I Drank (SayMyName remix)
MP3: Hospital Ships - I Want It to Get Out
MP3: Hospital Ships - Bitter Radio (single edit)
MP3: Minus Story - Battle of Our Lives

/Martin

mandag den 20. oktober 2008

Diskussion: Anmeldelse / smagsdom

Følgende indlæg er måske længere end de sædvanlige, så tag en øl eller en kop te, før du læser videre...

Hvad er en god musikanmeldelse? Og er sådanne smagsdomme virkelig nødvendige?

"Nødvendighed" er i sig selv noget af et ord at benytte. De fleste har formentlig prøvet at hoppe med på en hype-vogn, men de fleste er nok også enige om, at det i sidste ende er musikken, der tæller. Og selvom vi måske køber mindre musik i dag, er forbruget af selvsamme større end nogensinde før. Udvalget er større, og det er nemmere end nogensinde før at finde ny og spændende musik.
Netop derfor er det nødvendigt med overskuelighed. De fleste har sikkert nogle venner eller bekendte, der er gode til at anbefale ny musik, ligesom mange er stødt på musiksider og -blogs, som de med tiden har fundet ud af er til at stole på. Så vidt så godt.
Nu jeg nævner blogs, er jeg imidlertid halvt ude på et sidespor - for vi kunne nu indlede en debat om, hvad en "anmeldelse" egentlig er, og hvorvidt man kan kalde det anmeldelser, når der eksempelvis her på bloggen skrives om et album. Derfor vil jeg understrege, at jeg i dette indlæg skelner mellem sådanne (åbenlyst) personlige smagsdomme og anmeldelser, der er ment som anmeldelser - som oftest med en dertil hørende graduering/karakter. Vi taler her om den type anmeldelser, man bliver sat til at skrive af en redaktør - en vurdering, der skal stræbe efter det objektive. At den så aldrig kan blive helt objektiv, det er en anden sag.

Hvad er så meningen med disse anmeldelser? At give læseren, den kunstinteressede, forbrugeren en idé om et værks essens (lægger vi vægt på modtageren som forbruger, kunne vi bruge ordet "værdi", men det vil i mange sammenhænge være enten respektløst over for kunsten eller en banalisering af denne). Dertil kommer naturligvis, at der findes både musikblade og -sider, der ikke bare har en bestemt smag, men også en bestemt profil. Det være sig letlæselig, kortfattet, akademisk funderet, aktivt hypende osv. Fælles for alle disse er dog, ideelt set, at de er til for læseren/lytteren. Læseren, der således kan vælge frit blandt forskellige typer musikmedier. Læseren, der som oftest søger overblik og kvalitative vurderinger.

Det behøver således ikke være et krav, at en anmeldelse skal kunne forstås af alle. Lad os gå videre og kigge på visse tendenser i nyere anmeldelser. En udbredt misforståelse er at tage udgangspunkt i, hvad et værk burde være. Eller lige så slemt: Hvad et værk ikke er. Et kunstværk, og dette gælder ikke kun musikken, må nødvendigvis bedømmes ud fra dét, det er. At man uden for værket kan finde midler til at knække koden, det er en anden sag. Det kan være ganske forståeligt, at man efter en god udgivelse bliver skuffet, hvis et band på sin næste udgivelse ikke lever op til forventningerne - men denne skuffelse skal ikke danne bund for bedømmelsen. Den kan tages med som en del af argumentationen, ja den skal helst tages med i argumentationen, men det kan aldrig være gyldigt at bedømme en plade alene ud fra, hvordan en gruppes tidligere plade lød.
I forlængelse af dette er der en anden type vurdering, der ligeledes bunder i negationer. Dog ikke med udgangspunkt i en eller flere tidligere udgivelser. Der er her tale om en type anmeldelse, der vurderer en plade ud fra, hvordan andre har reageret på den - og/eller hvordan en gruppe er blevet markedsført. At inddrage sådanne informationer kan givetvis være et plus i en anmeldelse - såfremt der stadig argumenteres gennem musikken.
Et nyligt eksempel på denne, i mine øjne, misforståelse af anmelderens rolle kan læses på Undertoner, hvor det amerikanske band Abe Vigodas album Skeleton vurderes ud fra, hvad det ikke lever op til. Jeg må her understrege, at jeg har stor respekt for både anmelder og medie, der leverer og har leveret mange gode anmeldelser gennem årene. Denne anmeldelse starter med et citat fra udgivelsens medfølgende pressemeddelelse og følges op af en kritik af denne. Dernæst følger en ekstern henvisning til et citat om selvsamme udgivelse taget fra en anmeldelse af Pitchforks David Bevan. Først og fremmest tåler citatet ikke at blive læst isoleret. For det andet bruges det blot til yderligere at understrege, hvad skribenten ikke er enig i. Slutteligt nævnes det, hvordan bandet ikke er punk (igen en reference til hvordan bandet er blevet fremstillet, dels af dem selv, dels af andre medier). Kun sparsomt nævnes musikken:

"Nuvel, Abe Vigoda har i en vis udstrækning formået at skabe deres egen sound, et ikke ueffent redskab i en hardcore konkurrenceøkonomi. Hvilket kunne have været gunstigt, men i dette eksempel blot betyder, at samtlige albummets numre lyder ens."

Søger man at få en idé om, hvordan albummet lyder, søger man overskuelighed og information, har man kigget forgæves. Man kan argumentere for, at anmeldelsen selv skal læses som en art kunstværk, der skal ses som et resultat af frustrationen over tomheden i et givent produkt. Og det kan da være interessant, når en anmeldelse engang imellem byder på lidt mere end "blot" en vurdering - men det skal netop være noget ekstra og ikke en decideret erstatning. Sådanne anmeldelser kræver en hel del af afsenderen. Politikens Kim Skotte har ofte held med det, og han er ikke den eneste.

En anmelder bør regelmæssigt spørge sig selv: Hvorfor gør jeg dette? Hvad er min motivation? Hvis man udelukkende vil føre sig frem, bør man finde en anden genre. Hvis man derimod vil give en kvalificeret mening om kunsten, er det mere end ønskeligt. Professor og afdelingsleder ved Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet Morten Kyndrup skrev meget apropos:

"Smagsdommen er den gode kritiks forpligtelse - forglemmelsen af smagsdommen er kritikkens opløsning i journalisme og videnskab light."
("Den nødvendige smagsdom", Standard, 11. årg. nr. 3, august-oktober 1997)

Et andet kritikpunkt er mange anmelderes begrænsede referenceramme. Man kan som læser naturligvis ikke kræve det umulige; at en anmelder har hørt al musik i verden. Man kan imidlertid godt kræve et kendskab til nyere musikhistorie, der tillader sammenligninger med mere end blot en håndfuld bands, der sædvanligvis benyttes som standardsammenligninger til standardløsninger. I anmeldelser af megen af den musik, jeg beskæftiger mig med, er det gerne grupper som Radiohead, Sigur Rós, Mogwai, Animal Collective og The Arcade Fire, der bliver brugt og, i endnu højere grad, misbrugt. Hvis sammenligningen er søgt, og dermed upræcis, er det i langt højere grad at foretrække slet ikke at lave en sammenligning. Trækker man disse misvisende navne ned over en udgivelse, tilfredsstiller man ikke andre end sig selv. Og værre endnu: Værket præsenteres unøjagtigt. Kunsten banaliseres.

Alle anmeldere kan have dårlige dage, og man kan ikke altid have nok tid til alle anmeldelser. Vigtigst er det, at man som udgangspunkt er sin opgave voksen. At man indser, at man med en anmeldelse påtager sig et ganske reelt ansvar.
Det handler ikke om, at en anmeldelse skal være så tør som muligt. Det er i visse tilfælde små (også ganske kreative) detaljer, der bedst beskriver et album - men kun når disse detaljer er et supplement til en egentlig vurdering af musikken. Det er også vigtigt at huske på de såkaldte profiler, der allerede er blevet nævnt tidligere, ligesom også mange anmeldere grundet deres stærke kærlighed til kunsten kan føle en trang til at udøve kunstnerisk retfærdighed gennem anmeldelser. Eller at man som anmelder simpelthen vil udtrykke sig gennem humor. Der er meget, der kan spille ind, og det er uden tvivl for det bedste, at anmeldelser er forskellige. Så længe man tager stilling til, hvad værket er.

Tak fordi du læste med. Læg endelig en kommentar, hvis du har en mening om dette.

/Martin

lørdag den 18. oktober 2008

Tak til Handsome Furs

Canadiske Handsome Furs lagde i går for første gang vejen forbi Århus og Musikcaféen. Duoen, Dan Boeckner + konen Alexei Perry, har tidligere spillet nogle gange i København med begrænset succes, den ene gang grundet en trommemaskine, der valgte at gå i stykker.

Men lad der ikke være nogen som helst tvivl: Vi blev vidner til en fantastisk koncert med en veloplagt duo, der heldigvis havde teknikken på deres side. Publikum virkede ligesom canadierne ganske fredagsberusede, hvilket gudskelov ikke ødelagde koncerten. Tværtimod: Samspillet mellem de to størrelser var helt i top.

Der var blevet plads til en del nye sange, og mest interessant var det at høre, hvordan de på scenen var både mere elektroniske og støjende i deres udtryk end på debutpladen, Plague Park. Aftenens højdepunkt for mit vedkommende var dog fra pladen: Dead + Rural. En sang Boeckner præsenterede således: "This is a song about going to a high school where your nickname is 'faggot'."

MP3: Handsome Furs - What We Had
MP3: Handsome Furs - Cannet Get, Started

Bonushistorie!

Ganske beruset på vej fra Mejlgade til min kjære lejlighed gik jeg og hørte Bon Iver. Tre fulde mænd kom løbende ud fra en lejlighed, den ene lavede et mystisk pose på vejen, den anden løb videre, og den tredje gik over til mig og bad mig tage høretelefonerne af, så han selv kunne høre musikken. Først skamroste han kvaliteten af høretelefonerne, dernæst udtalte han sig om musikken, lige fra hjertet: "Det er musik, der er virkelig godt, når man er forelsket."
Mig: "Eller trist."
Ham: "Er du trist? Så skal du med os i byen. Kom."
Mig: "Nej nej, jeg er ikke trist!"
Ham: "Er du forelsket? Nå, men du må have en fremragende aften!" Herefter løb også han.

Måske tillægger jeg den mystiske ordveksling for megen betydning, men jeg kan ikke slippe ordene.

MP3: Bon Iver - Skinny Love

God weekend til jer alle.

/Martin

torsdag den 16. oktober 2008

Pallers + Blackout Beach

Kort og godt: To nye sange til jer, kære læsere.

Pallers er en ny elektronisk duo fra nabolandet Sverige. De er netop blevet signet til det fine Labrador, der udgiver debut EP'en Humdrum d. 3. december.
Ud fra dette første nummer er der en del i vente for os lyttere. Det er en smule dystert, men med glimt af håb. Kjanske som på billedet.

MP3: Pallers - Humdrum

Blackout Beach er et soloprojekt fra den smågale Carey Mercer, der nok er bedst kendt som sanger og guitarist fra Frog Eyes. Det skal dog ikke glemmes, at han også udgør en tredjedel af det undervurderede Swan Lake. Han har kun udgivet et enkelt album under navnet Blackout Beach, mens det andet album, Skin of Evil, er på vej.
Første sang vi har hørt fra pladen, Cloud of Evil, starter som noget, der kunne være et remix af Animal Collectives Purple Bottle, men viser sig hurtigt som værende del af Mercers karakteristiske, mareridtsagtige univers - dog i mere elektronisk form end hos hans andre bands. Som han tidligere har bevist på plade og til koncerter, er han stadig en skræmmende sanger. Og skræmmende dygtig.

MP3: Blackout Beach - Cloud of Evil

/Martin

mandag den 13. oktober 2008

Dark Dark Dark

Amerikanske Dark Dark Dark har ganske få år på bagen. Derfor er det også naturligt, at de endnu mangler lidt for at få dem til at skille sig rigtigt ud. Men skille sig ud fra hvad?

Her er ikke tale om emo, selvom navnet måske kunne antyde enten dét eller noget mere gotisk. Her er snarere tale om en blanding af sømandsviser og noget mere balkaninspireret. Sidstnævnte dog i mindre grad end hos eksempelvis A Hawk and a Hacksaw og på Beiruts debutalbum. Vort evige referencepunkt...

De to frontpersoner Nona Marie Invie (harmonika, vokal) og Marshall LaCount (banjo, vokal) er nogle flyvske størrelser, der har fundet inspiration til musikken på mange, skæve dannelsesrejser på tømmerflåder ned ad Mississippi, godstog gennem landet og "gennem Europa" - som de gerne siger derovre. Endnu en flyvsk størrelse.

Den maritime del / sømandselementet minder en del om The Decemberists' kærlighed til selvsamme, selvom det er en del mere gennemført hos de poetiske forbilleder. Marshalls vokal er en sjov blanding af Dan Bejar (Destroyer, Swan Lake, The New Pornographers) og Ben Garrett (frYars).
Debutalbummet The Snow Magic er ude d. 28. oktober via Supply and Demand Music. Eller som de forkortes: sad music. Så blev det alligevel lidt emo.

Nå ja, og så er M.I.A. gravid. Kapow.

MP3: Dark Dark Dark - New York Song

/Martin

onsdag den 8. oktober 2008

Coconot + El Guincho = Spansk varme

Spanien har i mange år lidt under at være et land, der musikalsk ikke har bidraget med specielt meget godt (endsige relevant). De seneste år er opmærksomheden dog vokset, primært grundet den ene succesfulde festival efter den anden, og nu er den mere eksperimenterende musik også ved at følge med.

Pablo Díaz-Reixa er i år blevet kendt vidt og bredt under navnet El Guincho med albummet Alegranza, der har opnået rigtig fine anmeldelser (også af orlovsblogger Camilla). Den officielle udgivelse er dog i mange lande skubbet til den 13. oktober, så det skal blive spændende, om hypen også når længere i Europa.

Pablo startede dog før sit El Guincho-projekt som trommeslager i Coconot - et band, der deler flere ligheder med hans soloprojekt. Det er svært at opstøve info om bandet - ikke engang en udgivelsesdato på deres netop leakede album, Cosa Astral, har jeg kunne finde.
Hvor El Guincho er tættere på Panda Bear, er Coconot tættere på Animal Collective, selvom brugen af samples stadig er massiv hos disse spaniere. De har, ligesom det gælder for forbillederne (tillader jeg mig at forestille mig, at de er), en nysgerrig og legende tilgang til musikken, men lidt gemt væk i lydbilledet er der alligevel godt med melankoli at hente. 'Reflekterende' vil ikke være helt forkert at benytte. Det er ikke lyden af barndom - det er lyden af mindet om barndommen.

Albummets ni sange varer samlet lige under en halv time og er forholdsvis nemme at komme igennem, hvor El Guincho for nogen er sværere at klare med de længere, repetitive sange (jeg tillader mig at bruge ordet 'repetitiv' for halvdesperat at indikere en forskel på dét og det mere negativt klingende 'ensformig').
Det har ikke været muligt at finde mp3'er at dele ud af, og MySpace-siden har i øjeblikket kun en enkelt sang oppe. Såfremt jeg støder på mp3'er med spanierne, vedlægger jeg links med det samme!

Coconot på MySpace

/Martin

tirsdag den 7. oktober 2008

At nyde: Built to Spill + M83

To dage, to koncerter, to smukke oplevelser. Voxhall bød mandag på legenderne i Built to Spill, tirsdag på franske M83. To vidt forskellige kunstnere, to vidt forskellige tilgange til musikken, to vidt forskellige koncerter.
Jeg vil ikke gå i detaljer med koncerterne (min anmeldelse af Built to Spill vil alligevel kunne læses på Voxhall.dk onsdag eller torsdag). Jeg vil snarere dele den umiddelbare glæde og enorme tilfredshed over to valg.

1) Ud over at Built to Spill gav os hele det glimrende Perfect From Now On fra 1997, hev de noget af en guldklump frem som ekstranummer: Klassikeren Car. Én af de sange, der har betydet mest for mig, og én af de sange jeg har hørt mest gennem mit liv. Intet kan beskrive den følelse det var endelig at høre den live - fra Doug Martsch og co. direkte til os. Så enkelt kan pop skæres, og så rørende kan resultatet blive.

Lyt med mærkelig video:



2) M83 diskede op med mange lækkerier, specielt fra det nyeste album Saturdays = Youth, men der var heldigvis også plads til nogle ældre sange. Heriblandt en enkelt, som jeg ikke havde ventet de ville spille: Gone. Den kolde, stemningsfulde og underfundige perle fra Dead Cities, Red Seas & Lost Ghosts fra 2003. Alene og med andre. Påvirket og sober. Glad og trist. En sang, der har fulgt mig trofast.

Lyt med mærkelig video:



God onsdag, kære læsere.

/Martin

mandag den 6. oktober 2008

Women - igen

For mindre end en måned siden skrev jeg om det canadiske band Women. Nu finder jeg det imidlertid bidende nødvendigt at gøre det igen, da jeg nu har haft den ære at lytte hele deres selvbetitlede plade igennem.

Og hvorfor så bidende nødvendigt? Fordi albummet er af den slags, der nemt kan blive overset. Og det til trods for at det udgives på Jagjaguwar.

Gruppen har indtil videre kun officielt leaket sangene Black Rice og Group Transport Hall, der begge blander syrerock og lettere tilgængelig Kinks-inspireret 60'er coolness. Hele pladen giver dog et meget mere nuanceret lydbillede, der også får specielt Black Rice til at fremstå endnu mere unik.

Women vil måske overraske nogle af de lyttere, der kun har hørt de to førnævnte sange ved langt hen ad vejen at være instrumental - ligesom den også vil lede mange lytteres tanker hen på pladeaktuelle Deerhunter. Og så er der den fantastiske Shaking Hand, der nærmest kan karakteriseres som math-rock. Guitararbejdet har en del til fælles med mange nye engelske bands, specielt fra det sydlige England. En lyd, der de sidste par år har vundet meget frem i det engelske (hør blot mange bands fra selskabet Big Scary Monsters), men også så småt på den anden side af Atlanten. Som hos Maps & Atlases.

Pladen er af den type, der vokser og vokser. Der er plads til forbedringer, og bandet har endnu ikke fundet sig selv fuldstændigt. Men fundamentet er der. Og man kan jo håbe, at de ligesom Deerhunter på deres anden plade går fra at være rigtig godt til at være fantastisk.

MP3: Women - Black Rice
MP3: Women - Group Transport Hall

/Martin

onsdag den 1. oktober 2008

Nyt fra Vampire Weekend

Se lige hvor rare de ser ud. Det er svært ikke at sympatisere med new yorkerne i Vampire Weekend.
Hypen kom hurtigt og er ikke rigtig stoppet endnu. De har tydeligvis ikke lidt under Foals-syndromet (lad os se om sidstnævnte kan revanchere sig engang); de ramte bredt, men forblev accepterede - også i selve branchen. Som Man Man kommer frem til over for Pitchfork:

Pow Pow: "They're a good band, man. I don't give a shit if there's a lot of hype. They're a good band. I love 'em."

Den nye sang, Ottoman, er med på soundtracket til filmen Nick & Norah's Infinite Playlist,
der også har folk som Devandra Banhart (et af hans dårligste numre, Lover), Bishop Allen, Takka Takka, Band of Horses og den elskværdige Mark Mothersbaugh om bord. Sidstnævnte har leveret soundtracks til nogle af vor tids bedste film (læs: Alt af Wes Anderson) og rygtet sagde faktisk, at han havde produceret Ottoman. Dette er desværre ikke tilfældet, selvom brugen af klassiske instrumenter (og i det hele taget Vampire Weekends produktion af disse) gør det oplagt.

Sangen er glimrende, byder på delvist anderledes trommebrug end på albummet, har en glimrende melodi - og sært nok inkluderer sangen linien "this feels so unnatural / Peter Gabriel too", der også var en del af deres egen Cape Cod Kwassa Kwassa. Men det fungerer, og det er stadig sjovt.

Jeg har ingen mp3 af Ottoman, så I må søge den andetsteds. Såsom:

Artikel på Stereogum
Vampire Weekend på MySpace

Bonus: Vampire Weekend på Pitchfork.tv - denne gang teamer de op med en: "Julliard-trained string trio to perform three songs from their self-titled debut in the room where they played their first shows: Columbia University's ADP Literary Society." Se lige hvor rare de ser ud!

/Martin

mandag den 29. september 2008

Video: Ponytail - Beg Waves

Vi skrev om Ponytail tidligere i år. Siden da har jeg fået skamlyttet deres nyeste album, Ice Cream Spiritual, der generelt har fået både pæne og sjove anmeldelser rundt omkring. Drowned in Sound siger eksempelvis: "Like an unexpected fist in the face from a five-year-old", mens cokemachineglow rammer plet med: "It is, more than anything else, the sound of a band having too much fun being good to try being great."

Nu har de så en video klar til albummets første sang, Beg Waves, instrueret af Michael Guidetti og David Berezin. Videoen blander så forskellige ting som det spirituelle, fragmenter af meningsløsheden fra 80'erne og noget, der ligner plug-ins fra Windows Media Player - det er ikke til at sige, om de tager pis på YouTube-tidsalderen eller ej, men der er noget sært dragende over værket.

Se med her: Ponytail - Beg Waves

/Martin

fredag den 26. september 2008

Beach House til Vega

Vi har et par gange tidligere skrevet om den fantastiske Baltimore-duo Beach House. Tidligt i år udgav de album nr. 2, Devotion, der nok skal ende som ét af årets bedste og mest triste albums.
Sangerinde Victoria Legrand kan lyde mere opgivende end nogen anden, men det bliver aldrig for meget. Stemmen er dragende og indbyder øjeblikkeligt til sympati.
Mest imponerende er det, når hun skaber implicitte, forudgående konklusioner ud fra simple, simple sætninger, der grundet det opgivende tonefald med det samme placerer lytteren på sidelinien med en umulig lyst til at hjælpe. Som når hun starter førstesinglen fra det nye album, Gila, med "Man, you got a lot of jokes to tell" eller Master of None med "You always come to the parties." Sunget med Legrands tristesse får en sådan sætning med det samme et liv, som få andre ville være i stand til at puste i noget så simpelt.

Nu kommer duoen så til København, hvor de får æren af at spille på Lille Vega d. 1. december.
Med som support er amerikanske Jana Hunter.

MP3: Beach House - Master of None
MP3: Beach House - Gila

Hør også en ny single på Stereogum, der udgives som 7" sammen med en 4-track genindspilning af gennembrudssangen Apple Orchard.

/Martin